Annonce
Fredericia

Tvangslukkede butikker mister omsætning til supermarkederne: - Det er unfair, men heller ikke let at finde en fair løsning

Henrik Hansen fra Vestbyens Herretøj kan godt forstå, at situationen gør ondt på nogle specialbutikker. Men han har omvendt svært ved at se en god, effektiv og fair løsning på et svært problem. Foto: Søren Gylling
Folk, der vil købe tøj, sko, bøger, elektronik, boligindretning og andet må gå i super- eller hyper-markeder i denne tid. Det gør ondt på de tvangslukkede specialbutikker.
Annonce

Fredericia: - Det er da unfair. Det kan jeg godt se. Men det er altså også svært at sige, hvilken løsning, der ville være helt fair, siger Henrik Hansen fra Vestbyens Herretøj.

Hans butik er omfattet af den aktuelle tvangslukning, der tirsdag aften blev forlænget til og med 17. januar. Imens kan tøjtrængende kunder handle i super- og hypermarkeder, som har lov at holde åbent, fordi de primært handler med fødevarer.

At tvangslukkede butikker mister handel til åbne supermarkeder, har udløst kritik fra blandt andre Samvirkende Købmænd, hvor direktør John Wagner på Twitter kalder det "himmelråbende konkurrenceforvridende".


Det er da selvfølgelig surt for mig at miste kunder til nogen, der må holde åbent, mens jeg skal holde lukket.

Finn Engbjerg


Henrik Hansen kan godt se problemet.

- Jeg lever jo af at sælge tøj. Og jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig, at de kunder, der ønsker at købe tøj, gik ind i min butik i stedet for en anden. Men altså: Da mine tøjkolleger i storcentrene måtte tvangslukke, kunne jeg fortsat holde åbent i min butik, som jo ikke ligger i et storcenter. Så i den periode fik jeg nok noget af deres handel, hvilket måske også kan kaldes unfair. Det er ikke let det her, og jeg skal ikke kloge mig på, hvad der ville være det rigtige at gøre, siger han til Fredericia Dagblad.

Regeringen har ikke meldt ud på området, men erhvervsminister Simon Kollerup (S) har overfor finans.dk opfordret dagligvarebutikkerne til at holde igen med store udsalg i denne tid. Også for at undgå et smittespredende stormløb på de store butikker.

Annonce

Vent og husk specialbutikkerne

Hos Kop & Kande i Fredericia er Finn Engbjerg butikschef. Han glæder sig til at kunne genåbne sin butik, og han ærgrer sig over at se kunderne gå andre steder hen, mens han holder tvangslukket.

- Tonen i den her debat må ikke blive for skinger, og jeg vil ikke kritisere nogen. Men det er da selvfølgelig surt for mig at miste kunder til nogen, der må holde åbent, mens jeg skal holde lukket, siger han til Fredericia Dagblad.

Finn Engbjerg håber, at kunderne kan vente, indtil han må åbne igen. Og han advarer mod, at debatten bliver for skinger. Arkivfoto: Peter Friis Autzen

Finn Engbjerg håber, at kunderne kan slå koldt vand i blodet, indtil han igen må åbne.

- Jeg synes, at lokale, selvstændige specialbutikker spiller en vigtig rolle i en by. Og jeg kan se i avisen, at jeg ikke er alene med det synspunkt. Så medmindre det er meget vigtigt at få fat i nye Margretheskåle eller en ny røremaskine netop nu, håber jeg at folk venter og vender tilbage til specialbutikkerne, når vi må åbne igen, siger han.

Annonce

Shopping tror på fremtiden

Hos foreningen af lokale butikker, Fredericia Shopping, kan formand Ole Mortensen godt se, at blandt andet tøjbutikker og isenkræmmere i denne tid mister omsætning til de supermarkeder, der som de eneste må holde åbent.

- Og det er da en skævvridning af konkurrencen. Men vi specialbutikker har jo noget at byde på, som de andre ikke har. Dels andre varer og dels bedre service. Det ved kunderne godt, og jeg tror, at de fleste godt kan vente et par uger med at købe sko eller bukser, siger Ole Mortensen.

Han glæder sig over, at folk i Fredericia og omegn i stor stil har bakket det lokale handelsliv op gennem et svært 2020.

- Fredericianerne har været enormt gode til at handle lokalt, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Kostråd – ikke klimaråd

Middelfart

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Fredericia For abonnenter

FHK's liga-ambitioner fik første prioritet da FIC skulle bygges om - bredden måtte vente

Annonce