Annonce
Sport

Tredjerangshold slår sensationelt Real Madrid ud af pokalen

Real Madrid-spillerne troede formentlig, at de havde sejren i deres hule hånd, efter at Eder Militao (til venstre) havde scoret til 1-0. (Arkivfoto). Foto: Susana Vera/Reuters
Real Madrid var en mand i overtal, men blev alligevel sendt ud af Copa del Rey af Alcoyano.

Alcoyano fra den tredjebedste række i Spanien leverede onsdag lidt af en pokalsensation mod mægtige Real Madrid.

Selv med en mand i overtal lykkedes det ikke Real Madrid at gå videre fra mødet med Alcoyano, som hjemme vandt 2-1 efter forlænget spilletid.

Højst overraskende er Alcoyano derfor klar til ottendedelsfinalerne i Copa del Rey.

Godt nok stillede Real-træner Zinedine Zidane op med en stribe reserver, men der var alligevel nogle velkendte navne med fra start i blamagen.

I angrebet var Lucas Vázquez og Junior Vinicius med, på midtbanen fandt man Federico Valverde, Isco og Casemiro, og nede bagved skulle Marcelo og Eder Militao blandt andre sørge for lidt stjernestøv.

Sidstnævnte fik en hovedrolle, da han bragte Real Madrid foran umiddelbart før slutfløjtet i første halvleg på et hovedstød efter oplæg fra Marcelo.

På det tidspunkt forventede Real Madrid-spillerne formentlig, at de kunne tage hjem og hvile efter den ordinære spilletid, men sådan gik det på ingen måde.

Ti minutter før tid prikkede Jose Solbes bolden over stregen på et hjørnespark og tvang kampen ud i en forlængelse.

Da værternes Ramon Lopez blev udvist med ti minutter tilbage af forlængelsen, så det for alvor svært ud for Alcoyano.

Men i stedet for at knække sammen tog hjemmeholdet højst overraskende føringen på et mål at Juanan Casanova, og de prominente gæster formåede ikke at svare igen.

Dermed blev 16.-delsfinalen endestationen for Real Madrid, der senest vandt turneringen i 2014.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny daginstitution skaber debat: Placering i Madsby er langtfra sikker, fastslår DF

Annonce