Vi ligger, som vi har redt: Viruskrisen understreger, at mennesket ikke er almægtigt overfor simpel biologi

Læserbrev: Erkendelsen burde ikke være fremmed for nogen ved deres fulde fem.

Og udfoldet i sit smertelige perspektiv på nutidens mange kriser, viser det sig med al tydelighed, at mennesket er den farligste virus på vor jord.

Det geniale menneske.

Det visionære menneske.

Det udviklingsorienterede menneske.

Toppen af naturbiologiens udvikling.

Men også udtryk for et evolutionsmonster, der skygger for sig selv!

For midt i vores almægtige falden på halen over egne bedrifter gennem historien har vi mistet evnen/viljen til at se egne fatale fejl i øjnene.

Til at beskue bagsiden af medaljen.

En bagside, der består af en generel klima- og miljøkrise, der giver sig udslag i tilbagegang for vores naturgrundlag på alle fronter:

Stigende udledning af drivhusgasser.

Stigende befolkningstryk.

Stigende forbrug af naturressourcer generelt.

Faldende biodiversitet.

Faldende udstrækning af vild natur.

Faldende livskvalitet for alle arter.

Homo sapiens' fantastiske succes ender med at blive dens eklatante nederlag, hvis ikke vi som de aktuelle repræsentanter på jorden evner at sætte grænser for os selv som art.

Den tilstundende viruskrise er et eksempel på, at det udviklingsdogme, vi har levet efter de sidste mange tusinde år, er et vildskud næret af grådighed og manglende respekt for det fælles livsgrundlag.

Større - mere - tættere synes at være det mantra, der på trods af naturens mange faresignaler til stadighed sætter dagordenen i den såkaldte civiliserede verden.

Men viruskrisen understreger, at mennesket ikke er almægtigt overfor simpel biologi.

At mennesket i sin iver efter at bemægtige sig den omgivne natur har set stort på nogle grundlæggende regler for omgangen med andre arter og naturen som helhed.

Vores naive tro på, at alt udenfor os selv kan reduceres til arbejde, produktion og forbrug, illustrerer tydeligt, at vi har mistet vitale dele af den visdom, vi besad som ligeværdige medlemmer af den natur, vi tror os i modsætning til.

Men virus og klimaforandringer er ikke udefrakommende faktorer, der truer vores eksistens.

Nej, virus og klimaforandringer er en del af os selv på godt og ondt.

På godt, fordi de tvinger os til selvrefleksion.

På ondt, fordi det kan vise sig, at det er for sent!