Annonce
Erhverv

Bilforhandler siger nej tak til hjælpepakker: - Vi sætter en ære i at komme igennem uden hjælp

Jacob Givskov Nielsen og Kraft Biler har, indtil videre, klaret sig fornuftigt gennem corona-krisen. Han sætter en ære i at klare sig uden hjælp fra regeringens hjælpepakker og ser frem til et mere åbent Danmark. Foto: Ludvig Dittmann
Kraft Biler i Fredericia mærker coronakrisen i dele af forretningen. Men indtil videre er virksomheden kommet fornuftigt igennem krisen ved at være proaktiv.
Annonce

Bilbranchen: Kraft Biler i Fredericia er ikke gået fri af coronaens greb. Virksomheden, der blev kåret til årets brugtvognsforhandler i 2019, mærker især en nedgang i salget af biler til private kunder, for folk holder på pengene i en usikker tid.

Men grundlæggende klarer virksomheden sig godt. Også selv om tiderne er svære.

- Vores salg af erhvervsbiler går godt. Man kan mærke, at der er virksomheder derude, som stadig har nok at lave og skal bruge noget at køre i. Faktisk sælger vi lige nu flere biler til erhverv, end vi plejer, siger Jacob Givskov Nielsen, indehaver af Kraft Biler i Fredericia.

Kraft Biler har afdelinger i Fredericia og Horsens og tilbyder både salg og leasingaftaler samt værkstedsydelser.

- Desuden har vi forsøgt at være proaktive ved at ringe til vores kunder og få dem til at skifte dæk på deres biler, og det har mange taget positivt imod, siger Jacob Givskov Nielsen, indehaver af Kraft Biler.

Annonce

Som at slukke en bil

Han mærkede tydeligt effekten af coronakrisen, da statsminister Mette Frederiksen 11. marts satte Danmark på vågeblus.

- Det var som at dreje nøglen i en tændt bil. Alt gik i stå, siger han.

Derefter fulgte en drøftelse i virksomheden om, hvad man skulle gøre for at stå imod krisen. Regeringens hjælpepakker var et af de redskaber, men overvejede at tage i brug.

- Vi gik forsigtigt frem. Vi er 25 medarbejdere i alt, og indtil videre har vi ikke sendt nogen hjem, siger Jacob Givskov Nielsen.

Danmark er så småt begyndt at åbne igen, og hos Kraft Biler kan man allerede se, at der begynder at være mere liv. Det giver et håb om, at alle dele af forretningen snart vender tilbage til normalen.

- Folks ferier til Gran Canaria bliver ikke til noget, så måske vælger man i stedet at skifte bilen ud med en anden. Lige nu har vi klaret os godt, men som alle andre håber vi, at det ikke trækker alt for lang tid ud, for vi kan ikke blive ved at skifte sommerdæk, siger han.

Kraft Biler har ikke benyttet sig af regeringens hjælpepakker.

- Vi sætter en ære i at klare os selv. Så det håber vi, at vi kan blive ved med, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce