Annonce
Fredericia

Venstre i Fredericia tager skarp afstand til dumpning af havneslam: - Det er en helt absurd tanke

Kolding Kommune må selv tage et ansvar for havneslammet, mener Venstre i Fredericia. Foto: Søren Gylling
Christian Jørgensen (V) vil kæmpe med alle midler for at forhindre, at Kolding Kommune dumper 360.000 kubikmeter havneslam i Lillebælt. Han kalder det en absurd ide.
Annonce
Lillebælt: Hvis Kolding Kommune ønsker at bygge bæredygtigt i bunden af Kolding Fjord, må de gøre det på en miljømæssig forsvarlig måde. Og det omfatter ikke at dumpe 360.000 kubikmeter opgravet havneslam ved Trelde Næs.
- Det er en helt absurd tanke, at man vil bygge bæredygtigt og grønt på et fundament af at dumpe så voldsomt store mængder havneslam i Lillebælt. Lillebælt gisper i forvejen efter vejret, og det her vil kun gøre det værre, siger Christian Jørgensen, byrådsmedlem for Venstre.
Efter at have læst om sagen i Fredericia Dagblad sendte han søndag aften forespørgsler til både kommunens miljø- og teknikafdeling og kommunens chefjurist.
- Jeg ville dels have overblik over, hvad vi kan stille op i forhold til indsigelse over for Miljøstyrelsen, dels om vi har en juridisk mulighed for at sige nej til Koldings dumpning, siger Christian Jørgensen.
Annonce

Brug slammet selv

Kolding Kommune har ansøgt Miljøstyrelsen om at måtte klappe 360.000 kubikmeter materiale, som graves ud af inderfjorden. Det skal give plads til en helt ny bydel Marina City.
- Det er et prestigeprojekt, som Kolding har gang i. Det er deres sag, men selv de må kunne se det absurde i, at det skal gennemføres ved at læsse en eksorbitant stor mængde slam ud over et farvand, som i forvejen er hårdt presset og gisper efter vejret, siger Christian Jørgensen.
Men undersøgelser viser, at der ikke vil være miljømæssige problemer med klapningen?
- Jeg nægter at tro, at det ikke har en effekt på miljøet. Det er en ekstra belastning oven i de belastninger, der allerede sker. Der sker overløb med urenset spildevand, der blev ledt store mængder kvælstof ud efter uheldet på Dan Gødning. Lillebælt er en robust recipient, men der er grænser, og vi må kæmpe imod at øge den belastning, når der er alternativer, siger Christian Jørgensen.
Grafik, klapplads ved Trelde Næs.
Men Kolding Kommune har vurderet, at det vil være svært at finde alternativer, og påpeger som nævnt, at materialet ikke skader?
- Hvis det er tilfældet, så synes jeg, at de skal dæmme det op foran Strandhuse eller sprede det ud over markerne ved Lunderskov. Så vil jeg tro, at der lyder et ramaskrig, siger Christian Jørgensen.
Annonce

Landspolitikere skal med

Christian Jørgensen har kontaktet Venstre i Fredericias folketingskandidat Tobias Jørgensen. Han er medlem af byrådet i Kolding, og har dermed støttet planen om Marina City.
- Jeg har meddelt ham vores holdning i Fredericia, så han ved, hvor vi står. Jeg vil også gå til vores politikere på Christiansborg for at få fokus på sagen, ligesom jeg har kontaktet Danmarks Sportsfiskerforening for at få dem til at bakke os op, siger Christian Jørgensen.
- I forhold til den aktuelle sag om dumpning må jeg sige, at det virker som dobbeltmoral, der er så tyk, at man ikke kan se igennem det, siger Christian Jørgensen.
Han håber, at der kan vokse et massivt folkeligt krav om at få sat foden ned over for klapningen.
- Vi skal ikke være skraldespand for andre kommuners slam. Vi må forlange, at Miljøstyrelsen sætter foden ned og siger nej. For mig virker det, som om Miljøstyrelsen alt for længe bare har fungeret som et gummistempel og accepteret ansøgningerne. Det må vi have ændret, og det kræver nok, at vi får Folketingets fokus på sagen, siger Christian Jørgensen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Indbrud i ferietomt hus

Debat

Forbrugerne stemmer med gaflen

Annonce