Annonce
Fredericia

Tilfældigt møde i bussen: Mia hjalp blinde Erik hen til valgstedet

Mia Baungaard og Erik Pedersen mødtes tilfældigt i bybussen. Hun fulgte ham over til Fredericia Kommunes mobile stemme-telt, så han kunne være med til folketingsvalget. Foto: Klaus Madsen
Mange gangbesværede vælgere brugte telt foran Fredericia Idrætscenter, så de kunne stemme i det fri. Og 70-årige Erik Pedersen, som er blind, mødte en hjælpsom medpassager i bussen, som hjalp ham hen til valgstedet.

Fredericia: Gangbesværede fik en ny mulighed for at stemme ved onsdagens folketingsvalg.

Ved valgstedet Fredericia Idrætscenter var et telt stillet op, så man kunne slippe for en tur ned ad den stejle rampe, som er bygget i forbindelse med renoveringen af T. Hansen Arena. I stedet kunne handicappede og gangbesværede henvende sig ved teltet. Her kunne man aflevere valgkort, og hjælpere kunne hente stemmesedlen. Derefter kunne vælgerne stemme i det fri.

Den ordning brugte mange. Blandt andre 70-årige Erik Pedersen. Han er meget svagtseende og var indstillet på en bøvlet gåtur fra bybussen, som stoppede ved Vestre Ringvej. Men i bussen mødte han tilfældigvis Mia Baungaard, som arbejder i idrætscentret. Hun tilbød at følge Erik Pedersen hen til stemmeteltet.

- Heldigvis fik jeg hjælp i bussen. Når man ikke kan se, er det pokkers svært at finde rundt. Hvis jeg ikke havde mødt hende, havde jeg nok også fundet vej. Men det er meget nemmere, hvis jeg har en, jeg kan snakke med, og som kan vise mig til rette, fortalte Erik Pedersen.

Tidligere kunne han nemt finde rundt, når han skulle stemme. Men sidste sommer mistede han synet fra den ene dag til den anden. Derfor var han meget glad for hjælpen fra Mia Baungaard, som han ikke kendte i forvejen.

- Jeg kendte chaufføren. Han spurgte, om jeg ikke ville hjælpe ham over til valgstedet. Det kunne jeg jo lige så godt, forklarer Mia Baungaard.

Selvom turen var bøvlet, var Erik Pedersen ikke i tvivl om, at han skulle stemme.

- Det synes jeg, man skal. Det er en pligt, siger Erik Pedersen, da han sad og slappede af i den svalende skygge i teltet. Lidt senere kom bybussen igen, og Mia Baungaard fulgte ham tilbage igen.

Annonce

Heldigvis fik jeg hjælp i bussen. Når man ikke kan se, er det pokkers svært at finde rundt.

Erik Pedersen

Folk var positive

Generelt var mange glade for den nye mulighed for de gangbesværede. Det fortalte byrådsmedlem Christian Bro (S), som var valgstyrerformand i Fredericia Idrætscenter.

- Folk har været meget positive, og mange har læst artiklen i Fredericia Dagblad. Derfor søgte de selv derover, hvor de kunne få hjælp, fortæller Christian Bro.

Solskinsvejret grundlovsdag var også en vigtig faktor.

- Hvis der havde været øsende regnvejr, havde vi stået med våde valgkort. Så det er kun fordi, det er godt vejr, det fungerer. Denne løsning holder heller ikke, hvis der er valg i november. Så vi må finde en mere permanent løsning, lød det fra Christian Bro.

Den nye rampe har kun været benyttet ved EU-Parlamentsvalget 26. maj og onsdagens folketingsvalg. Tidligere var der adgang via svømmehallen, men her blev der for langt til valglokalet.

I det nye indgangsparti til Fredericia Idrætscenter er der en elevator, og Christian Bro vil undersøge muligheden for at skabe en handicapvenlig adgang via elevatoren, når der næste gang er valg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Store ambitioner: Restaurant skal sætte Vejle på det gastronomiske verdenskort

Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Annonce