Snoghøj: En knap otte kilo tung vaskebjørn er blevet fundet trafikdræbt ved afkørsel 59 i Snoghøj. Det er angiveligt første gang, en vaskebjørn har befundet sig i fri natur her i området. Vaskebjørnen er i lighed med mårhunden en såkaldt invasiv art, der ikke har naturligt hjemme i Danmark.
- Jeg har fået indleveret vaskebjørnen og har nu sendt den til undersøgelse hos DTU, oplyser jæger Søren German Madsen, Vejle.
Forskerne skal nu klarlægge, om vaskebjørnen har levet i fangenskab, og hvor den kommer fra.
- Jeg har hørt fra Vester Nebel-området fra to uafhængige kilder, at de havde set en vaskebjørn, men det var uden konkrete beviser som her, siger Søren German Madsen. Der reguleres hvert år vaskebjørne i Danmark i mindre antal. De kommer op fra Tyskland, men der kan også være tale om en tam, der har været holdt ulovligt, konstaterer Søren German Madsen.
Fundet af vaskebjørnen er nu blevet registreret i Facebook-gruppen, som også holder øje med mårhunde. I gruppen markeres fundene af mårhunde og vaskebjørne på et Danmarkskort, og markeringerne af mårhunde er langt i overtal.