Annonce
Danmark

Tiden gik i stå, da tusinder ærede terrorofre med fakkeltog

Anslået et par tusinde børn og voksne ærede familien Holch Povlsen med et fakkeltog torsdag aften. Foto: Flemming Krogh
Et par tusinde børn og voksne deltog torsdag aften i et fakkeltog fra Stavtrup og til herregården Constantinsborg for at vise deres sympati med og medfølelse for en familie, der må bære det ubærlige.

STAVTRUP: Det er så ufatteligt svært at forstå, det, der er sket. For det er helt forkert. Børn skal ikke dø før deres forældre. Og mennesker skal ikke slå hinanden ihjel.

Der er næppe den forælder i kongeriget, der ikke er rørt til tårer eller har mærket et dybt sug i maven, da de hørte om den forfærdelige hændelse og det ufattelige tab for familien Holch Povlsen.

Feje terrorister tog påskesøndag tre af familiens fire børn mellem 5 og 15 år fra fredelige Stavtrup med i døden, da de tre var ved at spise morgenmad på et feriehotel. I alt 250 uskyldige mennesker gik i døden på grund af terrorhandlinger i ferieparadiset Sri Lanka.

Et tab af tre børn for et forældrepar er så umenneskeligt, at vi ikke kan rumme det. Som Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard skrev i en udtalelse efter attentatet, findes der ingen ord, der kan beskrive den situation, som familien fra Stavtrup lige nu må gennemleve.

Annonce
Rigtigt mange børn deltog i fakkeltoget. Foto: Flemming Krogh

Vi må handle

Når ord ikke slår til, må vi handle. Derfor fik den lokale sorg form af et fakkeltog, der med borgmesteren iblandt torsdag aften begav sig fra Stavtrup ad Ormslevvej til Alleen og ned mod Constantinsborg. Ifølge politiet gik anslået et par tusinde borgere med i fakkeltoget.

Traveturen på et par kilometer gik i gåsegang fra Rema i Stavtrup på cykelstien ud til Alléen, hvor faklerne blev tændt. Den friske vind gav flammerne næring og fakkelhavet bredte sig langsomt ned mellem alléens både gamle og nyplantede træer. Snakken gik mellem deltagerne om alt og ingenting, men da de nærmede sig Constantinsborg blev alle alvorlige.

Lågen var åben

Familien havde ladet lågen stå åben, og et par tusinde tavse børn og voksne skridtede forbi skiltet med "privat" ind over brostenene, forbi den store genopbygning af laderne og til den inderste gård med det hvide hovedhus.

Her fik tårerne fik frit spil blandt de mange, der dannede en rundkreds på gårdspladsen for at vise deres medfølelse med og deltagelse i sorgen hos en vellidt familie fra lokalsamfundet. Det er meget muligt, at familien er en af landets rigeste, og de fleste har sikkert noget af Bestsellers tøj hængende i garderoben. Men her i Stavtrup torsdag aften var de først og fremmest en lokal familie, man sørgede med.

En familie som har mistet det dyrebareste i verden. Tre børn.

Og var stemningen i forvejen knuget gik tiden nærmest i stå og mange holdt vejret, da Anders og Anne Holch Povlsen trådte ud af døren, gik ned ad trappen og stod med hinanden i armene på gårdspladsen som for at takke for deltagelsen. En deltager sprang frem og gav et kæmpe knus til dem begge, mens røde øjne så til.

Efter nogle minutter forsvandt parret igen ind i huset og fakkeltoget satte sig i bevægelse ud af gården tilbage mod Stavtrup.

Sorgen blev synlig i Stavtrup under torsdagens fakkeltog. Foto: Flemming Krogh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce