Annonce
Læserbrev

Tusind tak til jer i hjemmeplejen

Læserbrev: Min mor har igennem de sidste 15 år modtaget hjemmehjælp af hjemmehjælpen, der møder ind i Taps. Det er til stor glæde for både min mor og min far. Min far døde desværre ganske uventet for 14 dage siden, og jeg som datter og mine brødre er dybt taknemmelige for den støtte og hjælp, vi har fået og får til vores mor, der er afhængig af hjælp hele døgnet. Ydermere træder hjemmesygeplejen ind og yder sorgstøtte til vores mor. Det er så rørende og kærligt, at jeg ikke ved, hvordan jeg nogensinde kan vise dem min taknemmelighed.

Mange steder i Danmark er hjemmehjælpen udskældt, og de får ofte i medierne "et hak i tuden". Ord som manglende omsorg og nærvær, dårlig struktur er blandt andet det man i medierne kan læse om.

Men jeg må sige, at jeg er imponeret over den måde, de har været her for vores mor og for os alle midt i vores dybe sorg. Vores mor er kun 67 år og skleroseramt, og vores far nåede kun at blive 70 år. Han var i super god form og har passet vores mor i alle årerne, selvfølgelig med hjælp fra hjemmeplejen.

De kærlige ord de søde SSH og SSA siger om at komme hos vores forældre er helt rørende. De har grædt med os og er så fantastiske. Ligeledes både visitator og sygeplejelederen. Vi takker alle for støtte og omsorg.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Borgmesteren og redaktøren byttede roller: Fortællinger fra Venstres landsmøde og erfaringer fra Christiansborg

Klumme

Louises veninde har uhelbredelig kræft: Så længe dit hjerte slår – så tag ingenting for givet

Om lidt falder den første sne – og om lidt dækker den første skrøbelige rimfrost græsset på plænen med et spinkelt glimtende lag af små krystaller. Det er måske den sidste jul, jeg får lov til at opleve med min veninde, som efterhånden har kæmpet den urimelige kamp mod kræft i et halvt årti. Så både for at give hende den bedste december – og også for at holde fast i, at livet er dejligt – trods alt, går jeg all in denne december. Der har end ikke været noget et lille bitte spinkelt håb at gribe efter ved en af de utallige samtaler på sygehuset. Min bedste veninde skal dø af kræft. Hun var kun i midten af 30'erne, da hun blev ramt af uhelbredelig brystkræft. En møgsygdom, der havde spredt sig over det meste i verdens mest optimistiske og kærlige krop. En sygdom, som indimellem forsøgte at tvære smilet væk fra verdens mest smilende ansigt. Men ukuelig livskærlighed og kærlighed til alt levende gjorde, at hun bankede alle odds i jorden og blev hos os langt længere end ventet. Og hun er her endnu. Og hun elsker livet, børnene i det, dyr, mennesker og hun elsker december. Da sygdommen blev opdaget, havde den allerede spredt sig i et omfang i hendes krop, der gjorde det umuligt at gøre andet end at forsøge at lindre den. Allerede som helt ung blev hun førtidspensioneret på grund af invaliderende leddegigt, så kroniske smerter blev suppleret med yderligere. Nogle år inde i forløbet spredte det sig til hjernen. Et par år efter begyndte hendes rygsøjle at falde sammen, og hun fik indopereret et metalskelet i ryggen. Undervejs har hun mistet venner, kæmpet mod systemer, mistet sit arbejde, tabt håret – og oplevet det vokse ud igen. Hun har kortvarigt tabt besindelsen, tabt til systemet, mistet fodfæstet kortvarigt – men min veninde rejser sig hver eneste gang. Efterhånden rejser hun sig mere besværet, men hun rejser sig og insisterer på at leve. Prognoserne er ikke gode længere. Der bliver kortere og kortere mellem de smertelindrede dage. Alligevel har hun indtil for ganske nylig været frivillig for udsatte børn og unge. Selv den stærkeste kærlighed og det lyseste lys formår nok desværre ikke at holde døden væk. Og det gør ondt at se frem mod den måske sidste jul med hende i mit liv. Men min venindes ukuelighed og helt ekstreme kærlighed til livet gør, at jeg ved, at jeg en dag vil være fyldt med intet andet end den dybeste taknemmelighed for at have mødt hende. For at dele årtier med et af de smukkeste og mest lysende mennesker. Det er den følelse, der skal gennemsyre min december. Derfor går jeg all in i år. På samvær og nærvær med hende og dem, jeg elsker. På livsglæde og kærlighed, og hvem ved, måske bringer december mirakler. Jeg går all in i december med den dybeste taknemmelighed, og jeg tager ingenting for givet. Jeg slutter med et lille brudstykke af en af hendes yndlingssange: Så længe dit hjerte slår Så tag ingenting for givet Så længe dit hjerte slår Det' det smukkeste ved livet Løb stærkt, dø, luk skærmene ned Og læn dig ud over kanten på de stenede nerver Elskede at drømme Drømmer om at elske Elskede at drømme Drømmer om at elske

Fredericia

Druknet hjorts hoved blev kogt og renset: Imponerende opsats klar til at pynte

Annonce