Fredericia: Fredericia Kunstforenings bestræbelser om højere kvalitet i sit virke føres også uden for salene i Den Kreative Skole i Kongensgade 111.
Sammen med Folkeuniversitet Lillebælt arrangerer kunstforeningen tre foredrag til foråret, hvis det fysisk kan lade sig gøre.
- Kunstforeningen og folkeuniversitetet ønsker, at foredragene er en opstart på et årligt samarbejde om at udbrede kunstforståelse blandt kommunens borgere og Fredericia Kunstforenings 480 medlemmer. Alle interesserede er velkomne, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Alle foredrag finder sted på Fredericia Bibliotek og begynder klokken 19. Billetter kan bestilles på www.fredericiabib.dk.
Fra marts til maj
Torsdag den 18. marts fortæller museumsleder Anni Lave Nielsen fra Heerup Museum i Rødovre om de tre danske kunstnere Søren Behncke (f. 1967), Henry Heerup (1907-1993) og Kristian Hildebrandt (1924-2011):
- Tag med på en vild rejse fra Hildebrandts nørdede sømskulpturer over Heerups skraldemodeller til Søren Behnckes farverige samtids-kunstværker af pap.
Torsdag den 22. april introducerer museumsinspektør Christian Kortegaard Madsen fra Museum Jorn i Silkeborg tilhørerne til kunstneren Martin Bigum (f. 1966):
- Han er især kendt for sin dynamiske billedkunst, der både er humoristisk, alvorlig og fuld af fortolknings-muligheder.
Mus.insp. Christian K. Madsen, Museum JornSelvom Stalingrad er et abstrakt maleri, rummer det tvetydige figurer, der vidner om vildskab, kulde, ild, drab og krig. Jorn mente ikke selv, at han nogensinde blev færdig med maleriet.
Tirsdag den 4. maj beretter samme Christian Kortegaard Madsen om en af Danmarks mest betydende kunstnere, Asger Jorn (1914-1973):
- En aften om Jorn og om storværket Stalingrad og beslægtede værker.