Annonce
Danmark

Topchefer skal hjælpe regeringen med at tjene penge på grøn omstilling

Jens Bjørn Andersen fra transportvirksomheden DSV Panapina er en af de topchef, der skal hjælpe regeringen med at nå sit klimamål. Arkivfoto: Ritzau/Scanpix.
Når regeringen sætter topchefer ind som formænd i 13 klimapartnerskaber, er det for at sikre, at den grønne omstilling ikke bare løser klimaudfordringen, men også øger velstanden i Danmark.

Klima: Ingen ved, hvordan Danmark skal nå frem til at udlede 70 procent mindre CO2 om 10 år, som regeringen har bundet sig til. Ikke engang regeringen selv. Men for at finde en vej mod målet, indgår den nu 13 såkaldte klimapartnerskaber, hvor de rigtige tunge kanoner i dansk erhvervsliv kommer ind som formænd. Her skal de udpege andre, som skal indgå i partnerskaberne og tilrettelægge arbejdet for, hvordan vi i fremtiden udleder væsentligt mindre CO2 for eksempel fødevarebranchen, IT-sektoren, industrien og transporten.

Aalborg Portlands direktør Michael Lundborg Poulsen skal lede arbejdet på industriområdet, SAS' direktør Simon Pauck Hansen på luftfart, KMD-topchef Eva Berneke på IT for eksempel. Og avisen Danmark kan nu fortælle, at på transportområdet bliver det Jens Bjørn Andersen, direktør i DSV Panalpina - en virksomhed, der i 1976 startede som 10 vognmænd, der slog sig sammen. I dag er DSV et af de allerstørste transportfirmaer på globalt plan med distributionsnetværker i hele verden. Stadig med hovedkvarter i Hedehusene på Sjælland. Den samlede liste over formænd i de 13 klimapartnerskaber vil statsminister Mette Frederiksen (S) præsentere onsdag.

Jens Bjørn Andersen er blevet udpeget af transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Hvorfor griber I til at involvere topchefer til at hjælpe jer med at nå jeres klimamål?

- For at nå vores mål skal vi ikke bare gøre det, vi allerede kender til nu og er igang med. Her har vi brug for hjælp fra erhvervslivet. Samtidig skal vi sikre, at de grønne løsninger, vi finder frem til, vil være nogle, vi kan leve af. Og så er det helt naturligt at indgå partnerskaber med erhvervslivet, siger Benny Engelbrecht til avisen Danmark.

Annonce

Klimamålet

Om 10 år, i 2030, skal Danmark udlede 70 procent færre drivhusgasser i forhold til 1990. Det har den nuværende regering bundet sig til i det såkaldte forståelsespapir, som blev indgået sammen med SF, Enhedslisten og Radikale. Senere har Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance tilsluttet sig målet.

Siden 1990 er Danmarks samlede udledningerne allerede faldet med cirka 20 procent - primært på grund af mere effektivt energiforbrug og øget brug af vind- og solenergi.

Politikerne halter efter

Topcheferne skal være med til at holde den socialdemokratiske regering fast på, at vejen mod et bedre klima i fremtiden også skal levere vækst og arbejdspladser, fortæller Benny Engelbrecht.

- Erhvervslivet ser jo også en fordel i at være på forkant med udviklingen. Man kan meget vel forestille sig, at de løsninger, vi finder frem til, vil kunne udbredes globalt, hvilket vil give danske virksomheder konkurrencefordele, så de kan levere løsningerne ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden. Sådan noget som electrofuels (flydende brændstof udviklet ved hjælp af strøm, som man især sætter sin lid til i flyindustrien, red.) kan meget nemt blive et grønt eventyr i Danmark på et endnu højere niveau end vindmøller, siger Benny Engelbrecht.

- En anden vinkel kunne være, at I ved at trække de store spillere i erhvervslivet tæt ind til jer, giver dem et hold kæft-bolsje, så de ikke kommer til at gå forrest med kritik af, at regeringen i klimaets navn kommer til at gøre det dyrere at drive virksomhed og være dansker?

- Jo, men tag ikke fejl af de klare meldinger fra industrien om, at det ikke er den, der mangler store ambitioner på klimaområdet. Det har snarere været det politiske niveau, der har haltet efter. Erhvervslivets vilje til at være med her er meget, meget bredt funderet. De ved jo også godt, at dem, der går forrest, er dem, der kommer til at høste gevinsten.

Frygt for gule veste

- Nu sidder du med transportområdet og godstransporten. For nogle er en helt indlysende løsning her, at vi skruer ned og flytter færre varer over lange afstande. Hvordan får man gjort det til en del af diskussionen, når formanden i partnerskabet lever af at transportere flere og flere varer?

- Pointen er, at vi skal transportere grønt. Hvis man forestiller sig, at man slet ikke skal vareudveksle, så ...

- Der er der vist ingen, der forestiller sig, men nogle forestiller sig måske, at vi skruer en lille smule ned?

- Vi kan vareudveksle smartere, udnytte kapaciteten i lastbilerne bedre. Det er vi ekstremt dygtige til i Danmark, men vi kan blive endnu bedre. Vi kan godt sende færre pakker til hinanden og lade være med købe helt så meget, men den kloge løsning er at finde ud af, hvordan vi gør det uden at udlede CO2, så vi stadig har gode indtægter til vores industri og detailhandel, så vi har noget at leve af.

- Hvorfor er det ikke en klog løsning at skrue ned for forbruget?

- Hvis vi skruer ned, vil dem der har de færreste ressourcer betale den højeste pris. Bliver der færre jobs inden for produktion, er det ikke dem med de bedste muligheder, der mister arbejdet. Det vil skabe sociale ubalancer, som vi ikke ønsker. Vi skal ikke opleve gule veste i gaderne som i Frankrig, fordi vi gør noget godt for klimaet. Vi skal kunne opretholde høj velfærd, og det gør vi ved, at vi også sikre arbejdspladser.

Sådan kan den tunge transport udlede mindre CO2

1. Der er noget af hente på logistik: Altså at de konkurrerende godstransportvirksomheder i højere grad deler viden om deres leveringer, så kapaciteten i lastbiler kan blive udnyttet bedre, så der bliver brug for færre transporter.

2. Lastbilchauffører kan uddannes til at køre på en måde, der sparer på brændstoffet. Og arbejdsgiverne kan øge incitamentet ved at belønne og sætte bedre pris på chauffører, der bruger mindre brændstof, fremfor chauffører der sparer tid på transporterne.

3. Knap så hurtig levering. Ved at sænke forbrugernes forventning til at få leveret varer meget hurtigt, kan man forbedre logistikken og fylde lastbilerne mere effektivt.

4. Man kan flytte branchen over på andre energiformer end diesel. Biodiesel og biogas i en overgangsperiode, men på langt sigt er løsningen i højere grad lastbiler og varebiler, der kører på el. Der mangler udvikling på især de tunge lastbiler. Det såkaldte electrofuel er også en løsning - flydende brændstof, der bliver fremstillet ved hjælp af strøm. Det vil også være en måde at lagre den strøm fra f.eks. vind, som i dag ikke bliver udnyttet. Her mangler dog i høj grad forskning og udvikling, hvis det skal kunne fungere i stor skala.

5. Afgifter. Man kan indføre afgifter på diesellastbiler og øge afgifterne på dieselbrændstof for at øge incitamentet til at skifte til mere klimavenlig transport.

6. Nedbring mængden af gods. Forbrug mindre. Køb mere lokalt. Producer produkter, som holder i længere tid, så de ikke skal udskiftes så ofte.

Kilde: Den grønne tænketank Concito

Transportminister Benny Engelbrecht lægger vægt på, at de topchefer regeringen sætter ind i spidsen for 13 klimapartnerskaber skal være med til at sikre, at grønne omstillingen kommer til at betyde vækst og flere arbejdspladser. Arkivfoto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce