Annonce
Kolding

Træf for over 1000 ældre lægges på is: Nu skal tænkes nye tanker

Næste år er seniortræffet i Arena Syd lagt på is. Til gengæld ventes en ny og større fest i 2021. Billedet her er fra det år, hvor Kurt Ravn var træffets festlige punktum. Arkivfoto: Jacob Schultz
I ni år har ældrerådet været den bærende kraft bag et seniortræf. Næste år droppes festen i Arena Syd, til gengæld er det planen at præsentere en ny og større begivenhed i 2021.

Vamdrup: Ved det seneste seniortræf i Arena Syd faldt deltagerantallet. Til gengæld havde udstillerne aldrig tidligere fået så meget respons på deres stande.

- Vi fik lavet en rigtig god messe, men der var ikke så mange gæster, som vi kunne have ønsket os. Vi tæller ikke, men der var vel mellem 1000 og 1500, fortæller Bent Jørgensen.

Han er ældrerådets tovholder for den fornyelse af messen, som rådet nu har sat i gang. En fornyelse, der betyder, at seniortræffet droppes næste år.

- Seniortræffet har kørt i ni år, så det er naturligt nok at udvikle det, siger Bent Jørgensen:

- Som det er nu, hedder målgruppen 60+, men burde den reelt hedde 70+, for der kommer ikke mange mellem 60 og 70 år? Den anden side af sagen er, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, fordi pensionsalderen stiger. Så hvis målgruppen fortsat skal være 60+, skulle vi så hellere holde det en aften end en onsdag i dagtimerne? Der er mange ting, der kan kastes op i luften, og fra ældrerådets side er vi meget varme på at prøve noget nyt, siger Bent Jørgensen.

Derfor er seniortræffet lagt på is næste år, og så arbejdes der frem mod et større arrangement i 2021.

Annonce

Seniortræffet har kørt i ni år, så det er naturligt nok at udvikle det.

Bent Jørgensen, ældrerådet

Tre i en

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF) fortæller, at der arbejdes videre med ældrerådets idé om fornyelse.

- Der er planer om at lægge flere ting sammen med det nye seniortræf. Det handler om Seniordagen på Kolding Teater, som kommunens forebyggende medarbejdere står for. Samt det 60+ frisk-arrangement, der blev holdt i Bramdrupdam i sommer, forklarer han.

Ud over ældrerådet skal handicaprådet og alle de øvrige aktører på banen for at udvikle ideen.

- Arbejdet lægger op til, at begivenhederne samles i en spændende fornyet tre i en-begivenhed, siger Søren Rasmussen.

Når de tre begivenheder droppes næste år, handler det så om at spare penge?

- Nej, der er ikke økonomi i det. Det er simpelthen et ønske om at se, om man kan få mere ud af den store arbejdsindsats, der ydes i forbindelse med de tre projekter. Seniortræffet i Arena Syd finansierer sig selv ved salg af stande. Arrangementet på Comwell giver kun udgift til vand til deltagerne og betaling til foredragsholderen. Det er et forholdsvist beskedent beløb, som hentes på budgettet for de forebyggende medarbejdere. Og 60+ Frisk har også formået selv af få sit arrangement finansieret, forklarer Søren Rasmussen.

De tre tilbud til ældre

Her kan du få et kort overblik over, hvad de tre tilbud til seniorer indeholder.

Seniortræffet i Arena Syd er et tilbud til alle 60+, førtidspensionister, deres pårørende og frivillige hjælpere. Dagen blev senest holdt i maj og skal formidle viden, skabe kontakt og synliggøre ældre, som en vigtig ressource i Kolding Kommune. Dagen indeholder forskellige aktiviteter, mange informationsstande og underholdning.

Seniordagen er for alle over 60 år og blev holdt på Kolding Teater i oktober. Her kunne deltagerne i år møde foredragsholder og tv-læge Charlotte Bøving, der talte om "Den sunde aldring". På dagen havde deltagerne også mulighed for at besøge kommunale informationsstande og få råd og vejledning i forbindelse med den sunde aldring.

60+FRISK Eventet blev holdt i Bramdrupdam Hallen i august. Dagen satte fokus på et aktivt seniorliv. Deltagerne kunne se og prøve omkring 30 forskellige aktivitet målrettet seniorer, og der var mulighed for at møde repræsentanter for mange forskellige foreninger. Herudover var der forskellige foredrag om blandt andet kost, søvn og træning.

Ældrerådet vil gerne forny seniortræffet og planen er også at prøve at tænke de øvrige to tiltage ind i et nyt, stort tilbud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce