Annonce
Danmark

Uden regionale politikere knækker Danmark over

Stephanie Lose

Regeringen barsler i disse dage med et udspil til en sundhedsreform, hvor planen tilsyneladende er at nedlægge det folkevalgte, regionale niveau. Vores holdning er klar. Vi mener, at det er en rigtig dårlig idé, som hverken er til gavn for borgere og patienter, det danske demokrati eller et Danmark i balance. Men hvorfor? Er regionsrådspolitikere alligevel ikke bare overflødige? Nej, det er de bestemt ikke. Og det er der mindst fire gode grunde til.

For det første: Regionsrådspolitikere tager ansvar - og kan stilles til ansvar - for de mange betydningsfulde sundhedspolitiske beslutninger, der har enorm indflydelse på hverdagen for borgerne i den enkelte landsdel. Skal der for eksempel være en ambulance mere eller mindre i landsdelen, skal den lokale akutmodtagelse bestå, og hvor skal et nyt speciale placeres? Det er vigtige og vanskelige politiske beslutninger, der hører hjemme hos lokale folkevalgte frem for på administrativt niveau eller i en bestyrelse uden demokratisk legitimitet, som ikke kan stilles til ansvar for deres handlinger af de berørte borgere.

For det andet står regionsrådspolitikere vagt om et Danmark i balance, hvor alle borgere i hver landsdel - uanset om de bor i eller udenfor de største byer - har muligheden for at få et godt, sundt og trygt liv. De tænker på tværs af storbyer og landområder. Og de har kombinationen af lokalt kendskab og regionalt overblik. Kort sagt kæmper de for, at hver region hænger og arbejder sammen. Den bundne opgave fra staten til regionsrådene med at lave en ny sygehusstruktur med færre akutsygehuse, var en hård start og en svær opgave for regionsrådene, og hvor befolkningen især i landdistrikterne flere steder følte sig trådt under fode. Men den demokratiske og folkevalgte struktur stod sin prøve: udviklingen er gennemført med succes, og befolkningen har fået øjnene op for, at regionerne arbejder hårdt for at sikre en optimal dækning med ambulancer, lægehelikoptere, praksislæger, behandlingssteder etc.

Den sammenhængskraft kan nemt gå tabt i 21 sundhedsfællesskaber uden regionalpolitisk ledelse. For som de tre sundhedseksperter Kjeld Møller Pedersen, Leif Vestergaard Petersen og Frede Olesen påpeger, kan fællesskaberne i stedet medføre en benhård konkurrence mellem hospitalsenhederne i hver region, som "yderområderne med sikkerhed taber".

For det tredje har regionsrådspolitikerne stået i spidsen for et sundhedsvæsen, som ganske enkelt har leveret. Flere overlever alvorlige sygdomme, ventetiderne er styrtdykket, udgifterne til administration er blandt Europas laveste og vi får mere sundhed for pengene end nogensinde. Vi bor selv i Esbjerg og Lemvig langt fra de store universitetshospitaler. Kan vi som borgere forvente samme høje kvalitet og nærhed i behandlingen, hvis staten skal have en større de af ansvaret? Eller ender det som med DSB og skatteopkrævningen? Det er millioner af danskeres helbred, som vores regering gambler med, og vi kan bestemt ikke lide oddsene.

For det fjerde er regionerne mere end bare sundhed, også efter opgaveflytningen og centraliseringen af erhvervsfremmeindsatsen til staten. Regionsrådspolitikerne har ansvaret for at sikre udvikling i hele regionen, bl.a. ved at drive de regionale busser og lokalbaner, rense forurenede grunde, fordele gymnasieelever, sørge for et godt og nært udbud af ungdomsuddannelser samt bestemme placeringen af grusgrave. Det er områder, der har stor betydning for rigtig mange borgernes hverdag, og som kræver politiske valg baseret på stort lokalkendskab og evnen til at tænke på tværs af kommunegrænser. Derfor vil det være en stor katastrofe, hvis disse opgaver - i ly af sundhedsreformen - bliver centraliseret ind til staten i al ubemærkethed.

Der er selvfølgelig også hos regionerne hele tiden mulighed for at optimere og gøre ting bedre - også når det handler om at mindske regionale forskelle. Regionerne er i færd med at styrke samarbejdet med kommunerne f.eks. angående lægedækning, og på andre områder tilsvarende. Målet for regionerne er nemlig ligesom regeringens: "Større lighed i sundhedstilbuddene". Den opgave løses bedst decentralt med folkevalgte politikere som øverst ansvarlige.

Heldigvis er vores holdning til det regionale, folkevalgte niveau ikke én, vi står alene med. Det er svært at opdrive en ekspert, der kan se en fordel i at sende de folkevalgte ud i kulden. Organisationerne, der repræsenterer medarbejderne i sundhedsvæsnet, melder også pas. Og meningsmålinger viser også, at det i hvert fald ikke er nogen folkesag at nedlægge regionerne. De folkevalgte i regionerne, og før dem i amterne, har spillet en stor rolle - ikke kun på sundhedsområdet. Tænk dem nu ind i fremtidens sundhedsvæsen, såvel som i opgaveløsningen på en lang række andre områder. Det giver rigtig god mening.

Annonce
Steffen Damsgaard
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Prostitution er dybt skadeligt – lad os hjælpe udsatte ud

Regeringer er forskellige. Der er røde, der er blå. Men der er først og fremmest de politiske ideologier og værdier til forskel. Derfor er der nogle af de opgaver, man ”arver” som ny minister, som man slet ikke kan se sig selv i politisk. Sådan er det for mig, når det kommer til prostitution. Her nedsatte den tidligere VLAK-regering en arbejdsgruppe, som blandt andet skulle se på normalisering af prostitution som erhverv. Arbejdsgruppen var et udtryk for, at der i den tidligere regering var liberalistiske strømme med stærk tro på markedets velsignelser – også når det kommer til køb og salg af menneskers kroppe til sex. Det er i mine øjne helt misforstået – og et mærkeligt skønmaleri – at tale om prostitution som et normalt erhverv på linje med dét at være tømrer eller folkeskolelærer. Prostitution kommer med en meget høj pris: udnyttelse, vold og voldtægter. Et arbejdsmiljø, der er hårdt, og som giver skader på krop og psyke. Fra kønssygdomme til PTSD, angst og depression. Man kan slå vejen forbi en af Rederne, der er et frirum for gadeprostituerede. Her kan man høre om en hverdag præget af ofte ubehandlet psykisk sygdom, stofmisbrug, rådne tænder, ubehandlede fysiske sygdomme, stor utryghed og alt for mange, der udsættes for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre i prostitutionsmiljøet. VIVE’s kortlægning af prostitution bekræfter det billede og beretter i øvrigt om, hvordan en del borgere med prostitutionserfaringer giver udtryk for, at de har psykiske problemer som stress, PTSD, angst, depression, bipolar lidelse, søvnproblemer og personlighedsforstyrrelse. For dele af dem er det i kombination med et misbrug af hash, heroin, amfetamin, kokain eller alkohol. Ifølge VIVE’s kortlægning bliver mennesker i prostitution udsat for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre personer i prostitutionsmiljøet. I gadeprostitution har 41 procent oplevet vold inden for et år. Men også i escortprostitution, som mange ellers forbinder med de glamourøse billeder fra Pretty Woman, har hver fjerde været udsat for vold. Flere mennesker i prostitution er også utrygge ved risikoen for at blive udsat for vold og voldtægt. Vi skal have færre – ikke flere – mennesker ind i prostitution. Og arbejdet for bedre vilkår for prostituerede handler om at lappe de huller i vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet, som de er faldet igennem. Det skal ske med en bedre sundhedspolitik, så ingen prostituerede bliver udskrevet fra sygehusene til gaden, fordi de ikke kan rummes på de travle sygehusafdelinger med deres mange forskellige problemer. Det skal ske med ordentlig behandling af psykiske sygdomme og traumer. Og det skal ske med bedre hjælp til sociale problemer som hjemløshed og dyb gæld. Arbejdsgruppens mål om at forbedre forholdene for de prostituerede lægges på ingen måde i graven. Tværtimod skal vi gøre mere for at hjælpe mennesker i prostitution til bedre forhold – og hjælpe flere ud af prostitution. Jeg anerkender, at nogle prostituerede i Danmark befinder sig i en juridisk gråzone. På den ene side er det lovligt at prostituere sig, hvis man ellers er over 18 år, er registreret som selvstændigt erhvervsdrivende og betaler skat. Men på den anden side er prostitution som erhverv ikke et lovligt erhverv. Derfor kan man som prostitueret for eksempel ikke blive medlem af en A-kasse. Men for de udsatte kvinder, der trækker på gaden for at få råd til det næste fix, eller som er ofre for menneskehandel og betaler af på en gæld til menneskesmuglerne ved prostitution, er svaret ikke A-kasse. Flere borgerlige leger med tanken om at give prostituerede ret til dagpenge. Men med dagpengesystemet følger pligter: at man står til rådighed selv. Og er en branche anerkendt, kan man ikke som ledig sige nej til at stå til rådighed for også den del af arbejdsmarkedet. Så med en liberalisering eller normalisering skulle vi så se ledige anvises til virksomhedspraktik på et bordel? Og hvad med arbejdsmiljølovgivningen? Ville en ufrivillig graviditet på baggrund af et sprunget kondom tælle som en arbejdsskade? Skulle en gruppevoldtægt udløse strakspåbud fra Arbejdstilsynet? Ville den nedslidte prostituerede, der ender med stomi på grund af for mange anale penetrationer, skulle have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste? Det er brutale spørgsmål, der samtidig udstiller det absurde i at betragte prostitution som et normalt erhverv. Betyder det så, at den lykkelige luder ikke findes? Nej, det gør hun sikkert. Men jeg tror, der er en grund til, hun altid omtales i ental. Jeg vil gerne lytte til de ressourcestærke prostituerede i forhold til, hvordan vi kan sikre bedre forhold. Men mit fokus vil altid være at hjælpe de udsatte kvinder ud af prostitution og til et tryggere liv. Ikke at gøre branchen mere attraktiv at gå ind i.

Annonce