Annonce
Udland

Vestager skal vise sit værd i kampen om EU-toppost

Yves Herman/Reuters
Seks spidskandidater til posten som formand for EU-Kommissionen tørner onsdag sammen i en stort opsat debat.

Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, stikker for første gang hovedet rigtigt frem i ræset mod kommissionsformandsposten.

Det sker onsdag aften til den sidste store tv-debat op til valget.

Debatten bliver samtidig den første, hvor alle spidskandidater fra EU-Parlamentets politiske grupper kan formidle deres visioner for det europæiske fællesskabs fremtid.

Den danske konkurrencekommissær skal blandt andet prøve politiske kræfter med de to stærkeste kandidater i feltet om formandsposten: socialdemokraten Frans Timmermans og Manfred Weber fra EPP-gruppen.

De to har mødtes flest gange af alle spidskandidaterne - flere gange i dueller på tysk og fransk tv. Timmermans har her været bedst til at konkretisere sine politiske målsætninger og få publikum med sig ifølge blandt andet mediet Politico.

Aftenens debat vil fokusere på emner som beskæftigelse, migration, sikkerhed, klimaforandringer og EU's rolle i verden, skriver tv-selskabet Eurovision, der organiserer debatten.

Dermed lægger den sig tæt op ad debatterne hidtil.

Vestager er bare én af Alde-gruppens i alt 7 kandidater til uspecificerede topposter i EU. Indtil nu har hun ikke offentligt indrømmet at have interesse i jobbet som kommissionsformand.

Hendes faste replik har været, at hun helst vil fortsætte sit arbejde som konkurrencekommissær.

Alligevel ses hun som en af de tre ledende kandidater til formandsposten. Blandt andet fordi hun er blevet udpeget af Alde som gruppens repræsentant til denne sidste og største tv-debat.

Spidskandidatsystemet, årsagen til tv-debatterne, fungerer efter det princip, at hver EU-gruppe opstiller én kandidat til posten som kommissionsformand.

Kandidaten fra EU-gruppen med flest mandater efter parlamentsvalget skal dermed have topposten.

Dermed står tyske Manfred Weber umiddelbart stærkest, da hans EPP-gruppe igen ser ud til at blive EU's største til valget senere i maj.

Det er dog i sidste ende EU's stats- og regeringschefer, der nominerer en formand, som et flertal i EU-Parlamentet derefter skal godkende. De er ikke lovbundet til at vælge en spidskandidat.

Systemet blev anvendt første gang i 2014, da EPP's Jean Claude Juncker løb med posten. Flere EU-landes ledere var dog allerede dengang imod systemet.

Det samme er flere EU-grupper, eksempelvis Alde, hvorfor de har opstillet flere spidskandidater.

EU-Kommissionen er den eneste EU-institution, der kan fremsætte lovforslag.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce