Annonce
Vejle

Unge designspirer fra Vejle: På marked i Kolding med eget design

Naja og Frederikke arbejder dybt koncentreret med deres design, mens talentvejlender og lærer Mie Vibe Jørgensen følger dem. Foto: Yilmaz Polat

Vejle Midtbyskole og Upcomers står i samarbejde bag talentforløbet "Next generation", hvor elever fra 5.-8. klasse lærer om iværksætteri og kreativitet.

Vejle: Koncentrationen er mærkbar i det store Fab Lab-lokale øverst på Vejle Midtbyskole, hvor syv kreative talenter fra 5. til 8. klasse er fordybet i at skabe personligt design.

De deltager i talentforløbet "Next generation", som handler om iværksætteri og kreativitet. Forløbet er født i samarbejde mellem Vejle Midtbyskole og Upcomers ved designeren Junette Bay, og det er målrettet udvikling af design, som skal præsenteres på designmarkedet i Kolding i weekenden 2.-3. juni.

- Her på Vejle Midtbyskole værdsætter vi alle former for talent, vi synes også godt om forløb, der har et link til virkeligheden, sådan som samarbejdet med Upcomers har. Målet er, at eleverne skaber deres egen mikrovirksomhed og deltager i markedet i Kolding. Gennem forløbet får de kendskab til hvilke kompetencer, der er nødvendige for at blive iværksætter eller designer, fortæller talentvejleder og lærer Mie Vibe Jørgensen, Vejle Midtbyskole.

Her på Vejle Midtbyskole værdsætter vi alle former for talent, vi synes også godt om forløb, der har et link til virkeligheden, sådan som samarbejdet med Upcomers har.

Mie Vibe Jørgensen, talentvejleder og lærer

Arbejdende design-værksted

"Next generation" er temaet for Upcomers sommermarked i Kolding i 2.-3. juni. Her deltager eleverne fra Vejle Midtbyskole og viser deres design. Der er skabt et særligt område for de unge designspirer, og der er etableret et arbejdende designværksted. Bag det står Designleg-virksomheden ItchBox Studio, drevet af grafisk designer Camilla Bjerre og udvikler Gry Salling Larsen.

Naja viser øreringen, som hun har designet sammen med Frederikke. De to piger er spændte på at deltage i Upcomers og på, hvad publikum siger til deres ting. Foto: Yilmaz Polat
Annonce

Junette Bay er imponeret

Designeren Junette Bay, initiativtager til Upcomers, følger forløbet tæt.

- Børnene her er bare så dygtige, jeg er imponeret over deres kreativitet og idérigdom. De skaber ting af høj kvalitet, siger Junette Bay.

Erjon og Mirel er eneste drenge på holdet, de er gode til at forene hinandens talenter og arbejder lige nu koncentreret med at udforme en nøglering med et selvkomponeret mønster som tager form i laser-skåret akryl. Efter flere forsøg er resultatet ret imponerende.

Ved bordet sidder Frederikke og Naja fordybet i arbejdet med det fælles design af øreringe i fimo-ler tilsat personlig udsmykning. Dina hækler sjove figurer og tasker i sin egen hæklestil, og ved siden af arbejder Tanja metodisk med string art. Imani fremstiller drømmesamlere med de fineste fjer, og sådan er de alle godt i gang med at producere unika til designmarkedet. Astrid og Phetphailin er fraværende i dag, men vender tilbage.

Junette Bay glæder sig til at præsentere de unge talenter på Upcomers i Kolding. Hun har sørget for, at de har et særligt afsnit til at netværke og udvikle de kreative muskler.

Imani koncentrerer sig om at skabe drømmesamlere, mens Dina hækler i sin egen stil, og Tanja er fordybet i at skabe string art. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce