Annonce
Fredericia

Venstre vil arbejde for friplejehjem: Når de yngste kan vælge mellem privat og kommunalt, skal de ældste også kunne

Hybyhus ejes af boligselskabet Futura, som administrerer boligerne. Plejehjemmet drives af Fredericia Kommune. Samarbejdet mellem boligselskabet og kommunen i 2004 muliggjorde en 90 mio. kroner dyr og omfattende udbygning og renovering af det tidligere kommunale plejehjem. Foto: Fredericia Kommune
Et privat plejehjem bliver nu spillet ind i budgetforhandlingerne fra Venstres Pernelle Jensen. Hun mener, at det er på tide, at Fredericias ældre også får mulighed for at kunne vælge et alternativ til det kommunale plejehjem. I dag er Middelfart den nærmeste mulighed.

Fredericia: Når forældre kan vælge en privat vuggestue til deres yngste, skal der også være mulighed for at kommunens ældste kan ønske et alternativ til den kommunale plejeplads.

- Vi er blandt de få kommuner i Danmark, der ikke giver vores ældre den mulighed. Det synes vi, at vi skal gøre op med og allerede nu gå i dialog med de private aktører, som kunne være interesserede, siger Pernelle Jensen.

I nabokommunerne er der friplejehjem. Det nærmeste Friplejehjemmet Lillebælt er placeret i Middelfart. Fredericianske borgere kan søge om en plads, men det kræver, at der er ledig kapacitet.

- Jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at vi ikke inde nfor kommunegrænsen kan give borgerne det frie valg. Vi har overenskomst med private daginstitutioner, der er private skoler, så hvorfor ikke et plejehjem, spørger Pernelle Jensen.

Annonce

Behov forude

Der er pres på plejehjemspladserne i Fredericia Kommune, men ikke akut behov for et helt nyt plejehjem.

- Men vi kan se af befolkningsudviklingen, at vi kommer til at stå med et behov om få år. Og vi mener, at vi lige så godt kan tage fat i sagen nu, og det beder vi de andre partier forholde sig til i forbindelse med budgetforhandlingerne, siger Pernelle Jensen.


Vi har overenskomst med private daginstitutioner, der er private skoler, så hvorfor ikke et plejehjem.

Pernelle Jensen (V)


Der skal ikke findes penge i den kommunale kasse her og nu, og et privat plejehjem vil heller ikke belaste kommunens anlægskonto.

- Så vi beder ikke om penge, men om at vi drøfter det, så vi kan forberede os, siger Pernelle Jensen.

Der har tidligere været flere tilløb til at etablere et privat plejehjem i Fredericia Kommune, men projekterne nåede ikke helt i mål. Det nærmeste var projektet, der blev arbejdet på under titlen "Lampens Ånd", men blev opgivet, da det ikke kunne lykkes at sikre overenskomst med kommunen.

- Tror du, I kan samle flertal for et friplejehjem?

- Det må vi jo se, men jeg mener, at vi er nødt til at forsøge. Jeg mener, at det er naturligt, at ældre på lighed med alle andre får mulighed for at have et alternativ til det tilbud kommunen stiller med. Jeg tror også, at det kan virke som en inspiration for vores egne plejehjem, at der kommer en privat aktør, som måske går anderledes til opgaven, siger Pernelle Jensen.

- Enhedslisten har også forslag om at se på plejehjemspladser, men mener, at man bør kigge på en løsning med offentligt-privat-byggeri. Kunne det ikke være en løsning?

- Måske, men hvorfor ikke gå hele vejen og finde ud af, om der er private, som kunne tænke sig både at bygge og drive plejehjem, siger Pernelle Jensen.

Annonce

150 private

I dag er lejlighederne på Hybyhus ejet og administreret af boligselskabet Futura, mens Fredericia Kommune driver det. De øvrige plejehjem er rene kommunale institutioner.

DF har tidligere rejst ønsket om at finde penge til at bygge nyt plejehjem, og i den forbindelse har Dansk Erhverv opfordret politikerne til at overveje at  indgå samarbejde med friplejehjem, hvor private investorer bygger plejehjemmet – og private eller selvejende driver det.

Prisen for at drive et friplejehjem er samme pris, som det koster kommunen at drive et tilsvarende kommunalt, konstaterede Dansk Erhverv i Fredericia Dagblad i forbindelse med de politiske udmeldinger om plejehjemspladser i 2019.

Dansk Erhverv er erhvervsorganisation for langt størstedelen af de 150 private plejehjem. Hvert 7. nye plejehjem i Danmark er ifølge Dansk Erhverv et friplejehjem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Politiet søger vidner til påkørsel

Coronavirus

Forsinket vaccineplan chokerer rejsebranchen: 'Vil det så ske igen - og til det værre?'

Annonce