Annonce
Debat

Vi skal ud af bedøvelsen

Vi har fået ny regering. Det ser faktisk ud til, at det kommer til at rykke, når vi taler politiske indgreb til fordel for klimaet. Selvom man ikke i EU kunne blive enige om at gå forrest i målsætningen om reduceringen af drivhusgasser, så var det tæt på denne gang i modsætning til tidligere år, og begge dele er tydelige tegn på, at stemningen omkring klimakrisen er vendt i store dele af Europa. Det er en glædelig milepæl for enhver, der bekymrer sig om bæredygtighed. Men alligevel frygter jeg, at det meste bliver nogenlunde som det plejer, når virkeligheden rammer. Det er ærgerligt at måtte påpege, men så længe vi stadig i det store og hele lader os styre af den dagsorden, der gang på gang har bragt os på kant med et harmonisk forhold til den jord, vi lever af og på, så har vi stadig de største udfordringer foran os. At rejse sig fra den glidebane, vi gennem vores livsstil har placeret os på, og som på én gang sender det enkelte menneske ind i bedøvelsen og naturen ud i den ene krise efter den anden, kræver betydeligt mere end politiske mål for co2-udledning. Det kræver ganske enkelt, at vi tør at drømme om noget, der er langt mere meningsfyldt end blot fortsat økonomisk vækst.

Problematikken handler ikke alene om global opvarmning, hvis konsekvenser ellers er skræmmende nok i sig selv. Den er blot et af mange symptomer på et sygt paradigme. Det handler tillige om den meget lange række af følgevirkninger, der underminerer vores mulighed for en meningsfuld og bæredygtig tilværelse. De følgevirkninger af vores evindelige jagt på det smerteløse, fejlfrie liv, som nogen har besluttet, bør være selve målsætningen for vores livsbane, og som i sit kølvand efterlader en hærget klode med udpræget ulighed og horder af mennesker, hvis værdi i både egne og andres øjne, alene gøres op i deres evne til at producere og forbruge.

I den fortælling, vi indskriver os selv i, er vores lykke bundet op på opfyldelsen af ethvert tænkeligt behov. Ja, selv alle de behov, vi ikke selv kunne tænke os frem til, men venligt bliver påmindet om i de velkonstruerede reklamespots, der med succes kæmper om resterne af vores overforbrugte opmærksomhed.

Måske er det slet ikke primært opfyldelsen af de stadigt nyopfundne behov, der egentligt driver værket. Måske jager vi for jagtens skyld og ikke så meget for byttet. Måske er det selve jagten på væksten, som udfylder tomrummet efter den meningsfulde tilværelse, der optager os, fordi det er vejen til anerkendelse indenfor det overforbrugsparadigme, vi bekender os til. Men uanset drivmidlet er denne form for stræben uforenelig med et bæredygtigt verdensbillede, der bygger på ideen om balance. Og så længe vi konstant og med fuldt overlæg forskyder balancerne imellem hinanden og imellem os og verden, så bliver de politiske lappeløsninger til stadighed overtrumfet af den egentlige dagsorden for vores daglige fremmøde: Drømmen om den uendelige vækst, der skal fjerne os fra livets genvordigheder.

Jeg tror, at de nye klima-politiske vinde kan være med til at puste til den ild, der med tiden kan fortære et overforbrugsfinansieret verdensbillede. Men i sig selv er de kun begyndelsen på en langt mere radikal ændring i vores livs- og verdenssyn. Vi skal turde drømme om et liv, der ikke måles på succes og fiasko. Vi skal turde vælge et liv langt væk fra den overhalingsbane, der konstant leder os i armene på alt fra stress til ensomhed. Vi skal turde leve et liv, der ikke i al sin ensidige stræben gør os afhængige af det overforbrug, der forveksles med selve livets mening.

Vejen til en værdifuld og bæredygtig tilværelse går igennem erkendelsen af, at det meningsfulde livs essens ikke findes i det bedøvende tomrum, vi pendulerer i imellem væksthysteri, overforbrug og underholdningsnarkomani. Mange af os mangler det klarsyn, der skal til for overhovedet at erkende bedøvelsen, men det er så småt på vej. Hvad værre er: Selvom en narkoman erkender sit misbrug, gør det ikke én stoffri. Og det er enormt svært at frigøre sig fra bedøvelsen. Gang på gang forfalder vi, trods gode intentioner, til kendte løsninger, når trætheden, ugideligheden, gæsterne eller højtiderne indfinder sig.

Vi er vævet ind i et univers af betydninger og ritualer, der gør det enormt svært at bryde med vanen om at købe nyt tøj til festen, bruge energien på at bane vejen for vores børns karriere eller køre til Tyskland og fylde traileren før sommerferien. Vi skal ud af bedøvelsen, og det kræver masser af gensidig opmuntring, nye rammer for sociale aktiviteter og fokus på alle de lækre ting i tilværelsen, der får vækstparadigmet til at ligne en kvalmefrembringende, indtørret lort. Det er alt for tidligt at smide arbejdshandskerne.

Annonce
Simon Lægsgaard Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Danskere har også været på vandring

Læserbrev: I disse år, hvor store folkemængder, især fra Mellemøsten, er på folkevandring til Vesten, er det sundt at tænke på, at der var en tid, hvor vi danskere også var på vandring og slog os ned i store mængder i udlandet. Jeg tænker her ikke alene på folkevandringstiden efter Roms undergang, men for vi danskeres vedkommende også på vikingetiden, da England og Danmark var et dobbelt kongerige under Knud den Store. På den tid slog vi os i store mængder ned i, hvad man har kaldt Danelagen i England. Men forud for dette var der store mængder af jyder, der fulgte anglere og saksere, da disse slog sig ned i England allerede efter det romerske styres fald i landet ca. 400 e. Kr. Hvad der er mindre kendt er, at bornholmere tilsyneladende slog sig ned i, hvad der i dag er det franske landskab Burgundiet. Dette fremgår af et forholdsvist nyt engelsk værk, der under titlen "Vanished Kingdoms" ("Forgangne kongeriger"), af historikeren Norman Davies, udkom i 2011. Jeg var under mine studier løbet på den oplysning, at Bornholm træder ind i den skrevne historie i folkevandringstiden (ca. 400-800 e. Kr) under navnet Burgundarholm. Jeg vidste også, at dette har udløst den teori, at det var vandrende bornholmere, der har lagt navn til det i dag franske landskab, der hedder Burgund, på fransk Bourgogne. Dette tages for givet af den bestemt seriøse historiker Norman Davies i hans store værk "Vanished Kingdoms". Burgund nød en vis selvstændighed i den lange periode fra 411 til 1795. En kilde fra så sent som i 900-tallet nævner, at disse burgundere var et hoved højere end andre folkeslag i området og talte et uforståeligt sprog fra den germanske, ikke romanske, sproggruppe. Norman Davies introducerer sit kapitel om Burgund med en fire-sidet lang beskrivelse af Bornholm. Han beskriver øen næsten som et jordisk paradis og går så langt ned i detaljer, at han nævner snestormen på øen i 1910! Han nævner også, at rundkirkerne er bygget af tempelridderne i senmiddelalderen. Der må her være materiale for det bornholmske turistbureau. Og turistbureauet i Bourgogne. Folkevandringstiden var en kaotisk tid, hvor man næppe vidste, hvilket folkeslag befandt sig hvor. Så Davies' teori kan ikke modbevises.

Annonce