Annonce
Rejser

Udslip pesten på Koldinghus

Der er 150 frivillige skuespillere fordelt ud over Koldinghus hver aften. Den ene er mere uhyggelig end den anden. Foto: Koldinghus

Gys og gru er virkemidlerne, når Koldinghus syv aftener i februar slår dørene op for Haunted Castle. Den gruopvækkende fortælling tager udgangspunkt i Koldinghus' egen historie. I vinterferien bliver gyset tilpasset børn.

Kongen er flygtet fra København til Koldinghus, der fungerer som karantæneområde for en frygtet sygdom, der truer med at tage livet af alle, den møder på sin vej. Pesten har dog allerede fundet vej til slottet, men hvem har bragt smittet med sig?

Der er skruet helt op for uhyggen på Koldinghus syv aftener i februar. Slottet er nemlig hjemsøgt og inficeret med 1600-tallets pestsygdom i et fiktivt såkaldt Haunted Castle.

- Vi har udviklet et koncept i samarbejde med Dystopia Entertainment, der holder til i Vejle. Vi lægger slot og historie til, og de rykker ind med deres koncept og 120 frivillige skuespillere, fortæller Nanna Ebert, der er kommunikationschef på Koldinghus.

Ifølge kommunikationschefen er det unikt, at en kulturinstitution bruger gys og gru som virkemiddel.

- Ifølge Mathias Clasen, der er horrorforsker ved Aarhus Universitet, har man alle sanser åbne, når man bliver skræmt. Man føler og husker det, man oplever. Vi vil sikre os, at folk får en fornemmelse af, at de har lært noget om pesten, hvordan man levede i 1600-tallet og hvordan man behandlede folk, der var syge og fattige, forklarer Nanna Ebert og tilføjer, at alt hvad publikum kommer til at opleve, tager afsæt i ægte historiske begivenheder.

- Vi bruger eventet til at formidle Koldinghus' historie, siger hun.

Annonce

Haunted Castle

Haunted Castle havde premiere 1. februar, og du kan opleve det hjemsøgte Koldinghus 2., 8., 9., 14., 15. og 16. februar.Der er åbent fra klokken 19-24 alle aftener, lørdage dog fra 18.30.

Publikum bliver lukket ind i grupper, men går rundt på slottet på egen hånd.

Turen tager 1,5-2 timer.

Aldersgrænsen er 13 år, og begivenheden er ikke egnet for gravide eller folk med epilepsi eller hjerteproblemer. Haunted Castle inkluderer mange trapper og er derfor ikke egnet for gangbesværede.

Personer, der er stærkt berusede eller påvirkede af euforiserende stoffer nægtes adgang.

16. februar er der et særligt event kaldet "Rædslernes Nat", hvor der er skruet ekstra op for uhyggen, og skuespillerne kommer helt tæt på og rører ved publikum.

I vinterferien i uge 7 er Haunted Castle særligt tilpasset børn fra 5-12 år. Det foregår i hverdagene fra klokken 10-16 og er knap så uhyggeligt som voksen-udgaven.

Billetter kan købes på www.koldinghus.dk

I dagtimerne i vinterferien er gyset tilpasset børn fra 5-12 år. Aldersgrænsen på aftenarrangementerne hedder minimum 13 år. Foto: Koldinghus

Elementer fra computerspil

Gæsterne bevæger sig rundt på slottet på egen hånd i små hold på jagt efter smittekilden. De indgår selv som en del af historien og kan selv risikere at blive smittet.

- Vi bruger også elementer fra computerspil. Når man ankommer, får man tre liv, som man kan miste undervejs. Hvis man har været ekstra opmærksom og har udforsket tingene, kan man løse en gåde til sidst, siger Nanna Ebert, der ikke vil afsløre mere om de opgaver, gæsterne møder på slottet.

Haunted Castle-idéen handler i høj grad om at nå en målgruppe, der er ellers meget svær at nå for Koldinghus. En national brugerundersøgelse fra Kulturstyrelsen viser nemlig, at der er meget få unge mellem 14 og 29 år, der besøger de danske museer.

- De kommer her med skolen, når de er tvunget til det, og så ser vi dem ikke igen, før de får børn, siger kommunikationschefen og tilføjer, at fokusgruppeundersøgelser viser, at de unge gerne vil bruge Koldinghus, hvis de får lov at komme der om natten og blive skræmt.

- Vi vil bruge gys til at få dem til at komme her, og så propper vi så noget historie ned i halsen på dem uden de opdager det, siger hun.

Pestmesteren på Koldinghus. Foto: Koldinghus

Gys i børnehøjde

De syv gyseraftener henvender sig til voksne og unge over 13 år. Koldinghus prøvede kræfter med Haunted Castle for første gang sidste år, og kunsten er at finde niveauet for, hvor uhyggeligt, det må være.

På de seks første aftener må skuespillere ikke tage fat i gæsterne. Det må de til gengæld den sidste aften, der har fået titlen "Rædslernes Nat".

I dagtimerne i vinterferien er Haunted Castle målrettet børn fra 5-12 år. Historien er den samme, men gyset er tilpasset mindre børn.

Koldinghus lægger både ramme og historie til Haunted Castle. Foto: Koldinghus
Det er Dystopia Entertainment, der har udviklet konceptet og stiller med i alt 250 frivillige skuespillere. Foto: Koldinghus
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce