Lyngby: Jacob Schoop så slidt ud, da han gjorde status efter årets sidste fodboldkamp.
Det var den sidste af mange, og den kom efter et atypisk fodboldår.
- Vi har været i gang i næsten 12 måneder i træk, så alle trænger vist til en pause, sagde Jacob Schoop, efter VB søndag spillede 0-0 i Lyngby.
- Vi havde en lang kamppause i foråret, men vi lå jo ikke stille i den periode, så det har nærmest været én lang sæson, fortsatte han.
Det point, VB hentede i Lyngby, var det første efter fire nederlag på stribe, og på baggrund af det 90 minutter på Lyngby Stadion, var VB-anføreren tilfreds med udbyttet.
- I anden halvleg overlod vi det hele til Lyngby. Vi mistede alt for let bolden, og samtidig spillede Lyngby en god kamp, så vi skal være tilfredse med, at vi fik point, mente Jacob Schoop.
Resultatet betyder, at VB fortsat har 11 point ned til Lyngby, som er det ene af de to hold under nedrykningsstregen, og det ligner en uhyre komfortabel føring, selvom der er 19 runder endnu.
- Intet er afgjort, men det er vores egen skyld, hvis vi sætter 11 point til i forhold til Lyngby, sagde Schoop.