Annonce
Erhverv

Ny street food-bod rykker ind: - Vi laver Danmarks bedste kamstegssandwich

Kasper Østergaard og Martin Andersen står bag Gris & Gris, den nye bod i Urbania Street Food.
Gris & Gris hedder den nye bod i Urbania Street Food. Her kan man ifølge ejerne få "Danmarks bedste kamstegssandwich".

Fredericia: En ny bod rykker ind på Urbania Street Food lørdag 30. marts.

Gris & Gris hedder boden, som fynboerne Kasper Østergaard og Martin Andersen står bag.

- Konceptet er, at vi laver Danmarks bedste kamstegssandwich, lyder den første replik fra Kasper Østergaard.

Den menu serverer han i forvejen på den motorvejscafé i Korsør, han står i spidsen for. Desuden driver han Klingenberg Ost & Delikatesser i Middelfart, Odense, Rødovre og i Magasin på Kongens Nytorv i København.

Hans makker Martin Andersen har Bramdrupdam Smørrebrød, og de to kender hinanden fra barndommen i Middelfart.

- Urbania Street Food er et rigtigt spændende sted. Det er superfede lokaler og gode muligheder i gårdhaven. Det er hyggeligt og passer godt til det, vi kan. Og så går en god øl jo supergodt i spænd med en god kamstegssandwich, siger Kasper Østergaard.

Ud over den kendte sandwich vil der i udgangspunktet være to andre faste menupunkter i den nye bod: Hjemmelavet flæskesvær og spareribs med bagekartofler og coleslaw.

Martin Andersen er kok, mens Kasper Østergaard oprindeligt er uddannet i salgskontoret hos Rahbek Fisk. Til daglig vil en bestyrer stå for boden i Urbania Street Food.

Urbania Street Food er hyggeligt og passer godt til det, vi kan. Og så går en god øl jo supergodt i spænd med en god kamstegssandwich,

Kasper Østergaard.

God, almindelig mad

Brian Løkkegaard, som er medindehaver på Urbania Street Food, siger:

- Vi vil gerne have en stor diversitet på vores sted, men samtidig undlader vi at tage noget ind, som er i byen i forvejen. Vi vil gerne tilføje noget nyt til byen hver gang, vi åbner.

I de andre boder er der anderledes og mere utraditionelle madtilbud, mens Gris & Gris byder på et mere dansk koncept.

- Vi har erfaret, at de fleste af vores gæster er den typiske fredericianer, der også godt kan lide det traditionelle. Det vil vi gerne tilføre til vores sted, fordi vi har erfaret, at der også er efterspørgsel efter almindelig, god mad, siger Brian Løkkegaard, som har stor tiltro til det nye makkerpar.

- De er rigtigt professionelle og dygtige til deres fag, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Cyklisternes kaffepenge blev stjålet

Annonce