Annonce
Udland

USA vil forhindre militær sejr til Assad med hårde sanktioner

Louai Beshara/Ritzau Scanpix

Nye sanktioner mod Syrien skal tvinge præsident Bashar al-Assad tilbage til forhandlingsbordet, siger USA.

Annonce

USA vil onsdag indføre sanktioner mod Syrien for at "forhindre præsident Bashar al-Assads regime i at sikre en militær sejr".

Sanktionerne er et forsøg på at presse Assads regering tilbage til de FN-ledede forhandlinger og sikre en afslutning på landets næsten ti år lange borgerkrig.

Det fortæller USA's FN-ambassadør, Kelly Craft, under et møde i FN's Sikkerhedsråd tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vores mål er at fratage Assad-regimet dets indtægter og den støtte, det har brugt til at begå de enorme grusomheder og krænkelser af menneskerettighederne, som forhindrer en politisk proces og mindsker udsigterne til fred i alvorlig grad, siger Kelly Craft.

De planlagte sanktioner møder kritik fra Rusland og Kina.

Ruslands FN-ambassadør, Vassilij Nebenzia, mener, at USA har bekræftet, "at formålet med disse foranstaltninger er at vælte de legitime myndigheder i Syrien".

Imens siger Kinas FN-ambassadør, Zhang Jun, at "mens sårbare lande som Syrien kæmper med coronaviruspandemien, er indførelsen af flere sanktioner simpelthen umenneskelig og kan forårsage yderligere katastrofer".

Sanktionerne, der har fået navnet The Caesar Syria Civilian Protection Act, blev allerede underskrevet af præsident Donald Trump i december.

De sigter mod at afskrække "ondsindede aktører, der fortsat hjælper og finansierer Assad-regimets grusomheder mod det syriske folk, mens de beriger sig selv".

Ligesom Rusland og Kina retter Hizbollah-bevægelsen i Libanon, der er en af Assad-regimets støtter, kritik mod sanktionerne.

- The Caesar Act har til formål at udsulte Libanon, akkurat som den har til formål at udsulte Syrien, siger Hizbollah-leder Hassan Nasrallah i en tv-tale ifølge nyhedsbureauet AFP.

The Caesar Syria Civilian Protection Act blev vedtaget med støtte fra både Republikanerne og Demokraterne i USA's Kongres.

Loven åbner for sanktioner mod ethvert selskab, som opererer i USA, og som også handler med Assad-regimet. Loven standser også al amerikansk bistand til genopbygningen af Syrien.

Præsident Bashar al-Assad har med militær hjælp fra Rusland og Iran genvundet det meste af Syrien fra oprørere bortset fra Idlib-provinsen i den nordvestlige del af landet samt områder i nord, som Tyrkiet har taget kontrol over.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Virus lagde 5. juli ned: Men der var alligevel sygebesøg rundt om

Annonce