Annonce
Fredericia

Trængsel på E45: Trafikken på motorvejen stiger til kritiske højder

Trafikken på E45 ved Horsens er steget med 29 procent over de sidste ti år, men i fremtiden kommer der ifølge Vejdirektoratets nye rapport mange flere biler på vejen. I 2030 vil belastningen på strækningen være kritisk høj. Arkivfoto: Søren E. Alwan

En ny rapport fra Vejdirektoratet forudsiger en kritisk høj belastning på Østjyske Motorvej.

Østjylland: Der er mange biler på motorvej E45, men i fremtiden bliver der endnu flere, og vejnettet kommer under kritisk belastning.

Det forudsiger en ny rapport fra Vejdirektoratet.

I dag kører der i gennemsnit 85.852 biler i døgnet over Vejlefjordbroen. For 10 år siden passerede i gennemsnit 63.865 hvert døgn på strækningen. Og i fremtiden vil trafikken forøges markant, viser den nye rapport.

I 2030 vurderer Vejdirektoratets fremskrivninger, at belastningen på strækningen vil være kritisk høj i forhold til motorvejens kapacitet, hvor den i dag er kategoriseret som moderat belastet.

- Denne udvikling er vi naturligvis opmærksomme på, og vi arbejder med mulige løsninger på den trængsel, som ser ud til at komme. Udbygningen af vejene og anlæg af nye veje har stor effekt, men vi kan ikke forvente, at udbygninger alene kan løse alle udfordringerne med den stigende trafikvækst. Vi skal også finde bedre måder at afvikle trafikken på - for eksempel ved kørsel i nødspor eller i samklang med de muligheder, ny teknologi og den stigende automatisering af bilerne giver os. Vi leder hele tiden efter effektive svar på udfordringerne, siger Niels Tørsløv, trafikdirektør i Vejdirektoratet.

Den kritiske belastning i 2030 vil være gældende for hele strækningen fra Kolding til Skanderborg, hvor der i dag er er en udvidelse i gang af motorvejen frem til Aarhus.

Trafikken vokser på E45

Den nye rapport fra Vejdirektoratet viser, at trængslen på E45 er forværret over de seneste år.Her er det antal biler, som i gennemsnit kører på E45 over et døgn.

Horsens: 42.343 (2007) - 54.751 (2017)

Stilling: 51.264 (2007) - 66.185 (2017)

Vejlefjordbroen: 63.865 (2007) - 85.852 (2017)

Hårdt pres i myldretiden

Presset i dag er allerede massivt i myldretiden. Her viser Vejdirektoratets opgørelser, at trafikken nogle steder er steget med 40-50 procent over de seneste 10 år. - Vi kører kampagner med råd om afrejsetidspunkter, og vi forsøger os med bedre og hurtigere håndtering af hændelser på vejnettet. Desuden prøver vi gennem en aktiv og præcis trafikinformation at guide trafikanterne bedst muligt gennem tiderne med spidsbelastninger på motorvejene, siger Niels Tørsløv.

Også lastbiltrafikken er kraftigt forøget. Her viser den nye rapport, at der er massivt pres på rastepladserne og særligt motorvejs-parkeringen for lastbiler langs østjyske motorvej.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce