Læserbrev: Region Syddanmark står foran at skulle vedtage en ny råstofplan, som skal være gældende for de næste 12 år.
Den kan i høj grad også komme til at påvirke den enkelte borger, hvorfor vi stærkt opfordrer borgerne til at indsende høringssvar til Region Syddanmark og/eller deltage i de virtuelle borgermøder, som afholdes i regionen.
For os i SF er det vigtigt, at så mange borgere som muligt kommer til orde, så vi sammen kan blive klogere - så benyt dig endelig af denne mulighed.
Vi bygger som aldrig før – nye huse, nye veje og så videre.
Til dette har vi brug for materialer, hvor vi i SF gerne ser, at vi genanvender langt mere byggemateriale, end tilfældet er i dag, så trækket på vores naturressourcer mindskes mest muligt. Ligesom vi også gerne ser, at vi udnytter de ressourcer, som vi har i vores egen undergrund i regionen, så materialer ikke skal transporteres over store afstande med deraf belastning af klimaet.
For os er det vigtigt, når vi graver grus, at vi gør det med hensyn til de naboer, som igennem flere år skal leve med gener derfra.
Vi har også fokus på, at området efterfølgende skal reetableres på ordentlig vis. For eksempel kan man se, hvor flot man har fået Tørskind Grusgrav udnyttet til rekreative formål i samspil med naturen i området.
Se bare, hvor flot man har fået Tørskind Grusgrav udnyttet til rekreative formål i samspil med naturen i området.
Derfor ønsker vi også, at en gravetilladelse efter grus betinges af, at området efterfølgende overdrages til fællesskabet.
Generelt er vi optaget af, at der skal tages større hensyn til naturen og biodiversiteten, når der udpeges nye grusområder; så der ikke alene fokuseres på at få billige råstoffer.
Vi mener, at vi står over for et paradigmeskifte, da der nu kommer til at være langt større fokus på genanvendelse af råstoffer.