Vejle: Wahid Faghir er med på Uefas liste over de 50 mest interessante unge fodboldspillere i Europa.
Den 17-årige VB-angriber er den eneste danske spiller på listen fra det europæiske fodboldforbund, og han er blandt de yngste.
Yderligere tre superliga-spillere er med. Det er to fra FC Nordsjælland, Kamaldeen Sulemana (Ghana) og Mohammed Diomande (Elfenbenskysten), og FC Midtjyllands Jens Cajuste, der er fra Sverige.
Wahid Faghir fremhæves som en fysisk veludviklet spiller og for sit gode afslutningsspil.
Wahid Faghir debuterede i foråret som blot 16-årig på VB’s bedste hold og står noteret for i alt 25 kampe og seks scoringer i VB-trøjen. Tre af de seks mål er scoret i løbet af efteråret, da Faghir efter oprykningen til Superligaen spillede sig til en fast plads på VB-holdet.
I selskab med legendes søn
Blandt de 50 spillere er Wahid Faghir i selskab af blandt andre Daniel Maldini.
Daniel Maldini spiller for AC Milan og er søn af den tidligere AC Milan-anfører og italienske landsholdsspiller Paolo Maldini. Daniel Maldini er tredje generations AC Milan-spiller, da også hans farfar Cesare Maldini optrådte hos milaneserne.
I modsætning til sin far og farfar er Daniel Maldini ikke forsvarsspiller men offensiv midtbanespiller.