Annonce
Alarm 112

Unge lømler var på rov i køledisken og stjal frikadeller og fiskefileter: Nu er kommunen indblandet

De to unge piger var på rov i køledisken, hvor de stjal fiskefileter og frikadeller. De stjal også makeup, fortæller politiet. Arkivfoto: Annelene Petersen

Kolding: To helt unge piger på henholdsvis 12 og 14 år er kommet i fedtefadet, efter de tirsdag over middag forsøgte at begå butikstyveri i Føtex i Helligkorsgade.

Vicepolitiinspektør Ole Eckholt kalder de to piger for "lømler" og oplyser, at de forsøgte at stjæle frikadeller, fiskefileter og diverse makeup-artikler fra dagligvarebutikken. Ifølge Ole Eckholt gemte pigerne tingene i en skuldertaske og forsøgte at passere kassen, men blev opdaget.

Pigerne erkendte at have taget tingene fra Føtex, og siden er både forældre og kommunen blevet underrettet om sagen.

En 30-årig kvinde begik også butikstyveri tirsdag, da hun var i Bilka i Kolding Storcenter. Ole Eckholt oplyser, at kvinden stjal nylondybler samt noget monteringstape til en værdi af 171 kroner. Tyveriet blev dog opdaget, og kvinden blev bedt om at levere tingene tilbage. Politiet kvitterede desuden med en bøde til kvinden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce