Annonce
Fredericia

Træskibstræf trak mange tilskuere

Skippers datter - Katrine Brink Christensen - er en ren klatre-akrobat. Katrines far og mor styrer træskibet »Haabet«, som i aftes besøgte Gl. Havn i Fredericia.
Annonce
Bevaringsværdige træskibe kan trække folk af huse. Det blev bevist i går eftermiddag og aften, da 22 træskibe lagde kursen forbi Gl. Havn på deres togt rundt om Fyn. De gamle træskibe har en stor fanskare, og træskibenes besøg i Gl. Havn udviklede sig derfor til lidt af en folkefest i aftes. Udover synet af de mange og flotte træskibe og deres besætninger blev de mange gæster på havneområdet også underholdt af en lokal musikgruppe, som i dagens anledning havde valgt at spille sømandsviser. En lang række boder med tilbud om både vådt og tørt samt tilbud fra det maritime marked var også en del af underholdningen tirsdag aften på Gl. Havn.
Sejlerveninderne Dorte Sahl (tv) og Helle Fokking slappede af med en fadøl oven på tirsdagens kapsejlads fra Vejle til Fredericia.
Annonce

Med på kapsejlads

Træskibene afvikler i denne uge kapsejladsen »Fyn Rundt for Bevaringsværdige Skibe«, og Dorte Sahl er gæst på det gode træskib »Haabet«. -Det er andet år, at jeg er med på denne kapsejlads. I fjor var jeg med på »Meta«, fortalte Dorte Sahl, mens hun nød en fadøl sammen med sin sejlerveninde fra i fjor, Helle Fokking. Dorte Sahl er bosat i Ringsted, hvor hun er en ivrig roer. -Engang prøvede jeg at være om bord på et vikingeskib, og da blev jeg så fascineret at sejlskibe, at jeg begyndte at søge efter den slags på nettet. På en måde kom jeg i kontakt med disse træskibe, og nu er jeg altså med for andet år i træk - og det bliver ikke sidste gang, fortalte Dorte Sahl, hvis humør dog ikke var i top på især mandagens togt. -Det var hundekoldt, blæsende og regnfuldt, men nu ser det heldigvis ud til, at vi får bedre vejr i de resterende dage, lød det videre fra Dorte Sahl, som har betalt 5.600 kroner for at være med i den uge togtet varer. Dorte Sahl påmønstrede i Nyborg i søndags, og derfra gik sejlturen til Korsør, videre til Vejle og så til Fredericia. -Onsdag formiddag fortsætter vi kapsejladsen til Assens og derfra videre til Fåborg og Svendborg, hvor vi afslutter med en stor sejlerfest fredag aften, tilføjede Dorte Sahl. Hun pakkede rigeligt med vintertøj i vadsækkken - og hun har fået god brug for sit skiundertøj: -Det har været hundekoldt på Lillebælt indtil videre, slog hun også fast, mens hun varmede sig med en ny slurk af sin fadøl på havnen i Fredericia. Helle Fokking er mere rutineret udi samlivet med træskibe. -Jeg er med for fjerde år i træk, og når vi kommer ud på vandet, ja, så lever jeg. Jeg er ikke så godt til det med varmen, så jeg er vild med den danske sommer, fortalte Helle Fokking, som dog først sprang ud som gæstesejler på et træskib, da hun blev enke. -Jeg fik også kontakt til træskibsfolket på nettet, og jeg var med første gang i 2005 - og jeg er også med næste år, tilføjede Helle Fokking.
Rasmus Gissel, Helene og Camilla var blandt gæsterne på Gl. Havn i går, hvor over 20 træskibe var parkeret for en enkelt overnatning.
Annonce

Lærer og elev

Blandt de mange gæster på Gl. Havn i aftes var Rasmus Gissel. Under rundturen på havnen løb han tilfældigt ind i én af sine gamle elever fra Taulov Skole, og sammen fik de lov til at hoppe ombord på »Haabet«. -Vi har fået lov til at kigge os lidt omkring på »Haabet«, og da både Helene og hendes veninde, Camilla, gerne ville med en tur på skibet, tog jeg dem med, fortalte Rasmus Gissel.
22 træskibe lagde tirsdag eftermiddag til i Gl. Havn, og de gamle træskibe trak masser af tilskuere til havnen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce