x
Annonce
Vejle

Vejles medaljekandidat melder sig klar: Vil med til sit tredje OL

Daniel Wagner viste fin form ved novembers VM, som blev afholdt i Dubai. VM-guldet i 100 meter løb blev fejret på fornem vis. Arkivfoto: Christopher Pike/Reuters/Scanpix
Daniel Wagner sigter efter sin tredje OL-deltagelse, men udsættelsen af legene i Tokyo giver praktiske udfordringer - sponsorerne stopper til efteråret og skal uddannelsespausen forlænges.

Vejle: Udsættelsen af De Olympiske Lege får ingen indflydelse på Daniel Wagners OL-ambitioner.

Den 26-årige atlet fra Vejle sigter fortsat mod deltagelse med legene i Tokyo, og det af uagtet, de afvikles i løbet af 2021 og ikke til sommer.

OL er netop blevet udsat til næste år på grund af den igangværende coronakrise.

- Jeg er vel tæt på min bedste alder som atlet, og de seneste fire år har jeg trænet frem mod OL, så jeg er ikke i tvivl i forhold til at snuppe et år mere, siger Daniel Wagner.

Daniel Wagner deltog ved De Paralympiske Lege to gange tidligere. Både ved legene i 2012 i den engelske hovedstad London og fire så senere i brasilianske Rio de Janeiro stod den 26-årige vejlenserens navn på deltagerlisten. Para-OL afvikles i udgangspunktet umiddelbart efter raskidrættens OL, men endnu kender ingen datoerne for de to arrangementer i 2021. Sommerens Para-OL var programsat fra 25. august til 6. september, og Daniel Wagner forventer, at terminen i 2021 ligger sig op ad den oprindelige.

- Endnu er der ingen, som kender datoerne, og inden jeg kender dem, tager jeg den lidt med ro, siger Daniel Wagner.

Annonce

Daniel Wagner og OL

2012 (London): Vandt bronze i længdespring.

2016 (Rio): Vandt sølv i 100 meter løb og bronze i længdespring.

Han deltog desuden ved vinter-OL i 2018 (Pyeongchang) i snowboard.

Sponsorerer stopper til efteråret

Der er dog en del praktiske ting, Daniel Wagner meget snart skal forholde sig til.

For eksempel er stort set samtlige hans sponsoraftaler lavet med udløb efter det nu udsatte OL, og det betyder, at han i løbet af efteråret - som tingene står netop nu - er blottet for sponsorerer.

Desuden står hans uddannelse i øjeblikket standby og har gjort det i snart et år.

- Jeg skal have fundet ud af, om jeg tager yderligere en pause, eller om jeg i et eller andet omfang skal i gang igen, siger han.

Daniel Wagner er i gang med at uddanne sig til Kaospilot - en uddannelse som er placeret i Aarhus, og han har afsluttet de to første af uddannelsens i alt tre år.

Frygter sæson uden konkurrencer

OL-datoerne er langt fra den eneste ting på det sportslige område, der ligger hen i det uvisse.

Det samme gælder hele den kommende sæson.

- Ingen ved, om der overhovedet bliver en sæson. Vi risikerer en sæson uden én eneste konkurrence, siger Daniel Wagner.

EM senere på året er dog endnu ikke aflyst, men Daniel Wagner sætter spørgsmålstegn ved, om mesterskabet bliver til noget.

- Heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg lader være med at bekymre mig om de ting, jeg er uden indflydelse på, og både med hensyn til de nye OL-datoer og den kommende sæson er jeg uden indflydelse på, hvad der besluttes, siger han.

Skadet akillessene får ro

Udsættelsen af OL kommer naturligvis på tværs, men udsættelsen betyder imidlertid, at Daniel Wagner får bedre mulighed for at passe på sin krop.

Han har de seneste mange måneder døjet med en betændt akillessene, som trænger til ro.

- Atleter vil gerne træne, og det betyder, at skader sjældent får den nødvendige ro, siger Daniel Wagner og fortsætter:

- Nu er der ingen grund til stress i forhold til at ramme formen til OL, og det giver mig meget bedre mulighed for at håndtere skaden.

Og så giver OL-udsættelsen muligvis Daniel Wagner chancen for noget, han stort set aldrig kan; holde sommerferie i august.

I den måned er han normalt travlt optaget af træning og konkurrencer, men nu tyder en del på en stille august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce