Annonce
Udland

Ekspræsident Valéry Giscard d'Estaing er død med coronavirus

Den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing er død. Han blev 94 år. (Arkivfoto). Foto: Francois Lenoir/Reuters
Tidligere præsident i Frankrig Valéry Giscard d'Estaing, der stod bag en modernisering af landet, er død.
Annonce

Den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing er onsdag død i en alder af 94 år.

Det oplyser Élyséepalæet, der er den officielle bolig for Frankrigs præsident, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Giscard var Frankrigs præsident fra 1974 til 1981.

Han blev for nylig indlagt på et hospital i Tours i Frankrig, hvor han blev behandlet på hjerteafdelingen, oplyser den franske radiokanal Europe 1.

Hans familie oplyser, at han døde med coronavirus.

- Hans helbredstilstand var blevet forværret, og han døde som en konsekvens af covid-19, oplyser familien sent onsdag aften i en erklæring sendt til det franske nyhedsbureau AFP.

Familien tilføjer, at begravelsen bliver en privat ceremoni i overensstemmelse med den tidligere præsidents ønske.

Valéry Giscard d'Estaing døde onsdag "omgivet af sin familie" på sin ejendom i det centrale Frankrig, oplyser hans nærmeste til AFP.

Giscard havde været indlagt på hospitalet med hjerteproblemer flere gange inden for de seneste måneder.

Hans sidste offentlige optræden var 30. september sidste år, da han deltog i tidligere præsident Jacques Chiracs begravelse.

Jacques Chirac var premierminister, mens Valéry Giscard d'Estaing var præsident.

Giscard stod bag en modernisering af det franske samfund i 1970'erne og var blandt andet præsident, da Frankrig indførte fri abort.

Valéry Giscard d'Estaing var finansminister, før han i 1974 vandt præsidentvalget og siden sad som præsident frem til 1981.

Han var desuden en fortaler for det europæiske samarbejde og lagde med den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt fundamentet for den fælleseuropæiske valuta, euroen.

Da han tabte præsidentvalget og måtte overlade magten til François Mitterrand i 1981, fortsatte han med at engagere sig i politik, særligt når det kom til det europæiske samarbejde.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Xenia afleverer sine børn for at kunne passe andres: - Folk gør bestemt, hvad de kan

Middelfart

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Fredericia For abonnenter

Tanya fjernunderviser og har fem børn hjemme fra skole: - Der er en anden slags nærhed

Annonce