Annonce
Erhverv

Vamdrup Møbelhus leverer bedste regnskab i flere år

Møbelhuset i Vamdrup er blandt andet kendt for en række underholdende tv-reklamer med indehaver Søren Nielsen i centrum og for at byde på pølser til "Tovlig Torsdag". Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
Med et resultat før skat på små 600.000 kroner leverede Vamdrup Møbelhus i det foregående år det bedste regnskab siden 2015 efter nogle års udfordringer. Et krav på 475.000 kroner fra Skat bekymrer ikke indehaver Søren Nielsen.

Vamdrup: Der er igen kommet godt gang i møbelsalget i Vamdrup.

Efter et par år med røde tal lykkedes det sidste år Vamdrup Møbelhus at vende udviklingen og præsentere et lille overskud. Nu er møbelhuset så helt oppe i omdrejninger igen med et regnskab for perioden maj 2018 til maj 2019, som viser et resultat før skat på 598.276 kroner. Bag det tal ligger blandt andet en stærkt stigende bruttofortjeneste - det vil sige omsætningen fraregnet vareindkøb - som blev løftet fra 1,5 mio. kr. i forrige regnskabsperiode til nu 2,7 mio.

Forklaringen skal blandt andet findes i en række nye tiltag, som er med til at gøre møbelhuset mere attraktivt og moderne, mener indehaver Søren Nielsen.

- Jeg har nogle dygtige medarbejdere der har knoklet hårdt for det, og vi har fået sat nogle skibe i søen med blandt andet totalrådgivning og totalindretning hos kunderne. Vi har også trimmet butikken og har måske ramt et lidt mere moderne og tidssvarende udvalg end tidligere, og så er der den vedholdende markedsføring og udbygning af vores hjemmeside, så der er sat mange ting i søen, siger han.

I både 2016 og 2017 præsenterede Vamdrup Møbelhus større underskud. I samme periode forsøgte Søren Nielsen at drive en afdeling i Kolding, som siden lukkede og gik konkurs. Siden er der kommet ro på forretningen, og Søren Nielsen har kunnet koncentrere sig om forretningen i Vamdrup, som altså nu for alvor er tilbage på sporet.

Annonce

Jeg har nogle dygtige medarbejdere der har knoklet hårdt for det, og vi har fået sat nogle skibe i søen.

Søren Nielsen, indehaver, Vamdrup Møbelhus

Stort krav fra Skat

Det pæne overskud til trods, så er der også noget malurt i regnskabs-bægeret. Af regnskabet fremgår det nemlig, at Vamdrup Møbelhus har modtaget et krav fra Skat om tilbagebetaling af skat og moms fra tidligere år - i alt 475.000 kroner. Søren Nielsen har dog erklæret sig uenig i Skats konklusion, og han forventer ikke, at virksomheden ender med at skulle betale beløbet.

- Der har været noget turbulens, da vi lukkede ned i Kolding, og der har der været nogen uregelmæssigheder, som vi har lidt lidt under. Men det er ikke noget der er sket bevidst. Hvis man har styr på tingene i mange år, og der sker nogle udsving i en kort periode, så tror jeg, at Skat har forståelse for det, siger Søren Nielsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce