Annonce
VB

VB vandt lokalopgøret og kom et skridt nærmere Superligaen

Vejle Boldklub gik i udbrud på 1. divisions førsteplads, da klubben på udebane slog FC Fredericia med 2-1. Foto: Søren E. Alwan
Diego Montiel scorede to gange, da VB vandt 2-1 over FC Fredericia – sejren betyder, at VB har 10 point til nærmeste konkurrent.
Annonce

Fredericia: Vejle Boldklub kom fredag aften et skridt nærmere Superligaen.

Det skete med en sejr på 2-1 i lokalopgøret mod FC Fredericia. Diego Montiel scorede to gange, inden FC Fredericia efter en god time reducerede og fik skabt en spændende afslutning, men VB-mandskabet holdt stand.

Sejren betyder, at VB med 11 runder igen har 10 point til de nærmeste konkurrenter, Viborg og FC Fredericia.

FC Fredericia og VB fik kort inden kampstart en hjælpende hånd fra Kolding IF, som hjemme vandt 3-1 over Viborg, og dermed har Viborg blot taget ét point på denne side af coronapausen.

VB var tvunget til én ændring i startopstilling i forhold til Næstved-kampen, da Kjartan Finnbogason i Fredericia sad ude på grund af karantæne. I stedet spillede Adam Jakobsen i front. Det var imidlertid ikke den eneste ændring hos vejlenserne. På venstreback var Viljormur Davidsen med i stedet for Malte Amundsen.

Også FC Fredericia måtte bytte ud på grund af karantæne. Anfører Christian Ege måtte se til fra bænken, og i stedet fandt Steven Enna vej til startformationen. Han spillede helt i front, og det betød af Dennis Høegh trak en tand tilbage på banen i forhold til FC Fredericias kamp mod Vendsyssel.

VB kom til kampens første mulighed, og der var tale om en foræring fra hjemmeholdet. Målmand Alexander Nybo og stopper Erik Nissen klumrede fælt i det, og fra lang afstand sparkede Arbnor Mucolli mod et tomt mål, og kun en meters penge fra målstregen fik Mathias Johannsen sparket bolden ud til hjørnespark.

I de første 15-20 minutter sad VB-mandskabet tungt på spillet, og langt det meste foregik på FC Fredericias banehalvdel, uden det dog lykkedes VB at spille sig frem til chancer af nævneværdig betydning.

FC Fredericia stod dybt og passede godt på sig selv, og i de første 20 minutter var FC Fredericia kun én gang i nærheden af VB-målet, men en udmærket kontramulighed løb ud i ingenting.

Efterhånden kom FC Fredericia bedre med og fik etableret noget spil på VB’s banehalvdel, og det var tæt på, at Steven Enna nåede frem til et indlæg fra Dennis Høegh, men VB-keeper Indy Groothuizen kom først på bolden.

I den resterende del af sæsonen er det tilladt at skifte fem spillere, og efter en god halv times spil foretog VB-træner Constantin Galca sin første udskiftning. Diego Montiel kom ind i stedet for Thomas Gundelund, og den svenske offensivspiller behøvede under to minutter, inden han satte sit aftryk på kampen. Montiel sparkede på mål fra en position et par meter uden for feltet, og da bolden undervejs ramte én af FC Fredericia-spillerne røg den i kassen uden chance for hjemmeholdets målmand Alexander Nybo.

Scoringen skabte den nødvendige ro på VB-mandskabet, som i resten af første halvleg havde godt styr på begivenhederne.

Annonce

Spænding til sidst

FC Fredericia skiftede i pausen Anders Holvad ind i stedet for en anonym Kristian Kirkegaard i et forsøg på at sparke liv i offensiven.

Men inden anden halvleg for alvor kom i gang, indkasserede hjemmeholdet en ny dukkert. Tobias Mølgaard smed bolden ind i FC Fredericias straffesparksfelt til Lucas Jensen, og da stopper Erik Nissen væltede Lucas Jensen, pegede dommer Michael Rasmussen korrekt mod straffesparkspletten.

Diego Montiel fik mulighed for at blive dobbelt målscorer, og den udnyttede han sikkert.

FC Fredericia forsøgte og forsøgte, men det blev ikke til noget. VB kom efter en times tid tæt på at afgøre kampen, da Lucas Jensen og Jacob Schoop kombinerede fint i højre side, og det endte med et indlæg, som Adam Jakobsen kom meget tæt på at skubbe i mål, men Jakobsen manglede en skostørrelse eller to i at nå frem til bolden.

Kort efter fik FC Fredericia imidlertid genskabt spændingen. VB-defensiven fik ikke afvist en frisparksbold sendt ind i feltet, og i stedet endte bolden hos Agon Mucolli, og fra en position midt i straffesparksfeltet, reducerede den tidligere VB’er.

Scoringen sparkede nyt liv i FC Fredericia, og kampen åbnede med mere spil fra felt til felt.

VB-stopper Juhani Ojala kom til en stor hovedstødsmulighed efter tøven i FC Fredericia-forsvaret, men Alexander Nybo var på plads.

Det samme var VB-keeper Indy Groothuizen kort efter, da Steven Enna fik afsluttet efter et hjørnespark.

Indy Groothuizen var også på pletten, da Victor Torp med cirka 10 minutter sendte et farligt frispark af sted, der havde kurs mod det ene målhjørne.

I slutfasen fik FC Fredericia sat VB-mandskabet under moderat pres og kom til et flere hjørnespark, og ved en enkelt lejlighed måtte Indy Groothuizen diske op med endnu en fin redning.

FC Fredericia fandt ikke vej til udligningen, og dermed drog VB-mandskabet hjem med tre point.

VB spiller igen tirsdag 9. juni, når Skive kommer en tur til Vejle. Den kamp har kickoff klokken 18.00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Nyt trænings- og legeområde undervejs: Ombygning af sundhedshuset rykker udenfor

Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce