Annonce
Udland

Ungarsk EU-politiker siger op efter ulovlig fest i Bruxelles

Jozsef Szajer er blandt grundlæggerne af Fidesz og var med til at skrive Ungarns nye forfatning efter valget i 2010. (Arkivfoto). Foto: Peter Kohalmi/Ritzau Scanpix
Jozsef Szajer fra det konservative Fidesz-parti er trådt tilbage, efter hvad der beskrives som en sexfest.
Annonce

Den ungarske politiker Jozsef Szajer er trådt tilbage fra sin stilling som repræsentant for det konservative Fidesz-parti i Europa-Parlamentet.

Det sker, efterhånden som flere detaljer, om hvordan han forsøgte at flygte fra en ulovlig fest med omkring 20 andre mænd i Bruxelles sidste fredag, dukker frem.

Jozsef Szajer, der indtil nu har været Viktor Orbáns stærkeste stemme i Europa-Parlamentet og en nær allieret af den ungarske premierminister, forsøgte at flygte fra den ulovlige fest ved at kravle ned ad et nedløbsrør.

Festen, der var i strid med de belgiske coronarestriktioner, beskrives af lokale og internationale medier som en homoseksuel sexfest.

Hændelsen er pinlig for Viktor Orbán, der er en højreorienteret nationalist, hvis Fidesz-parti støtter traditionelle kristne værdier og familieværdier og har kæmpet mod Ungarns LGBT-samfund.

Over for avisen Magyar Nemzet kalder premierministeren Jozsef Szajers handlinger for "uforsvarlige".

- Han traf den eneste rigtige beslutning, da han undskyldte og trak sig fra sin stilling som medlem af Europa-Parlamentet og forlod Fidesz, siger Orbán.

- Jozsef Szajers handlinger er uforenelige med værdierne i vores politiske familie.

Politiet i Belgien, hvor sex og ægteskab mellem homoseksuelle samt sexfester med samtykke mellem voksne er lovlige, afbrød festen sidste fredag, fordi den var i strid med coronarestriktioner.

- Vi sidder ikke og drikker te. Folk er her for at dyrke sex, fortæller festarrangør David Manzheley.

- Ja, han (Szajer) var til stede ligesom mange andre politikere fra forskellige lande.

Det er ikke lykkedes for nyhedsbureauet Reuters at få en kommentar fra Jozsef Szajer.

Szajer var med til at stifte Fidesz og har været en allieret af Orbán i mere end 30 år.

Han har indtil nu været partiets førende kraft i Europa-Parlamentet og havde også en vigtig rolle i omskrivningen af Ungarns forfatning, efter at Orbán vandt valget i 2010.

Jozsef Szajer trak sig fra Europa-Parlamentet søndag med henvisning til moralske grunde. Han sagde, at han har fortrudt, at han brød de belgiske nedlukningsregler.

Belgisk politi tilbageholdt omkring 20 personer til den private fest. Ifølge anklagemyndigheden forsøgte Szajer at flygte langs en tagrende, ligesom at der blev fundet narkotika i hans rygsæk.

Jozsef Szajer har udtalt i en erklæring, at det ikke var hans ecstasypiller i tasken, og at han ikke ved, hvem der havde placeret dem der.

Szajer bliver ikke retsforfulgt, med mindre at Europa-Parlamentet ophæver hans diplomatiske immunitet.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Politikere undrer sig også efter Enhedslistens kritik: Hvor mange kommunale millioner er der sat af til folkeskolen?

Fredericia

Enhedslisten retter mistanke mod eks-borgmester og kommunaldirektør: Frygter udvalgssager er blevet fjernet og velfærdsbudget er pustet kunstigt op

Fredericia

Xenia afleverer sine børn for at kunne passe andres: - Folk gør bestemt, hvad de kan

Fredericia For abonnenter

Skal jonglere mellem morhatten, lærerhatten og arbejdshatten: Mette føler ikke, hun slår helt til

Annonce