Annonce
Læserbrev

Vi har rigeligt med vand i Vejle, både noget pænt og fungerende og noget misforstået øjenkrænkende makværk

Jeg synes, at vores politikere skal lytte til Vejles borgere, ikke til den noget selvrådende stadsarkitekt, og forkaste dette misforståede forslag, fordi vi ikke er interesserede i noget, der ligner et dambrug på Rådhustorvet.

Læserbrev: Byen Vejle vil altid være forbundet med vand. Det blev manifesteret allerede ved Kulturby '96, og det er også passende for en by med naturskøn beliggenhed, ved en dyb fjord, mellem vandholdige kildebakker.

Men når det er sagt, så mener jeg, at vi skal passe på med at lukke for meget vand ind i bybilledet, for de mange intentioner om at tilføre noget spændende ender med at blive til algeovergroede, papiraffaldsbefængte, vedligeholdelseskrævende installationer med kneben kulturværdi.

En kunstner har udtænkt en vandkunst til Rådhustorvet, lige der midt i byen, hvor mennesker skal opholde sig, slentre i egne tanker eller slappe af på en bænk. Hvorfor?

Vi har vand på Kirketorvet i et gammelt, smukt springvand, der sjældent springer med vand.

Vi har vand på Nørretorv, sprøjtende fontæner med to bassiner, meget anvendeligt til børn og hunde.

Vi har vand ved musikteatret, et milliondyrt, meget vedligeholdelseskrævende anlæg, der sprøjter vand på fodgængerne i blæsevejr.

Vi har vand under Banegårdspladsens Jacobs Drøm, dårligt fungerende, ofte tilstoppet med oversvømmelser.

Vi har vand i Byparken, flotte fontæner i et stort bassin, velplaceret og godt tænkt.

Vi har vand ved Orla Lehmanns Gade omkring Danmarks ældste historie.

Vi har vand på Dæmningen i form af en blotlagt å, der i starten var flankeret af smukke, hvide betonelementer med reliefprofiler, men som nu er en brun, algetilgroet lorterende.

Vi har rigeligt med vand i Vejle, både noget pænt og fungerende og noget misforstået øjenkrænkende makværk.

Der skal ikke vand på Rådhustorvet, fordi vi ikke vil have alt det mærkelige at gå og falde over i vores gågader og andre bymæssige opholdsområder.

Støjen fra den uundgåelige trafik i Kirkegade er desuden i de fleste dagtimer, især i myldretiderne, så markant, at det overdøver alle andre by-lyde, som f.eks. lyde fra rislende vand.

Jeg synes, at vores politikere skal lytte til Vejles borgere, ikke til den noget selvrådende stadsarkitekt, og forkaste dette misforståede forslag, fordi vi ikke er interesserede i noget, der ligner et dambrug på Rådhustorvet.

Det er til mennesker.

Annonce
Sådan kan vandkunsten på Rådhustorvet komme til at se ud, hvis politikerne tirsdag siger ja til det forslag, der er kommet fra kunstneren Jesper Rasmussen og arkitektfirmaet Schønherr. Illustration fra forslaget
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce