Annonce
Danmark

Tre ting der trækker nedad for partiet Fremad

Endnu et ser dagens lys i blå blok. Afhopperne fra Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har sammen skabt partiet fremad. Men projektet får det overordentlig svært. Det mener avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding. Han ser tre ting, der taler imod projektet.

1: Meget lille berettigelse

Blå blok minder til forveksling om venstrefløjen i 70’erne. En myriade af mindre partier kæmper om vælgernes gunst med overhængende fare for at slå hinanden ud og dermed påføre den borgerlige familie et katastrofalt stemmespild. Analytiker-kollega på Politiken Kristian Madsen har humoristisk døbt partierne de små blå smølfer.

Vi har således allerede Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Det Konservative Folkeparti og Klaus Riskær Partiet. Spørgsmålet er, om der oven i det er plads til Partiet Fremad?

Vi ved endnu ikke meget om, hvad den politiske platform er, men groft sagt lyder partiet til at være Radikale Venstre placeret i blå blok. Det vil altså sige med en stram – men ikke symbolsk – udlændingepolitik og en klar borgerlig økonomisk linje.

Det er åbenlyst, at partiet er designet til at skulle forsøge at tiltrække vælgere fra Venstre og de gamle venner i Liberal Alliance. Måske de endda også kan hapse nogle af Radikale Venstres stemmer, hvor man må formode, at nogle af vælgerne synes, Mette Frederiksen er mere venstreorienteret, end hvad godt er.

Man kan godt løfte argumentationen for, at Fremad udfylder et udtømt hul på den politiske akse. Det var dybest set den plads, Lars Løkke Rasmussen gik efter at erobre, da han i valgkampen – og efter – forsøgte at gøre Venstre fri af Dansk Folkeparti.

Men selv hvis hullet findes, så er det ikke stort. Partiet Fremad skal med andre ord i helt ekstrem grad ramme sin målgruppe lige i numsen, hvis de skal lykkes at komme op over spærregrænsen på to procent ved det kommende valg.

Annonce
Makkerparret bag det nye borgerlige parti Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund får opmuntrende ord og et skulderklap med på vejen. Det bliver der også brug for, hvis Fremad skal have en chance. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

2: Manglende slagkraft

Det bliver med andre ord en yderst svær opgave. Det kommer til at kræve gennemslagskraft, og det er et af partiets udfordringer. Partiets to stiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund er bare ikke de store billetsælgere.

Førstnævnte troværdighed hænger uløseligt fast til Liberal Alliances træklatrings-akrobatik i den forgangne valgperiode og er derudover belastet af det faktum, at Fremad er det fjerde parti, han er medlem af. Først var der Radikale Venstre, så stiftede han Borgerligt Centrum, så meldte han sig over i Liberal Alliance, og nu hedder projektet altså Fremad. Vælgerne må alt andet lige have svært ved at hitte rede i, hvad Simon Emil Ammitzbøll-Bille egentlig mener.

Christina Egelund har som folkevalgt politiker kun to partier på CV’et, men til gengæld er hun ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Hendes manglende valg til Folketinget for fem måneder siden er et tydeligt bevis på dette.

Hendes styrke er dog, at hun, da hun var politisk ordfører for Liberal Alliance, på rekordtid fik bygget et vidtforgrenet netværk op i pressen. Hendes afgang fra Liberal Alliance fik således også mere opmærksomhed, end det måske fortjente.

Ikke desto mindre er det tvivlsomt, om holdopstillingen Ammitzbøll-Bille og Egelund er stærk nok til at sikre en repræsentation i Folketinget. Rygtet har villet vide, at de to har forsøgt at få andre prominente navne med om bord, selv afviser de dog dette. Lige meget hvad, havde de haft godt af en stærkere opstilling.

3: Godt 20.000 vælgererklæringer

Den største udfordring på den korte bane for partiet Fremad er i det hele taget at blive opstillingsberettiget. Det kræver, at over 20.000 vælgere skriver under på det. Det er mange.

Ved det seneste valg lykkedes det både Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Partiet, men hvad de to sidste angik, hang det i høj grad sammen med, at man havde fundet et hul i valgloven, der gjorde øvelsen nemmere.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille ville ikke som indenrigsminister skride ind overfor dette, men den nye regering havde ingen reservationer og lukkede hullet som noget af det første, da de kom til. Det er altså blevet noget sværere at nå de forjættede +20.000 vælgererklæringer.

Skal partiet Fremad lykkes med blive opstillingsberettigede, kræver det tilstedeværelse digitalt. Følgere der deler det glade budskab, og penge til at give det et ekstra tryk. Endnu har Ammitzbøll-Bille og Egelund ikke rigtig nogen af delene.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

112 For abonnenter

Ung mand frikendt for seksuelt overgreb mod 13-årig pige i ungdomsklub

Annonce