Annonce
Fodbold

To lyn fra en klar himmel bremsede for en stund f'erne

Marco Storm spillede en god kamp søndag mod Odders andethold. F'erne har flyttet sig og kollapser ikke længere. Foto: Yilmaz Polat
Fredericia fF tabte søndag eftermiddag noget ufortjent med 2-1 til Odder. Men klubben har bevæget sig videre fra krisetiden tidligere på sæsonen. Det sås tydeligt i kampen.

Fredericia: Fodbold er et spil, der giver mulighed for at det dårligst spillende hold tager alle pointene med hjem.

Det skete en regnfuld søndag eftermiddag i Fredericia, da Fredericia fF tog imod topholdet Odder - danmarksserieklubbens andethold. F'erne kom bagud efter blot 57 sekunder, da et heldigt træf på et hjørnespark sejlede i mål via den ene opstander.

21 minutter senere blev det 2-0 til gæsterne på et drøn af et langskud. To lyn fra en klar himmel.

- Hvis det var sket for os for fire-fem uger siden, var vi kollapset og havde tabt med 6-0. Men sådan er det ikke mere, sagde f'ernes Marco Storm efter kampen.

Han var et af symbolerne på klubbens nye jeg med sin evindelige løbevillighed kampen igennem. Angriberen Christian Weber var et andet, da han måtte udgå kort før pausen, fordi han kastede sig 100 procent ind i en duel med Odders målmand, så han fik en dyb flænge i hovedet. Han forlod banen med blodet løbende ned af sig.

Fuat Hansen reducerede i det 70. minut efter glimrende forarbejde af Patrick Petersen, og i det hele taget var Odder sjældne gæster på hjemmeholdets banehalvdel, men trods store chancer i slutfasen, kom den eftertragtede udligning ikke.

- Vi vidste, at vi måtte tabe én af de sidste fire kampe. Nu er vi i en situation, hvor vi skal vinde de sidste tre. Men det er også en mulighed, sagde cheftræner Mogens Hjort efter kampen.

Annonce

Hvis det var sket for os for fire-fem uger siden, var vi kollapset og havde tabt med 6-0. Men sådan er det ikke mere.

Marco Storm, spiller for f'erne, om at komme bagud 1-0 efter 57 sekunder.

Et hold i opløsning

Fredericia fF var et hold i opløsning fra 25. august og til 21. september, da klubben i perioden blot hentede et point i seks kampe. Trods nederlaget til Odder lignede f'erne slet ikke et hold i krise. To sejre over Agerbæk-Starup og FC Sønderborg løftede klubben ud af det resultatmæssige dyb, men det mest vigtige er sket udenfor banen.

- Vi havde et møde og blevenige om at rykke sammen og prioritere klubben højere. Både til træning og i kamp. Jeg synes, man ser, at vi kæmper for hinanden og stoler på sidemanden. Vi har det godt sammen, og det bruger vi i kamp, sagde Marco Storm.

F'erne var tæt på udligningen et par gange efter at have smidt alt frem. Først kom Jonas Møller Jensen til en fri mulighed, men han sendte bolden mod himmelhvælvingen i forsøget på at lægge den op i nettaget med venstre. Siden kom ellers altid iskolde Mads Isaksen til en stor mulighed på en nedfaldsbold, men han fik ikke et ordentligt træf på bolden, og Odder-målmanden fik raget kastanjerne ud af ilden.

Det var bare en af de dage. Spørgsmålet er, hvor meget spillerne ærgrer sig over den frygtelige periode tidligere på sæsonen. Det er reelt den, der har presset klubben ud i tre finaler, der alle skal vindes.

- Vi har lagt det bag os, for det nytter ikke noget at hænge fast i det. Vi er kommet videre, og det synes jeg også, at man kan se, sagde Marco Storm.

Tavshed i omklædningsrummet

Mogens Hjort har set et løft i spillernes tilgang. Fra at være otte mand til træning i begyndelsen af sæsonen, er der nu begyndt at være fuldt fremmøde:

- Det har gjort forskellen.

Forude venter kampe mod FC Skanderborg, Horsens fS og Esbjerg. F'erne er på næstsidstepladsen i tabellen, men ni point vil med al sandsynlighed betyde en plads blandt top-4, som var sæsonens mål.

- I morgen kan vi bruge attituden i dagens kamp til noget. Men lige nu er der bare tavshed i omklædningsrummet. Vi skal vinde de sidste kampe, og det kan vi også, sagde Marco Storm.

F'ernes næste kamp spilles i Skanderborg søndag den 20. oktober.

Fredericia fF-Odder IFG 2 1-2 (0-2)

Jyllandsserien, pulje 3

Mål: 0-1 Albert Christensen (1.), 0-2 Mikkel Laursen (22.), 1-2 Fuat Hansen (70.).

Fredericia fF (4-2-3-1): Mads Christensen - Martin Fiedel Nielsen, Anders Hansen, Jonas Møller Jensen, Andreas Holst (Philip Duer 41.) - Kristian Kousgaard, Marco Storm - Martin Meins (Simon Stenderup 58.), Fuat Hansen, Mads Isaksen - Christian Weber (Patrick Petersen 37.).

Mogens Hjort så Fredericia fF dominere størstedelen af kampen mod Odder, men chancerne blev ikke grebet, og så tabte f'erne. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce