Annonce
Fredericia

Tilflytter-lykke: Hvad er det ved Fredericia, vores venner ikke kan se?

Liv og Niklas Dupont Tellervo flyttede for knapt et år siden fra Valby til Fredericia. Og de er så begejstrede, at der skal mange ord til for at beskrive det. Her ses de og drengene Halfdan på fire år og Arthur på halvandet i spisestuen foran et eksempel på den kunstinteresserede families udsmykning: Et stort maleri af Livs far. Foto: Peter Friis Autzen
Omstændigheder og tilfældigheder førte Liv og Niklas fra Valby til Fredericia. Her har de fundet ro, naboskab og balance. Så her bliver de.
Annonce

Fredericia: For tre år siden måtte Niklas give Liv en besked, han vidste, at fruen ikke ville blive glad for.

Niklas og Liv Dupont Tellervo boede i Valby sammen med deres søn Halfdan. Niklas var økonomiansvarlig ved DLG, og Liv var HR-manager hos Deloitte.

- Mit job flytter til Jylland. DLG flytter til Fredericia, sagde Niklas.

- Så må du finde dig et nyt job. For vi skal ikke til Jylland, lød svaret fra Liv, der betegner sig selv som ærkekøbenhavner.

Men de blev klogere. Og de blev gladere. Alle tre.

Annonce

Snusede til Fredericia

Niklas havde held til at lokke Liv med på en lille ferie for at studere Trekantområdet.

- Jeg ville ikke udelukke noget uden først at se, hvad det var, siger han i dag og trykker stemplet i kaffekanden i bunden.

Ferien bød på indkvartering på Hotel Kongebrogården, og Lillebælt, vejret og alt i omgivelserne tog sig godt ud i de dage.

- Her var megasmukt, siger Niklas, der også kontaktede et par ejendomsmæglere for at se på mulighederne.


Når vi i dag kommer til København, kan vi slet ikke forestille os at bo der. Det har ikke taget lang tid at vænne sig til Fredericia.

Niklas Dupont Tellervo, tilflytter


Ret hurtigt zoomede de ind på Fredericia. Blandt andet fordi lyntog-forbindelsen herfra og til København var bedre end fra nabobyerne i Trekantområdet.

Liv begyndte at skifte mening.

- Det her var en gylden mulighed for at prøve noget andet, siger Liv, der hurtigt fik en aftale på plads med sin arbejdsgiver om, hvordan en familieflytning skulle håndteres jobmæssigt.

Alt faldt på plads, og for et lille år siden flyttede familien ind i det nordlige Fredericia. I mellemtiden havde Halfdan fået en lillebror, Arthur.

Annonce

Vilde med Fredericia

I dag er Liv og Niklas næsten overvældende glade for Fredericia. Og når man beder dem forklare deres Fredericia-glæde, strømmer der eksempler ud af dem. Både store og små.

- Folk her er helt fantastisk imødekommende. Inden vi flyttede hertil, sad Arthur og jeg på en bænk i nærheden for at snuse til kvarteret. Inden længe kom en dame og fortalte mig om kvarteret. Vi snakkede i over en halv time. Det viste sig at være hendes hus, vi var ved at købe, siger Liv.

- I Valby taler man ikke med sine naboer. Det gør man i Fredericia. Her nøjes man ikke med at bo ved siden af hinanden. Her kender man hinanden, siger Niklas, der suppleres af Liv.

At familien har kunst og kreativitet i blodet, ses blandt andet ved den unikke totempæl ved gavlen ud mod villavejen. Halfdan har været med til at designe flere af elementerne, som morfar har kreeret. Foto: Peter Friis Autzen

- Tre timer efter at vi var flyttet ind, havde alle på vejen lige været henne for at byde velkommen.

- Og eftersom mange af vores venner fra København har rødder i Jylland, kommer de tit kørende lige forbi Fredericia og kan slå et smut ind til os. Så vi ser dem stadig tit, siger Niklas.

Parret er også flittige med at besøge de gamle venner i København. Køreturen på 2,5 time er ingenting.

Annonce

Børnene trives

Nogle af parrets venner i København har svært ved at forstå Livs og Niklas' glæde ved Fredericia.

- Men hvad er det, de ikke kan se?, spørger Niklas.

Han peger blandt andet på huspriserne, som er langt lavere i Fredericia end i Valby. Og på de muligheder, der ligger lige for i fæstningsbyen.

- Ja, her er det rent faktisk muligt at få en plads i dagpleje eller børnehave. Eller på et gymnastikhold. Eller på musikskolen. Og man hurtigt kan komme igennem til kommunen på telefonen - og de ringer tilbage for at følge op. Og man kan få en tid ved lægen, siger Liv med et begejstret smil.

- Her er man ikke bare et nummer, siger Niklas, der også begejstres af Fredericias erhvervsudvikling, visioner og kultur, selvom han er ked af Fredericia Teaters konkurs.

Og så er der børnene. I Valby var Halfdan ikke glad for sin børnehave - tværtimod havde han det ikke godt.

- Så da vi fortalte ham, at vi skulle se hans nye børnehave, ville han ikke med. Men dagen efter vækkede han os klokken kvart i seks og sagde; "Hvornår må jeg komme i børnehave igen?!", siger Liv med et stort, lykkeligt smil.

Annonce

Tilflytter-ambassadører

De to tidligere ærke-københavnere har i dén grad fundet lykken i Fredericia. Og de er ikke blege for at fortælle om det til alle, der orker at lytte. De er nærmest blevet Fredericia-ambassadører.

- Altså vi havde det jo også godt i Valby. Men efter vi er kommet til Fredericia, spiller det hele bare sammen. Vi er kommet i balance på en ny måde.

Hvad er det værd?

- Det er alt værd. Vi kan leve det liv, vi gerne vil. Vi er glade for at bo her, siger Liv.

- Det er min lillebror, siger Halfdan stolt og giver et smækkys til Arthur, som lige er kommet op efter en lang eftermiddagslur. Foto: Peter Friis Autzen
Der er masser af farver og kunst på væggene i det ny-fredericianske hjem. Men to hvide vægge i køkkenet venter stadig på kunst. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

FHK's liga-ambitioner fik første prioritet da FIC skulle bygges om - bredden måtte vente

Coronavirus

Live:  Første plejehjemsbeboere får andet skud coronavaccine søndag

FC Fredericia

FC Fredericia leder efter januar-forstærkning: På denne position skal der en spiller ind

Debat

Hvornår får vi svar i ledelsessagerne?

Annonce