Annonce
Kolding

Trailcenter blev indviet med et halvt års forsinkelse: Giver masser af muligheder for motion i det fri

Det spritnye trailcenter ved Seest Idrætspark er tegnet af de lokale arkitekter hos Tegnestuen Mejeriet. Byggeriet er nomineret til prisen som Årets Idrætsbyggeri sammen med fire andre idrætsbyggerier. Foto: Søren Gylling
Det nye trailcenter i Seest giver folk med hang til motion og friluftsliv gode muligheder for at få rørt sig. Den officielle indvielse, der blev udskudt fra efteråret til nu på grund af corona, foregik tirsdag, og nu kan mountainbikesporet i området også bruges.

Kolding: Man kan gå armgang på den 33 meter lange såkaldte "monkey bar" under udhænget på trailcenterbygningen. Man kan prøve kræfter med den militære forhindringsbane i området omkring bygningen, eller man kan hoppe på sin mountainbike eller i løbeskoene og tage turen videre ud i Hylkedalen, hvor der venter flere træningsfaciliteter og et helt nyanlagt og to kilometer langt mountainbikespor i naturskønne omgivelser.

Tirsdag var der - et halvt år forsinket - officiel indvielse af det helt nye trailcenter ved Seest Idrætspark. På grund af corona blev indvielsen skubbet fra efteråret, men nu er åbningen af centret blevet markeret, og indvielsen var blandt andet signalet til, at mountainbikesporet nu er klar til at blive taget i brug.

Fritidskonsulent i Kolding Kommune, Mona Bruun Enevoldsen, fortæller, at man med trailcentret har villet etablere et frit tilgængeligt træningssted lige på kanten af byen og naturen, og at man med stedet også gerne vil åbne for, at flere kommer til at bruge Hylkedalen til at motionere i fremover.

Annonce

Hun håber, at faciliteterne i området vil få mange til at motionere der i fremtiden, hvad enten det er ved at løbe, cykle, styrketræne eller noget helt fjerde.

- Vi har i hvert fald en stor gruppe, der har efterspurgt de her faciliteter, og med corona har vi oplevet en øget interesse for udendørs idrætsfaciliteter, siger Mona Bruun Enevoldsen.

Åben bygning

I trailcentrets bygning, der er hjertet i området, er der blandt andet skabe, man kan låse sine ejendele ind i, før man skal ud at røre sig, og når man har været afsted på mountainbiken, kan man vaske sin cykel ved bygningen, ligesom der også er toiletter og omklædnings- og badefaciliteter der.

Både lige omkring trailcenter-bygningen og i området ned mod Hylkedalen er der sat forskellige træningsredskaber op, blandt i form af en slags militær forhindringsbane, hvor man skal under, over og igennem en masse forhindringer. Foto: Søren Gylling

Foreninger, skoler og daginstitutioner kan blive oprettet som brugere og dermed få adgang til at benytte klublokalet i bygningen, ligesom foreninger også kan bruge depotrummene.


Vi har i hvert fald en stor gruppe, der har efterspurgt de her faciliteter, og med corona har vi oplevet en øget interesse for udendørs idrætsfaciliteter.

Mona Bruun Enevoldsen, fritidskonsulent


Loftsrummet i bygningen har alle adgang til, og her kan man for eksempel fornøje sig med en omgang yoga eller pilates, ligesom der hænger kroge i loftet, så man kan medbringe sine TRX-elastikker til denne slags træning.

Under bygningens udhæng er Danmarks længste monkey bar, hvor man kan gå armgang i hele 33 meter, hvis man ellers er stærk nok til det. Og trænger man til noget trappetræning er der også mulighed for det, eftersom der i hver ene af bygningen er trapper, som man kan løbe op ad, suse hen over bygningen og ned i den anden ende.

Nomineret til pris

  • Seest Trailcenter er et af de fem byggerier, der er nomineret til prisen som Årets idrætsbyggeri, som firmaet Nohrcon uddeler hvert år. Det er Tegnestuen Mejeriet, der har tegnet trailcentret.
  • I nomineringen lyder det blandt andet fra juryen bag:
  • "Seest Trailcenter er en ny form for facilitet, der understøtter vores øgede lyst til at bruge naturen som idrætsarena."
  • "Seest Trailcenter er nytænkende i funktion såvel som i arkitektur. Trailcentret skaber rum for brugergrupper, der traditionelt er uden faciliteter og inviterer til en aktiv brug af naturen."
  • "Centeret har en gennemarbejdet arkitektur, og der er truffet bæredygtige valg i forhold til materialer, dagslys mv.""
Etableringen af trailcentret hænger sammen med et klimatilpasningsprojekt i Hylkedalen. Her i Hylkedalen er der også anlagt et to kilometer langt mountainbikespor. Foto: Søren Gylling
Der er fri adgang til trailcentret, og oppe i loftsrummet er der også mulighed for at træne, for eksempel yoga og pilates, ligesom man kan løbe op og ned ad trapperne i hver ende af bygningen. Foto: Søren Gylling
Den officielle indvielse af trailcentret skulle egentlig have fundet sted i efteråret 2020 men blev udskudt på grund af corona. Man har på det seneste godt kunnet benytte forhindringsbanen og loftsrummet, hvis man skulle træne for sig selv, men mountainbikesporet er først åbent nu. Foto: Søren Gylling
Her er Danmarks længste monkey bar, hvor man kan gå armgang, hvis man har lyst til det. Foto: Søren Gylling
På førstesalen kan man også træne. Det er dog også her, at nogle unge holder til i weekenderne og fester, larmer og desværre laver hærværk. Foto: Søren Gylling
Trailcentret er helt bevidst placeret lige på kanten mellem byen og naturen, og man håber, at det kan få flere til at bruge området ved Hylkedalen. Foto: Søren Gylling
Trailcentret er helt bevidst placeret lige på kanten mellem byen og naturen, og man håber, at det kan få flere til at bruge området ved Hylkedalen. Foto: Søren Gylling
Trailcentret er helt bevidst placeret lige på kanten mellem byen og naturen, og man håber, at det kan få flere til at bruge området ved Hylkedalen. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce