Annonce
forside

To indbrudsforsøg i kirke viste sig at være sket samme nat: De har ikke været særlig snu

To gange i løbet af få dage fik politiet anmeldelser om indbrud og indbrudsforsøg i Egeskov Kirke. Det viser sig nu, at de to indbrud formentlig er begået på selvsamme nat. Arkivfoto: Torben Glyum

I sidste uge stod Egeskov Kirke to gange på politiets døgnrapport. Begge gange handlede om indbrud og indbrudsforsøg, men det viser sig nu, at begge indbrud er begået i løbet af den samme nat.

Fredericia: Det gik ud over både dør og vinduer i Egeskov Kirke, da en eller flere ukendte gerningsmænd forsøgte at skaffe sig adgang til Guds hus på Vejlby Kirkevej i sidste uge.

Onsdag morgen i sidste uge omkring klokken 9.30 opdagede en af kirkens medarbejdere, at døren til våbenhuset var forsøgt brudt op. Og søndag morgen opdagede kirketjeneren, at hasperne på et vindue var blevet løsnet.

I første omgang så det ud som om, at der var tale om et indbrudsforsøg og et indbrud begået på to forskellige dage.

De har heller ikke været særlig snu, når de har forsøgt at brække sådan et skab op med en skruetrækker.

Jørgen Aamand, kasserer, Egeskov Kirkes menighedsråd

Knækket skruetrækker

Da politiet havde været forbi kirken søndag, viste det sig imidlertid, at det med stor sandsynlighed er de samme gerningsmænd, der på en og samme nat først har forsøgt sig med døren til våbenhuset og efterfølgende med et vindue.

- Det viste sig, at vinduet var brækket op udefra uden at være blevet ødelagt særlig meget. Kirketjeneren så, at haspen var rykket ud, så derfor troede vi i første omgang, at de (tyvene red.) havde været inde i kirken om dagen for at gøre klar til indbrud om natten, fortæller Jørgen Aamand, kasserer i Egeskov Kirkes menighedsråd.

De ubudne gæster havde - da først der var fri bane til kirken - forsøgt at bryde værdiskabet op. Det skab opbevarer blandt andet bægre til at drikke altervin med og alterkalken. De ubudne gæster havde forsøgt at brække værdiskabet op med en skruetrækker, hvilket mislykkedes.

- Kirketjeneren fandt den lille stump metal, som politiet så kunne fortælle, var fra en skruetrækker. De har heller ikke været særlig snu, når de har forsøgt at brække sådan et skab op med en skruetrækker, lyder det fra Jørgen Aamand.

Overvågning vendes

Det lykkedes altså ikke tyvene at komme fra Egeskov Kirke med tyvekoster, og politiet mente da også, at kirkepersonalet sagtens kunne vente til mandag (i går red.) med at få repareret vinduet.

- Vi forventer, at det her, det var det - at de har prøvet og så fundet ud af, at de ikke kunne komme herfra med noget, siger kassereren.

Politiet foreslog desuden, at videoovervågning på kirkens område kunne være en mulighed.

Ifølge Jørgen Aamand er det en mulighed, der vil blive vendt på næste menighedsrådsmøde.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Transportminister svarer igen: Hvorfor sænker du ikke sigtekornet, Troels Lund Poulsen?

Læserbrev: Troels Lund Poulsen (V) påstår her i avisen, at jeg løber fra et løfte om at ville udbygge E45 (læserbrevet "Tillykke. Nu skylder de røde en ny motorvej" 13. september, red.). Inden han skyder os for mange såkaldte "løftebrud" i skoene, vil jeg ganske stilfærdigt oplyse, hvad vi rent faktisk lovede før valget. For som vi sagde, så ønsker vi - i modsætning til hvad den tidligere regering leverede - at indgå en bred infrastrukturaftale til gavn for hele Danmark, som kan holde uanset, om regeringsmagten skulle skifte. Jeg synes derfor, at Troels Lund Poulsen skal sænke sigtekornet og lytte til opfordringen fra dele af erhvervslivet, som gør opmærksom på, at investeringer i infrastruktur er for vigtige til at være en årlig tilbagevendende politisk kampplads. Jeg kan naturligvis ikke svare på, hvorfor den tidligere regering valgte at indgå en så smal infrastrukturaftale kort før lukketid inden folketingsvalget. Men jeg kan konstatere, at hvis det havde været magtpåliggende for den tidligere regering, at dens investeringsplan skulle overleve efter et valg, så havde de nok brugt energien bedre på at sikre et bredt flertal. Og her - få måneder efter valget - så har Venstre allerede selv har trukket stikket på den tidligere regerings investeringsplan ved at melde ud, at partiet ikke længere vil prioritere Ring 5-motorvejen. Situationen er altså den, at der ikke længere er flertal for planen. Og det er den risiko, man løber, når man indgår smalle politiske aftaler. Det er også derfor, jeg ønsker at indgå en så bred infrastrukturaftale som muligt, hvilket også var formålet med vores eget trafikudspil fra før valget. Og i den forbindelse vil det være naturligt, at vi også drøfter trængselsudfordringerne på E45. Jeg ser meget frem til de kommende forhandlinger om en ny infrastrukturaftale og glæder mig over den konstruktive tilgang, som jeg har bemærket fra Venstres transportordfører, der på et samråd har udtalt: "Nu er valget overstået, og nu skal vi så se, om vi kan finde hinanden i en bred aftale, og det er vi da opsat på fra Venstres side." Det, synes jeg, er meget positivt. Og det synes jeg, at Troels Lund Poulsen bør lytte til. For vores fælles infrastruktur bør ikke være en politisk kampplads. Det er erhvervslivet, pendlerne og alle andre trafikanter, der hver dag sidder fast i trafikken, altså for vigtige til.

Annonce