Annonce
Fredericia

Varmestue er sikret drift i resten af 2021: - Vi spænder et sikkerhedsnet ud

Bjarne Dahlmann er daglig leder af varmestuen. Han kan nu fortælle brugerne en god nyhed om, at varmestuens drift er sikret året ud. Arkivfoto: Peter Friis Autzen
Med et tilskud på 185.000 kroner for resten af året er Kirkens Korshærs varmestue sikret for resten af 2021. Det vækker stor glæde hos varmestuen. - Det er vigtigt for vores brugere at vide, at vi er sikret resten af året, siger leder Bjarne Dahlmann.
Annonce

Fredericia: Et enigt økonomiudvalg har mandag sendt 185.000 kroner i retning af Kirkens Korshærs varmestue.

Dermed er driften for varmestuen i Danmarksgade sikret for resten af 2021. Coronapandemien har ført til økonomiske problemer for varmestuen for udsatte borgere, sådan som det også er sket andre steder i landet. De sædvanlige tilskud til driften fra salg i korshærens genbrugsbutikker er nemlig udeblevet på grund af coronanedlukningen.

- Overordnet set er det vigtigt, at vi holder et sikkerhedsnet ud over varmestuen, som jo holder et net under så mange mennesker, der virkelig har brug for varmestuens initiativer, siger borgmester Steen Wrist (S).

Annonce

Forventer butiksåbninger

I begyndelsen af måneden stod varmestuen i Fredericia til lukning, da organisationen var klar til at sende medarbejdere hjem for at være berettiget til lønkompensation. Men i første omgang sikrede økonomiudvalget driften med to medarbejdere frem til 7. marts via et tilskud på 60.000 kroner. Og mandag kom så tilskud nummer to, som er på 185.000 kroner.


Nu har vi fundet en model, hvor vi holder et sikkerhedsnet under varmestuen resten af året, hvis ikke andre initiativer gør det. Det er jo ikke kun et Fredericia-problem

Steen Wrist


I dagsordenen fremgår det, at tilskuddet dækker manglende indtægt for lønkompensation i marts på 35.000 kroner, 50.000 kroner i april og desuden en forhøjelse af driftstilskuddet på 100.000 kroner. I det regnestykke forventer man, at genbrugsbutikkerne kan åbne igen som planlagt i marts.

- Nu har vi fundet en model, hvor vi holder et sikkerhedsnet under varmestuen resten af året, hvis ikke andre initiativer gør det. Det er jo ikke kun et Fredericia-problem, siger borgmesteren med henvisning til, at flere partier på Christiansborg har foreslået et ekstraordinært landsdækkende tilskud til varmestuerne.

Annonce

Tre er allerede hjemsendt

Beslutningen vækker stor glæde hos varmestuens daglige leder Bjarne Dahlmann.

- Vi er meget glade for, at vi som ansatte og frivillige kan drive det videre. Det er også vigtigt for vores brugere at vide, at vi er sikret resten af året, siger han.

Kirkens Korshærs varmestue i Fredericia har for tiden tre hjemsendte deltids-medarbejdere. Det svarer til en fuldtidsstilling, oplyser lederen. I begyndelsen af februar kom det så på tale, at de to tilbageværende medarbejdere også skulle hjemsendes. Situationen har fyldt en del hos brugerne, fortæller lederen.

- Det skabte jo en usikkerhed. Da vi så blev sikret til 7. marts, kom spørgsmålene om, hvad så bagefter? fortæller Bjarne Dahlmann.

Men nu har medarbejderne og de frivillige altså en god nyhed til brugerne.

- Vi har lidt færre brugere end normalt på grund af covid-19. Det betyder, at vi skal holde mere afstand og derfor har plads til færre indenfor. Vi har terrassevarmere udenfor, som vi har stor glæde af. Men mens var koldt betød det også, at vi havde færre brugere, fortæller Bjarne Dahlmann.

Varmestuen dækker en lang række behov for de socialt udsatte brugere. I Danmarksgade kan de for eksempel få socialt samvær, et måltid mad og mulighed bruge pc, telefon eller en vaskemaskine. Varmestuen har også en nøglefunktion til det midlertidige nødovernatningstilbud for hjemløse i vintermånederne på Mosegårdsvej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

69-årig lungepatient brugte seks timer på at få tid til en coronavaccination - regionen forklarer, hvad der gik galt

Fredericia For abonnenter

Fællestillidsmand for HK'erne har mærket efterdønninger af kommunalt sparekatalog: - Folk kan stadig blive vrede over det

Debat

Arbejdsmiljø: 'Sørg for at have hoffet med' - man må stærkt betvivle, at kommunen har haft det

Fredericia For abonnenter

Nye Borgerlige raser efter kaos på rådhuset: - Jeg opfatter det her som en socialdemokratisk skandale

Annonce