Annonce
Erhverv

Tyske gymnasieelever er ikke vant til varmt vand på toiletterne

Sarah Jerg, Freja Molme, Paul Kelling, Tim Warnck, Emil Kock Thygesen og Frederik Mærsk Skouboe har nydt at arbejde sammen og har lært af forskellighederne mellem Danmark og Tyskland. Foto: Marianne Husted

Et møde hen over grænsen om bæredygtighed satte fokus på ligheder og forskelligheder

Fredericia: De 17 gymnasieelever fra Husum i Slesvig-Holsten kiggede en ekstra gang, da de opdagede, at der er varmt vand i hanerne, når man skal vaske hænder på toiletterne. Det er de ikke vant til.

Det fortalte deres lærer Olaf Janka, som fulgte klassen under det to dage lange besøg på Fredericia Gymnasium. De er også indpodet med, at man skal huske at slukke lyset efter sig og affald-sortere. Da de sov på gymnasiet i Fredericia, bemærkede de, at lyset var tændt i en række klasseværelser og andre lokaler.

Både de tyske og de danske gymnasieelever er optaget af klima og miljø.

- Vi har dog ikke samme mulighed for at bruge computere frem for papir. Alt skal skrives på papir hos os, fortalte Paul Kelling og Tim Warnck, som fandt det meget lærerigt at være sammen med unge danske gymnasieelever.

Deres wi-fi er heller ikke godt nok til, at det ville kunne køre på solceller, som var et af elevernes forslag til bæredygtighed.

Der blev meget pædagogisk vist, hvordan man kan blive endnu bedre til at affaldssortere. Foto: Marianne Husted

Rester i madpakken

For Sarah Jerg og Freja Molme, Fredericia, er det en integreret del af dagligdagen at tænke bæredygtigt.

- Jeg har næsten altid rester med i madpakken fra gårsdagens aftensmad, fortalte Freja Molme.

Sarah Jerg går eller cykler i skole. Hjemme hos hende laver de mad til flere dage ad gangen - også til madpakkerne. I det hele taget er de bevidste om energiforbruget.

Frederik Mærsk Skouboe og Emil Kock Thygesen erkender, at bæredygtighed ikke er det første ord, der dukker op, når de vågner om morgenen.

- Måske hjælper det efter to dage med emnet, siger Frederik Mærsk Skouboe.

Han har som de øvrige nydt samarbejdet og samværet med de tyske kammerater.

- Jeg går heller ikke og tænker på miljøet hele tiden, men jeg bemærker det, når man i Kolding ikke har affaldssortering som i Fredericia, tilføjede Emil Kock Thygesen, der er flyttet fra Fredericia til Kolding.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Cyklisternes kaffepenge blev stjålet

Annonce