Annonce
Vejle

Til trods for sparerunde: Underskuddet vokser og vokser på udsatteområdet

Social- og psykiatricentrene i Vejle Kommune har sammen med handicapcentrene skullet finde 8,9 millioner kroner om året, der kan spares væk for at imødekomme de økonomiske udfordringer. Det kan mærkes. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Handicappede, psykisk syge og andre udsatte borgere bliver ved med at koste Vejle Kommmune flere penge, end man har budgetteret med. Konsekvenserne af en sparerunde blev præsenteret for politikerne i denne uge.

Vejle: Fyringer.

Nedlæggelse af stillinger.

Begrænset brug af vikarer, når fastansat personale er syge eller har ferie.

Mindre supervision og efteruddannelse til de ansatte.

Begrænset mulighed for at tage med beboerne til aktiviteter uden for hjemmet.

Ringere vedligehold af faciliteterne. Og så videre og så videre.

Sådan er situationen på voksenområdet i Vejle Kommune lige nu. "Voksenområdet" dækker i denne sammenhæng over den kommunale service for handicappede, psykisk syge, misbrugere og andre socialt udsatte voksne borgere.

På dette store område er man presset til det yderste. For trods en saltvandsindstrøjtning fra økonomiudvalget i foråret på 23,8 millioner kroner blev det pålagt administrationen og de enkelte institutioner i kommunen at finde besparelser for 8,9 millioner kroner.

Annonce
Det er fandme en træls situation, men det er sådan det er p.t. Vi bliver nødt til at kæmpe ved budgetforhandlingerne.

Karl Erik Lund, Dansk Folkeparti

Det kan kun gå den forkerte vej

På voksenudvalgsmødet mandag kunne medlemmerne i udvalget så læse de enkelte centres beskrivelser af de konsekvenser, som besparelserne har og får i den kommende tid.

Handicapområdet er især hårdt ramt, og eksempelvis De 2 Gårde i Børkop-området har skulle finde en årlig besparelse på 1,71 millioner kroner, mens blandt andet Center Døgn - der omfatter Tinghøj i Egtved og Sukkertoppen i Vejle - på social- og psykiatriområdet skal skæres med 1,35 millioner kroner i 2010.

Særligt nedslående læsning bliver besparelsernes konsekvenser, når de holdes op mod halvårsregnskabet for voksenområdet, der også blev præsenteret for udvalget.

Her er der allerede konstateret et merforbrug på 10,7 millioner kroner i 2019. Det forventede merforbrug for hele året kommer til at ligge et sted mellem 21 og 28 millioner kroner.

- Det er rigtig mange penge, så jeg bliver meget bekymret, siger byrådsmedlem Henning Dam (S), der er medlem af voksenudvalget.

Hen henviser til Sukkertoppen, som er en del af Center Døgn. Her har man haft så stor en søgning fra udfordrede borgere, at man har været nødt til at forkorte opholdenes længde for at imødekomme behovet. Det har betydet en forringet effekt af opholdene.

- Og nu kommer besparelserne oveni. Så det kan kun gå den forkerte vej, påpeger Henning Dam.

Ingen akut hjælp

Lone Myrhøj (SF) deler i høj grad Henning Dams bekymringer.

- Vi ser de menneskelige konsekvenser linet op her og nu, og besparelserne har konsekvenser langt ud i fremtiden. Jeg er mere bekymret nu, end jeg har været tidligere, påpeger Lone Myrhøj.

Hun er frustreret over at Vejle Kommune har penge til at rette op på situationen, og derfor forslog hun på mødet, at udvalget igen skal bede om akut hjælp hos økonomiudvalget, selvom budgetforhandlingerne er lige om hjørnet.

Socialdemokraterne i udvalget bakkede op, men Venstre og Dansk Folkeparti nedstemte forslaget.

- Lone (Myrhøj, red.) ved godt, at vi ikke får pengene nu, men hun er jo nødt til at forsøge. Sådan er det, når man sidder i den anden grøft og kigger over, siger Karl Erik Lund (DF).

Han er også ked af situationen og anerkender, at der skal kæmpes for flere midler til voksenområdet.

- Og så må den nye regering jo vise, hvad de kan, og om de holder, hvad de har lovet. Men jeg tror ikke på, at de kan en skid mere end de andre, lyder det fra Karl Erik Lund.

Risiko for at noget går galt

Udvalgsformand Gitte Frederiksen (V) påpeger også, at der er tale om et landsproblem, som kræver handling fra regeringens side.

Hun synes dog, at de enkelte institutioner og centre i Vejle Kommune har løst den økonomiske udfordring på "flot vis" indtil videre.

- De har skåret, hvor det har kunnet lade sig gøre, så det mindst muligt påvirker medarbejderne og bevarer serviceniveau over for borgerne, siger hun.

Medlemmerne til venstre for midten i voksenudvalget er dog ikke enige i, at besparelserne har minimale konsekvenser for medarbejdere og borgere.

- Der er allerede effektiviseret meget, at det er svært at undgå, at det nu ikke har konsekvens for borgerne, siger Henning Dam (S), og Lone Myrhøj supplerer:

- Lige nu skærer man bare ind og håber, at der ikke sker noget. Men vi ved, at risikoen for, at noget går galt, er større ned nogensinde lige nu.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce