Annonce
Danmark

Uafhængig rådgiver: Sådan æder banken en stor del af din opsparing

Karsten Engmann Jensen er uddannet økonom i Nationalbanken og kendt som DR's økonomiske ekspert i programmer som DR Penge og Forbrugertesten. PR-foto
Hvis du ikke selv tager ansvar for din opsparing, tager banken dine penge. Sådan lyder det fra den uafhængige finansielle rådgiver Karsten Engmann Jensen. Han vurderer, at danskerne ofte mister flere hundrede tusinde kroner på at lade bankerne investere deres penge. Forbrugerrådet Tænk advarer også om, at det kan blive en dyr fornøjelse at investere opsparingen gennem banken.

Danskerne er rigere end nogensinde før. Men en stor del af danskernes stigende formuer bliver ædt op af bankerne. Det er budskabet fra økonom og stifter af rådgivningsvirksomheden Pengeministeriet, Karsten Engmann Jensen. Han mener, at bankerne har lavet en forretningsmodel, hvor de tjener kassen på at investere danskernes opsparinger på en måde, der gavner dem selv bedst muligt.

- Bankerne tjener mere på din investering, end du selv gør. Banken forklarer dig, at den tager en større procentsats, fordi den har professionelle folk til at skaffe dig et godt afkast. Men det afkast kommer tit til at gå op i et godt afkast til banken i stedet for til kunden. Jeg synes, det er noget svineri, at bankerne tjener penge på måder, hvor folk ikke har mulighed for at gennemskue, hvad det egentlig koster, siger han.

Forbrugerrådet Tænk advarede i starten af januar også danskerne mod at investere deres opsparing gennem bankerne.

- Bankens rådgivning virker gratis, fordi du ikke får en regning, når du har talt med rådgiveren. Men du betaler for rådgivningen alligevel. Banken investerer nemlig dine penge, så banken selv tjener mest muligt på det. Og det koster dig dyrt, står der på forbrugerorganisationens hjemmeside, der i stedet anbefaler, at danskerne selv står for deres investeringer eller tager fat i en uafhængig økonomisk rådgiver.

Annonce
Det kan være for stor en mundfuld selv at investere i aktier og fristende at lade banken passe investeringerne. Men det er værd at se sig godt for. Gebyrer, kurtage og andre betalingerne til banken kan løbe op. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

- Det er en pengemaskine

Når danskerne vælger at investere deres opsparing i investeringsforeninger igennem deres bank, tager banken sig ofte betalt med 1,5 procent af formuen hvert år. Hvis danskerne i stedet valgte en almindelig, billig investeringsforening ville den gøre det for en tredjedel af prisen, altså 0,5 procent. Forskellen i procent lyder ikke af meget, men det kan betyde en forskel på flere hundrede tusinde kroner, forklarer Karsten Engmann Jensen.

- Hvis du investerer 500.000, vil det alene efter fem år have kostet dig over 25.000 kroner, at banken tager den ekstra procent.

Forbrugerrådet Tænk skriver, at den ene procent ekstra i omkostninger på en pensionsopsparing i et livsforløb, vil betyde, at man skal blive fire år længere på arbejdsmarkedet, før gebyrerne er betalt af.

Men den årlige procent er ikke den eneste måde, bankerne tjener penge på danskernes investeringer på, lyder det fra forbrugerøkonomen.

- Jeg havde en kunde den anden dag med en formue på 500.000. Hun betalte 10.000 kroner årligt til banken for, at de administrerede hendes investeringer. Hvad hun ikke kunne se var, at banken gennem et år havde handlet 16 gange med hendes værdipapirer. Det var handler, der aldrig tjente sig hjem, men kun øgede bankens indtjening på hende, fordi de tager et transaktionsgebyr hver gang, de handler, siger Karsten Engmann Jensen og fortsætter:

- Banken bytter også rundt på investeringsfondene. Hvis to investeringsfonde eksempelvis koster 10 kroner, skifter de den ene ud med den anden. Men den fond, der sælges kan du kun få 9,75 kroner for, og den du skal købe koster 10,25 kroner. Når de har lavet den handel, har du kun 9,85 tilbage. Jeg kan ikke se, det tjener kunden på nogen måde at lave mange af den slags handler. Det er en pengemaskine. Jeg er økonom, og jeg kan ikke se idéen i det, siger han.

Værdipapirer for en halv million

Men du har selv skabt en forretning, hvor du tjener penge på at rådgive danskerne om, hvilke investeringsforeninger, de skal vælge. Hvis du havde forbrugernes interesser for øje, hvorfor lægger du det så ikke bare gratis ud?

- Det gør vi også. Hver uge skriver vi om ugens case på LinkedIn og Facebook. Det er en anvisning, så folk kan gøre det selv. Men det er selvfølgelig klart, at vi også gør det med reklame for øje, siger Karsten Engmann Jensen.

I gennemsnit har hver dansker ifølge Nationalbanken værdipapirer for knap en halv million kroner. Men ifølge Karsten Engmann Jensen er for få danskere opmærksomme på, hvad de betaler, når de vælger at investere gennem bankerne.

- Bankerne giver kunderne gratis biografbilletter og gratis dankort. Kunderne tror, banken vil dem det godt, og at de sparer penge. Men banken ved godt, at den sparer kunden for 350 kroner, men over de næste fem år kan tjene 10.000 kroner på kunden bare ved en lille investering. Banken får kunderne til at kigge et andet sted hen, end der hvor det er farligt, siger han og fortsætter:

- Andre gebyrer er mindre vigtige. Den store røver er, når banken får lov til at tage penge af din formue, så banken kommer til at tjene meget mere, end hvis den tog penge for, at kunderne havde et dankort.

- Vi lever af tilfredse kunder

Avisen Danmark har forelagt bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, kritikken. Her påpeger Birgitte Søgaard Holm, direktør for investering og opsparing, at danskerne har haft pæne afkast på deres investeringer siden 2007. Samtidig opfordrer hun kunderne til at tage en snak med deres bank:

- Vi lever af tilfredse kunder i den finansielle sektor og lægger vægt på individuel og kvalificeret rådgivning. I dag er der en høj grad af gennemsigtighed for kunderne, som blandt andet årligt får en opgørelse over alle de omkostninger, de betaler, opdelt på blandt andet formidlingsprovision. Derfor vil jeg gerne opfordre bankkunderne til at gå ned og snakke med deres bank og rådgiver om, hvad de får for deres penge. Og så skal man huske på, at hvis man som kunde er utilfreds med produktet, er man altid velkommen til at skifte udbyder, skriver Birgitte Søgaard Holm i et skriftligt svar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce