Annonce
Kultur

Til Spotlight kan trælse grøntsager være sjove: Børn stod i kø for at prøve

Johan og Sara var modige i madteltet og smager her på fennikel. Johan kunne godt lide smagen, mens Sara var mindre begejstret. Foto: Mette Mørk
Muligheden for at lave sjove figurer ud af grøntsager var et stort hit på Spotlight på Byens Torv i Jelling. På den måde fik de på en anderledes måde udforsket nye og flere grøntsager.

Jelling: Kartofler, peberfrugt, agurker, gulerødder og flere andre grøntsager fylder det lange bord i teltet.

Det er omringet af mere end 15 børn, som har fået nærmest frie tøjler til at lave lige den figur, de har lyst til at lave. Grøntsagerne er materialerne, og med hjælp fra små tandstikker kan de sætte dem sammen til et næsehorn, en hund, en robot eller noget helt fjerde.

Eller et rumskib, som seksårige Molly er ved at lave af flere forskellige grøntsager.

- Jeg har også lavet et frugtskib, men det har jeg spist, siger hun og sætter et stykke fennikel fast på rumskibet.

Annonce

Med en legende tilgang har vi oplevet, at børnene får mere mod på at smage på andet, end det de er vant til.

Majbritt Damgaard-Eilsø, sundhedskonsulent i Vejle Kommune

Kø til grøntsager

Netop fennikel er en ny smagsoplevelse for mange af børnene på Spotlight i Jelling. Det fortæller sundhedskonsulent Majbritt Damgaard-Eilsø fra Vejle Kommunes sundhedsafdeling. Det er afdelingen, der står bag grøntsagsteltet, hvor børnene kan komme og lege med grøntsager og frugter. Og forhåbentlig også smage på dem.

- Det har været en kæmpe succes, og der har næsten været kø hele tiden. Det er virkelig noget, de kan lide, siger Majbritt Damgaard-Eilsø, da avisens reporter kigger forbi onsdag formiddag.

- Her oplever børnene, at trælse grøntsager godt kan være sjove. Rammerne er frie, og de kan lave lige den figur, de har lyst til at lave. Vi er meget imponerede over børnenes kreativitet og interesse for grøntsagerne, uanset om de laver et smart dyr eller bare sætter to kartofler oven på hinanden. For os er det vigtigste, at de får lyst til at udforske og smage flere grøntsager. Og det vil de fleste gerne, fortæller hun.

Leg med mad giver mod

Sundhedskonsulenten ser ikke noget problem i, at børnene leger med maden. Nærmere tværtimod.

- Med en legende tilgang har vi oplevet, at de får mere mod på at smage på andet, end det de er vant til. De synes, det er sjovt, og vi tror på mange måder, at det er den rigtige vej til, at de spiser mere grønt, fremfor det er noget, man pådutter dem, siger Majbritt Damgaard-Eilsø.

Spotlight

I løbet af denne uge bliver der afviklet Spotlight-festival i Give, Børkop, Jelling, Egtved og Vejle.

Vejle Kommune står bag festivalen, og programmet er grundlæggende det samme i alle byer.

Årets tema er ”Kunstskab”, hvor børnene selv bestemmer kunsten og det skab, kunsten skal være i.

Kniber mere derhjemme

Børnene kan selv bestemme, om de vil spise deres grøntsags-mesterværk eller udstille det på bordet foran teltet. De kan også vælge at tage det med hjem.

For pigerne Carla Corell, Signe Kjær og Sofia Høegh fra Bredagerskolen har det været en god øvelse med en anderledes tilgang til grøntsagerne.

- Det er en meget hyggelig måde at være kreativ på. Vi er nok ikke altid så gode til at smage på grøntsagerne derhjemme, indrømmer pigerne, som er på deres sidste Spotlight, idet de går i 6. klasse.

Spotlight fortsætter i Egtved torsdag, inden det slutter i Vejle fredag.

Det er første gang i flere år, at Spotlight er tilbage i området omkring Sydhøjen og Byens Torv i Jelling. Fra 2013 og frem til sidste år foregik det ved UCL og Jelling Friskole.

Sundhedsafdelingen i Vejle Kommune stod bag grøntsagsmekkaet. Foto: Mette Mørk
Carla Corell har lavet et marsvin, Signe Kjær fik kreeret en skildpadde, og Sofia Høegh fik en champignon, som hun egentlig ikke bryder sig om, til at ligne en nuttet kanin. De tre piger fra 6. klasse på Bredagerskolen indrømmede, at de måske ikke altid var så gode til at smage på grøntsagerne derhjemme. Foto: Mette Mørk
Fantasien fik frit spil, da der kunne laves dyr og andre skabninger ud af mad. Foto: Mette Mørk
Spotlight var tilbage på Byens Torv, efter det i en årrække har foregået ved Jelling Friskole. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce