Annonce
Vejle

Venstresving forbudt: Bagermester frygter lukning efter ombygning

Bagermester Palle Thomsen har ikke meget at smile af i disse dage. Kunderne har gjort ham opmærksom på, at krydset neden for Roms Hule senere i år vil blive bygget om, så det bliver umuligt at svinge ned mod byen og havnen. Det vil betyde et fald i omsætningen, og bagermesteren forudser en lukning af bageriet. Privatfoto
Teknisk udvalg har besluttet at forbyde venstresving fra Roms Hule ned mod byen og havnen. Hvis det bliver løsningen, vil det tage livet af Palles Bageri, lyder bagermesterens frygt.
Annonce

Vejle: Trafikken ud fra Roms Hule begrænses, når entreprenører senere på året bygger krydset på Horsensvej og længere nede ved Østerbrogade om.

Teknisk udvalg har tidligere vedtaget en løsning, der gør det umuligt for bilister fra Roms Hule at svinge til venstre ned mod havnen eller midtbyen.

I stedet skal bilisterne mod midtbyen køre den modsatte vej i stadion-området og allerhelst vælge udkørslen til Horsensvej fra Jægervænget ved Shell-tanken.

Men den løsning er bagermester Palle Thomsen stærkt utilfreds med. Han har drevet Palles Bageri på hjørnet af Roms Hule og Stadion Allé de seneste 17 år, og han frygter for bageriets overlevelse, hvis kommunen holder fast i beslutningen.

- Jeg synes ikke, det er en særlig holdbar løsning. Hvis det er bøvlet for folk at køre til eller fra butikken, kommer de ikke. Jeg er meget nervøs for, hvad det får af betydning, hvis Roms Hule lukkes for venstresving. Mister jeg bare 20 eller 30 procent af min omsætning, er bageriet ikke længere rentabelt, siger Palle Thomsen, der også driver bagerbutik på Vardevej.

Jeg synes, det virker som en hovsaløsning. Man løser ét problem, men skaber en masse andre i min verden. Man behøver ikke smadre butikker.

Palle Thomsen, bagermester, Palles Bageri

Annonce

Trafikkaos skidt for handelsliv

Han frygter den omvej, kunderne skal ud på, hvis de skal videre ned til midtbyen efter et besøg hos bageren på toppen af Roms Hule.

- Det er svært at komme ud fra Stadion Allé, og det tager også lang tid, hvis man skal køre helt hen til Jægervænget, siger bagermesteren og tilføjer:

- Flere af mine faste kunder er også bekymret for butikkens fremtid, og Vejle er i forvejen sårbar med trafikken. Da Kirkegade og tunnellen ved Gammelhavn var lukket for trafik, kunne jeg tydeligt mærke en nedgang i omsætningen både heroppe og på Vardevej. Når trafikken i Vejle bliver træls, er det ikke godt for butikslivet, siger Palle Thomsen, som foretrækker et lyskryds i bunden af Roms Hule, hvis det skal bygges om.

Annonce

Vi mister vores bager

Han undrer sig over, at kommunen på grund af en krydsombygning risikerer at lukke en arbejdsplads med i alt 25 ansatte, hvilket svarer til 10 fuldtidsstillinger.

Sammen med en beboer på den nærliggende Nørre Have, Allan Jørgensen, har Palle Thomsen i bagerbutikken netop sat gang i en underskriftindsamling imod venstresvingslukningen.

- Du vil blive overrasket over den negative respons, der kommer. Vores kunder støtter os big time, siger bagermesteren.

Allan Jørgensen, der er kunde i butikken, forstår udmærket bagermesterens bekymring. Ikke mindst, hvis kommunen samtidig forbyder venstresving fra Stadion Allé ud på Horsensvej. Det er også med i overvejelserne.

- Jeg er sikker på, at vi mister vores lokale bager, hvis kommunen lukker udkørslen ned mod byen. Palle har så mange kunder fra Bredballe og Nørremarken, der kører den vej ind forbi og tager morgenbrød med ned på arbejde i byen. Det vil de stoppe med, hvis de skal til at køre tilbage til Jægervænget, hvor det tager lang tid at komme ud på Horsensvej, som har grøn bølge, siger Allan Jørgensen.

Teknisk forvaltning har tegnet en løsning, hvor muligheden for et venstrekryds fra Roms Hule er bevaret. Men politikerne har valgt en anden løsning uden venstresvingsbane, for det øger kapaciteten på Horsensvej. Illustration: Vejle Kommune
Annonce

Kræver et enigt udvalg

I teknisk udvalg fik politikerne tirsdag en orientering af forvaltningen om konsekvenserne for trafikken i stadionområdet, men den får ikke udvalgsformand Gerda Haastrup Jørgensen (V) til at foretrække en anden løsning i det omdiskuterede kryds.

- For mig ændrer orienteringen ikke det store. Udvalget har én gang lagt sig fast på løsningen, og det kræver et enigt udvalg, hvis vi skal tage sagen op igen, og dér er vi ikke i dag, selvom vi ligesom borgerne snakker for og imod, siger Gerda Haastrup Jørgensen.

Annonce

Flest muligt ud på Horsensvej

Forvaltningens orientering gik på den fremtidige trafikstrøm i området omkring Vejle Stadion efter omlægningen af krydset, men konsekvenserne for den lokale bager er ikke nævnt med ét ord i udvalgsdagsordenen.

Udvalgsformanden forstår godt bagermesterens frustrationer, men kalder det en prioritering, når politikerne ønsker at ombygge de to kryds i bunden af "Horsens-bakken".

- Jeg kan godt se, at bageren vil miste den gennemkørende trafik fra Bredballe. Men med ombygningen af krydset håber vi netop at få trafikken væk fra området og ud på Horsensvej. Den vil vi gerne have brugt mest muligt, for det er der, kapaciteten er, siger formanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce