Annonce
Debat

Vi har fortjent bedre

Magt: Banen var kridtet op i juni 2015: Fire år med Helle Thorning ved roret lakkede mod enden. Valgløfterne fra Løkke var en “straks-opbremsning” i flygtningestrømmen, og den sædvanlige rumlen om skattenedsættelser. Løkke fik sit statsministerium og DF undlod trods større mandattal at indgå i et regeringssamarbejde. Officielt af frygt for at lide samme skæbne som SF i Thorning-regeringen. Uofficielt fordi DF ikke som de Radikale vil magten. Trods snart 25 år på Tinge har DF stadig en fobi, når det kommer til at ville tage ansvar. Man lægger sig hellere i kølvandet på en strammer som Inger Støjberg end at få ledelseserfaringen som ministertid giver. Symbolpolitik rimer på DF.

Løkke-regeringens løfte under valgkampen i juni 2015 om fuldt asylstop varede ind til august det år, hvor migranterne strømmede ind på E45. I stedet for som i Ungarn og Polen at lukke af lod Løkke hånt om valgløftet.

Grænseoverskriderne, asylshopperne, der valgte velfærdssamfundene i Nordeuropa til og de fattigere lande i Sydeuropa fra, styrede i måneder ikke kun den fremtidige befolkningsudvikling i Danmark, men også i landene syd for os. Løkke fortabte en historisk chance for at træde i karakter ved at erklære, at Danmark førte samme asylpolitik som Tyskland under et statsbesøg i efteråret 2015.

DF tilsvarende undlod at gribe en historisk chance for at vise sin eksistensberettigelse ved at sætte Løkke stolen for døren og kræve omgående lukning af grænseovergangene for migranter. Fra at være ikke stuerene er DF blevet politisk ligegyldige. Socialdemokratiet har dygtigt udmanøvreret DF. Dommen over Pia Kjærsgaards livsværk faldt 5. juni.

I december 2018 underskrev Løkke FN's migrantaftale i Marrakech om regulering af migrationen på verdensplan. Aftalen indeholder et katalog af forpligtelser fra de velstående lande over for modtagelse af migranter.

Om det er Løkkes mangel på viden om migrationens konsekvenser eller hans ignorance over for sammenhængskraften i det danske samfund, er for så vidt underordnet. Konsekvensen bliver følelig i en væsentlig grad for vores efterkommere, når Løkke for længst er gået på pension eller ligger under mulde. DF burde genopfinde begrebet 'rettidig omhu' i udlændingepolitikken. DF's nerve og puls har befundet sig på respiratorstadiet efter Pia Kjærsgaards selvpensionering.

At rød blok sejrede af helvede til 5. juni, kan blå blok kun takke sig selv for. I tiden med Løkke har der været ført mindre politik end under departementschefstyret under krigen. De Radikale og Enhedslisten havde dygtigt spundet rænker med det voksende islamiske vælgerkorps. Al tanke om frisind, ytringsfrihed, demokratisk sindelag, kvindefrigørelse, adskillelse af religion og politik og generationer af tidligere danskeres kampe, lod man hånt om blot for magt og indflydelse under de klichéagtige paroler om mangfoldighed, anti-racisme og tolerance.

Under overfladen lyder kravene fra de islamiske vælgere om genindførsel af blasfemi lovgivning og forbud mod forhånelse af profeten. Et kultur clash der ender med en borgerkrig er under gradvis opbygning.

Samtlige partier kunne blive enige om en ting; at Stram Kurs' leder Rasmus Paludan udgjorde jordens afskum, og at det var nazistisk inspireret at brænde koranen af. Mainstreammedierne, herunder det statsfinansierede DR, arbejdede på højtryk for at fremskaffe snavs til politikerne om fænomenet Paludan.

At det ikke var Paludan, der brændte biler af på Nørrebrogade eller sloges med politiet, overså det politisk korrekte Danmark. At Paludan blot påpeger, at der i visse dele af Danmark ikke længere gælder danske normer og skikke, som følge af et fuldstændig kollaps politisk og moralsk på Christiansborg og på medieredaktionerne, hvor man har prioriteret illegal indvandring højere end sikkerheden og økonomien for Danmark, det lader man henstå uomtalt.

Dansk politik har udviklet sig til et galehus, danske medier har tabt sutten i forhold til den primære opgave om at varetage befolkningens interesser. Den udprægede konsensus mellem politikere og medier påminder i langt højere grad om det fascistiske samfund, politikerne og journalisterne advarer mod.

Hvad både Danmark og Europa nærmest skriger på, er statsmænd af format; statsmænd, der både kan sætte ord på at definere, hvad Europas arvemasse går ud på, og hvordan den skal forvaltes. Danmark og Europa har ikke brug for politikere, der brænder koraner af på en ølkasse, men politikere af blod og stål.

Vælgerne har fået de ligegyldige politikere, de har fortjent, men en ting er sikkert: Danmark og vores efterkommere har fortjent bedre.

Annonce
Klaus Ewald
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Flere års fængsel og udvisning af landet: Men hvem var egentlig gerningsmanden bag knivstikkeri i Jyllandsgade?

Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce