Annonce
Danmark

Uden regionale politikere knækker Danmark over

Stephanie Lose

Regeringen barsler i disse dage med et udspil til en sundhedsreform, hvor planen tilsyneladende er at nedlægge det folkevalgte, regionale niveau. Vores holdning er klar. Vi mener, at det er en rigtig dårlig idé, som hverken er til gavn for borgere og patienter, det danske demokrati eller et Danmark i balance. Men hvorfor? Er regionsrådspolitikere alligevel ikke bare overflødige? Nej, det er de bestemt ikke. Og det er der mindst fire gode grunde til.

For det første: Regionsrådspolitikere tager ansvar - og kan stilles til ansvar - for de mange betydningsfulde sundhedspolitiske beslutninger, der har enorm indflydelse på hverdagen for borgerne i den enkelte landsdel. Skal der for eksempel være en ambulance mere eller mindre i landsdelen, skal den lokale akutmodtagelse bestå, og hvor skal et nyt speciale placeres? Det er vigtige og vanskelige politiske beslutninger, der hører hjemme hos lokale folkevalgte frem for på administrativt niveau eller i en bestyrelse uden demokratisk legitimitet, som ikke kan stilles til ansvar for deres handlinger af de berørte borgere.

For det andet står regionsrådspolitikere vagt om et Danmark i balance, hvor alle borgere i hver landsdel - uanset om de bor i eller udenfor de største byer - har muligheden for at få et godt, sundt og trygt liv. De tænker på tværs af storbyer og landområder. Og de har kombinationen af lokalt kendskab og regionalt overblik. Kort sagt kæmper de for, at hver region hænger og arbejder sammen. Den bundne opgave fra staten til regionsrådene med at lave en ny sygehusstruktur med færre akutsygehuse, var en hård start og en svær opgave for regionsrådene, og hvor befolkningen især i landdistrikterne flere steder følte sig trådt under fode. Men den demokratiske og folkevalgte struktur stod sin prøve: udviklingen er gennemført med succes, og befolkningen har fået øjnene op for, at regionerne arbejder hårdt for at sikre en optimal dækning med ambulancer, lægehelikoptere, praksislæger, behandlingssteder etc.

Den sammenhængskraft kan nemt gå tabt i 21 sundhedsfællesskaber uden regionalpolitisk ledelse. For som de tre sundhedseksperter Kjeld Møller Pedersen, Leif Vestergaard Petersen og Frede Olesen påpeger, kan fællesskaberne i stedet medføre en benhård konkurrence mellem hospitalsenhederne i hver region, som "yderområderne med sikkerhed taber".

For det tredje har regionsrådspolitikerne stået i spidsen for et sundhedsvæsen, som ganske enkelt har leveret. Flere overlever alvorlige sygdomme, ventetiderne er styrtdykket, udgifterne til administration er blandt Europas laveste og vi får mere sundhed for pengene end nogensinde. Vi bor selv i Esbjerg og Lemvig langt fra de store universitetshospitaler. Kan vi som borgere forvente samme høje kvalitet og nærhed i behandlingen, hvis staten skal have en større de af ansvaret? Eller ender det som med DSB og skatteopkrævningen? Det er millioner af danskeres helbred, som vores regering gambler med, og vi kan bestemt ikke lide oddsene.

For det fjerde er regionerne mere end bare sundhed, også efter opgaveflytningen og centraliseringen af erhvervsfremmeindsatsen til staten. Regionsrådspolitikerne har ansvaret for at sikre udvikling i hele regionen, bl.a. ved at drive de regionale busser og lokalbaner, rense forurenede grunde, fordele gymnasieelever, sørge for et godt og nært udbud af ungdomsuddannelser samt bestemme placeringen af grusgrave. Det er områder, der har stor betydning for rigtig mange borgernes hverdag, og som kræver politiske valg baseret på stort lokalkendskab og evnen til at tænke på tværs af kommunegrænser. Derfor vil det være en stor katastrofe, hvis disse opgaver - i ly af sundhedsreformen - bliver centraliseret ind til staten i al ubemærkethed.

Der er selvfølgelig også hos regionerne hele tiden mulighed for at optimere og gøre ting bedre - også når det handler om at mindske regionale forskelle. Regionerne er i færd med at styrke samarbejdet med kommunerne f.eks. angående lægedækning, og på andre områder tilsvarende. Målet for regionerne er nemlig ligesom regeringens: "Større lighed i sundhedstilbuddene". Den opgave løses bedst decentralt med folkevalgte politikere som øverst ansvarlige.

Heldigvis er vores holdning til det regionale, folkevalgte niveau ikke én, vi står alene med. Det er svært at opdrive en ekspert, der kan se en fordel i at sende de folkevalgte ud i kulden. Organisationerne, der repræsenterer medarbejderne i sundhedsvæsnet, melder også pas. Og meningsmålinger viser også, at det i hvert fald ikke er nogen folkesag at nedlægge regionerne. De folkevalgte i regionerne, og før dem i amterne, har spillet en stor rolle - ikke kun på sundhedsområdet. Tænk dem nu ind i fremtidens sundhedsvæsen, såvel som i opgaveløsningen på en lang række andre områder. Det giver rigtig god mening.

Steffen Damsgaard
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce