Lyngby: Et heldigt point.
Sådan så Constantin Gâlcă det point, Vejle Boldklub fik med hjem fra søndagens opgør i Lyngby.
- Lyngby kom til tre-fire meget store chancer, og det var heldigt for os, at de ikke scorede på én af dem, sagde VB-træneren efter kampen, som sluttede uden mål.
Første halvleg var nogenlunde jævnbyrdig, men i anden halvleg fungerede stort set intet for vejlenserne.
- Vi formåede ikke at holde fast i bolden, og vi var uorganiserede. Vores anden halvleg lignede den, vi spillede i Randers, mente Gâlcă.
Også en halv snes dage tidligere, da VB ude mødte Randers FC, gik det helt galt i kampens sidste 45 minutter.
Det virker som om, at spillerne trænger til pause?
- De kan ikke være trætte. Der er hold, som i løbet af en sæson spiller 50-60 kampe, og så mange har vi slet ikke spillet, lød svaret fra en tydelig skuffet og irriteret Constantin Gâlcă.