Annonce
Vejle

Træer og blomster rykker ind på Nørretorv - og den skæve mast bliver stående

Hvis man ser godt efter, kan man se, at det kommende Nørretorv bliver forsynet med siddeplinte ud mod Dæmningen og langs med den nordlige facade ved restaurant Bone's. Plintene udstyres med bede. Illustration: Vejle Kommune
Tidligere planer om at flytte den skæve lysmast på torvet er skrottet - men blomstersøjlerne er snart fortid.
Annonce

Vejle: Blomster, træer, siddepladser og farvel til cykelparkering og blomstersøjler.

Sådan lyder planen for et ændret Nørretorv. Tirsdag orienteres teknisk udvalg om planer, der vil forandre den plads, som kunstneren Morten Stræde og den norske landsskabsarkitekt Arne Sælen var med til at skabe i begyndelsen af dette årtusind.

Pladsen har været kritiseret for at være for gold og kold, og det skal det nye projekt gøre op med.

Omskiftelig plads

  • Nørretorv lå indtil 1851 uden for Vejles bygrænse. Byporten for enden af Nørregade (den nuværende gågade) markerede bygrænsen.
  • I de første årtier af 1900 tallet voksede trafikken, og området blev hurtigt et knudepunkt, hvor fire veje mødtes - Dæmningen, Nørregade, Vestergade og Nørrebrogade.
  • I midten af 1920'erne købte Vejle Kommune størstedelen af grunden af Vejle Hospital, og den nye plads fik navnet Nørretorv og blev forsynet med en rundkørsel. Siden blev torvet anlagt - som lidt af en ø med blomster og springvand.
Annonce

Se torvet før og efter

Annonce

To år undervejs

Mens der er planer om at flytte træer og blomster ind på pladsen, er ideen om at flytte den skæve lysmast skrottet. Masten har været en iøjnefaldende del af pladsen siden 2004.

Da teknisk udvalg senest blev præsenteret for et oplæg til opdatering af pladsen, var det planen at flytte masten tættere på Dæmningen og ændre hældningen. I det nye udkast får den Barcelona-inspirerede mast lov at blive stående.

Det er efterhånden to år, siden teknisk udvalg og siden byrådet sagde ja til, at forvaltningen kunne arbejde videre med skitserne fra landskabsarkitektfirmaet Vega. Samtidig har man inddraget de forretningsdrivende omkring torvet i det såkaldte BID-samarbejde i planlægningen.

Resultatet er blevet et mere beskedent projekt. Undervejs har det blandt andet vist sig, at ideen om at plante træer er stødt på praktiske problemer - helt præcist det store vandreservoir og de mange forsyningsledninger, der er placeret under pladsen. Rodnet fra træer og ledninger er ingen god kombination.

Annonce

Inspiration fra Søndertorv

Derfor er man i stedet nået frem til løsninger, der er inspireret af torvet i gågadens sydlige ende ved Bryggen. På Søndertorv er der indrettet siddepladser på runde plinte, der nærmest svæver over pladsen. De bliver nu kopieret, men samtidigt indrettet med bede, hvor der kan plantes træer og stauder.

Ifølge planen skal der stå tre plinte langs med Dæmningen, mens tre placeres på nordsiden af torvet langs facaden, hvor blandt andet restaurant Bone's har indrettet sig.

Oprindelig var der planer om at skære i de sorte granitplinte, der er en del af udsmykningen på det nuværende Nørretorv. I det nye udkast bevares plintene, som vi kender dem i dag. Til gengæld er det farvel til de fem blomstersøjler, der i dag står foran forretningsfacaderne på vestsiden af torvet.

Cykel-parkeringen, der i dag er placeret foran Sct. Thomas Apotek, forsvinder også. Cykler skal der dog stadig være plads til på torvet, men de tohjulede skal fremover stilles tæt på busstoppestedet på den sydlige del af torvet.

Annonce

Pris: 900.000 kroner

Tilbage i 2017 afsatte byrådet et budget på 900.000 kroner til ændringer på torvet - og ifølge indstillingen til teknisk udvalg kan projektet holdes inden for det beløb.

Hvis teknisk udvalg tager orienteringen til efterretning, går arbejdet med at omdanne torvet i gang, når de årlige halloween-arrangementer er overstået i slutningen af oktober. Vi skal dog frem til foråret, før der bliver plantet i de nye bede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Politisk flertal vil forhindre betaling for vælgererklæringer

FC Fredericia For abonnenter

Eftertanker om FC: De næste to uger definerer sæsonen

Annonce