Annonce
Kultur

Tingene fortæller selv: Mød kongen med dreadlocks

Fra den brune verden - parcelhusdrømme vist i Hosby Huses katalog fra 1979. Illustration fra bogen Tings Tale 2
Lokale museer står bag en årbog, der er udkommet i version 2. Den fortæller om tiden, da kontanterne blev indført, da bønderne satte farve på dåben og folket valgte arkitekterne fra i deres boligdrømme.
Annonce

Vejle: Det mest spændende at se på ved denne bog er forsiden. En sølvmønt er forstørret meget, så man kan hilse på et 960-970 år gammelt billede af kong Svend Estridsen, komplet med scepter og dreadlocks. Fancy fyr, der havde ry for at være populær blandt pigerne. Hans billede er del af en møntskat fra det gamle kongested Tamdrup vest for Horsens. Skatten blev opdaget i 2013, og de 148 mønter har flere historier at fortælle. Sølvklumpen er nedgravet i 1060'erne. En nørdet undersøgelse af mønterne viser, at Danmark var ved at have en solid møntbaseret økonomi. Modsat møntskatte, der er få årtier ældre, er der i fundet fra Tamdrup ikke ret mange bøjede mønter med skrabemærker eller udenlandske mønter. Så borgerne er holdt op med at tjekke sølvindholdet, man stoler på kongen og bruger kun hans mønt.

Det arkitektfaglige fokus på det sublime og kritikken af det populære fyldte meget og gør det stadig i medierne. Parcelhuset er stadig helt ufortjent udskældt, hvis man tager i betragtning, hvor populært det stadig er som boligform.

Fra bogen

Annonce

Nej tak til arkitektur

Det mest spændende at læse i bogen er afsnittet om boligdrømme i parcelhuse. Her stilles blandt andet skarpt på de hele universer, der er til forskel mellem arkitekternes mening om, hvordan vi skal bo, og danskernes hyggelige valg, som ses i vidstrakte parcelhuskvarterer.

Historierne findes i årsskriftet Tings Tale, der er udkommet for anden gang Konserveringscenter Vejle og Vejlemuseerne er blandt udgivere og redaktører på bogen. Den fortæller historie med udgangspunkt i tingene selv. Møntskatten er ét eksempel. Et andet er en gennemgang af museernes samlinger af dåbstøj. Det kommer der et overraskende resultat ud af. Dåbstøj er ikke bare hvidt, som vi har vænnet os til. Tværtimod lod bønderne deres børn døbe i stadig mere farverige stykker tøj i 1800-tallet. De efterlignede ikke byborgerskabets hvide dåbstøj. Tværtimod markerede de hvem de var med rene udstyrsstykker af kristentøj.

Annonce

Godt fra start

- Det gik godt, første gang vi udgav årbogen, fortæller direktør i konserveringscentret i Vejle, Lise Ræder Knudsen, der er en af redaktørerne af bogen, der udgives i et oplag på cirka 300, koster 180 kroner og håndteres af Aarhus Universitetsforlag.

Tidsskriftet er vokset ud af en forskerklynge, der siden 2014 har eksisteret i den syddanske region.

- Ting påvirker os og ændrer vores liv. Det er blandt andet det, vi vil vise med dette tværfaglige tidsskrift. Fællesnævneren er tingenes relation til os og vores relation til tingene, siger Lise Ræder Knudsen.

Kong Svend Estridsens portræt på en mønt fra omkring 1050 - med både scepter og dreadlocks. Enhver lighed med kongen er formentlig tilfældig, sådan havde mønter bare set ud siden romernes tid. Illustration fra bogen Tings Tale 2
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce