Annonce
Debat

Vi sygeliggør hellere børnene end systemet

Hjemmeskole: Hvis dit ni-årige barn kom hjem efter skole med hovedpine dagligt og tomme livløse øje, og blot kunne ligge i sin seng med nedrullede gardiner, hvad ville du så gøre?

Hvis dit andet barn på syv år kom hjem efter skole og slog ud efter dig, ville slå dig ihjel og var ekstremt aggressiv og nærmest var “uden for pædagogisk rækkevidde”, hvad ville du så gøre?

Jeg så, at der var to muligheder:

Man kunne kigge på barnet som den, der havde problemet, og som den, der “skulle fikses”.

Eller: Man kunne kigge på noget i den ydre verden omkring barnet, som var problemet og “skulle fikses”.

Jeg møder og ser familier, hvor de vælger at anskue det med de første briller.

Børn, der får diagnoser og medicin. Børn, der bliver sendt på rektors kontor eller til børnepsykolog. Børn, der bliver gjort forkerte eller sygeliggjort.

Jeg har valgt de andre briller. Helt bevidst. Og som helt sikkert kan vække undring eller uforståenhed. Fordi flertallet jo vælger nummer et. Uden at stille spørgsmål til det andet.

Men i mine øjne er det aldrig barnets skyld.

Børn reagerer langt ofte med helt sunde reaktioner og symptomer på noget, der er usundt for dem.

Det er sjældent barnet, der skal laves om, men det omkring dem.

Og jeg behøver vel ikke sige, at ved at tage mine børn væk fra deres “ydre verden” i skolen, har jeg fået to helt nye børn. I bedre trivsel. Fysisk, psykisk og mentalt.

Og i og me,d at vi så har skabt denne forandring for vores familieliv og hverdag, følger nedenstående spørgsmål ofte med. Enten sagt via ord eller usagt og helt lydløst, men med en forundring og et kropssprog som signalerer;

“Hvorfor har du valgt at hjemmeskole, Pernille?”

“Ja, hvorfor har du valgt folkeskolen?” har jeg så lyst til at svare igen.

Da mine børn gik i folkeskolen, havde jeg ikke bevidst valgt skolen til. Ment på den måde, at “børn skal jo i skole - og sådan er det jo..."

Jeg fulgte flertallet. Flokken. Normen. Med tillid. Uden at stille yderligere spørgsmålstegn ved mit valg.

Stemte skolens værdier - eller mangel på samme - overens med mine? Blev mine børn kommunikeret med og til på samme måde, som jeg værdsætter?

Blev mine børn respekteret for egne behov og grænser? Var det rolige, afbalancerede voksne, der var omkring mine børn?

Hvordan foregik undervisningen egentlig? Hvad var indholdet og “metoderne..?"

Jeg Anede Det Ikke!

Og da jeg fandt ud af det, brød jeg mig bestemt ikke om det. For det var i virkeligheden kontrasten til alt, hvad jeg kæmpede for. I vores familie. I min virksomhed. Mit menneskesyn. Mine værdier.

Alt strittede imod. Og modarbejdede alt, jeg prøvede at lære og vise mine børn. At de har en stemme.

Deres egen.

Så at ens børn skal være et sted i så mange timer, hvor man (læs: Jeg) faktisk var imod måden, timerne foregik på, var at modarbejde mig selv og det, vores familie stod for. Og stadig gør. At børns stemme er lige så meget værd, som de voksnes. Og at ens fysiske krop ofte fortæller en, når man mistrives, og at man selv skal lære at handle. Ikke som flertallet dikterer. Men som man selv har brug for.

I starten tog jeg mine børn ud af skolen som et fravalg af folkeskolen. Uden at vide, hvad der så skulle ske. Men nu, tre måneder efter, har jeg mine børn hjemme som et tilvalg. Fordi det giver os en enorm stor frihed og fleksibilitet. Ikke kun i vores hverdag. Men som mennesker. Hele mennesker.

Jeg ser ikke det ene bedre end det andet. Der findes ikke kun en sandhed. Ikke kun en vej. Vi skal bare alle have lov til at følge ens egen.

Og vigtigst af alt; mine børn isolerer sig ikke længere under dynen eller på værelset eller smækker med døre. De er langt mere sociale og ude i samfundet og i det virkelige liv, end de var før, da de sad bag de firkantede vægge.

De lever nu.

En særlig tak til Grundloven, som sikrer os vores ret til selv at vælge. Trivsel kommer før læring.

Pernille Neess Blix
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Efter skrotning af Lindholm-planer: Send de afviste asylansøgere til Nørrebro - eller helt hjem!

Læserbrev: Det er jo rendyrket hykleri, at socialdemokraterne med udlændinge- og integrationsministeren i spidsen nu vælger at droppe placeringen af de mange afviste - og dømte kriminelle - asylansøgere på øen Lindholm. Før valget og i valgkampen støttede socialdemokraterne jo en placering af de dømte kriminelle på øen Lindholm i Stege Bugt. Men nu har de så føjet De Radikale, SF og Enhedslisten, som synes, det er så synd for de kriminelle, at de ikke skal kunne rende rundt omkring i de danske byer og fordrive tiden med endnu mere kriminalitet! Det bliver ikke mindre komisk, når regeringen så begrunder det med, at det er dyrt at lave et udrejsecenter på øen. Jamen, kære venner, det er jo endnu dyrere, at de får lov til at bevæge sig rundt frit i det danske samfund og koster kassen i forbindelse med statsbetalte beskikkede forsvarer, anbringelsesdomme i landets fængsler, domstolsudgifter, tolkeudgifter, sociale udgifter til deres daglige fornødenheder, socialpædagogisk støtte og al mulig anden service, som der stilles til rådighed for de kriminelle. Så hvis socialdemokraterne virkelig gør det her på grund af kroner og ører, så send dem da helt hjem i stedet, så vi ikke har dén økonomiske belastning! Hver og en af de omtalte er jo dømt for grov kriminalitet i Danmark! Samtidig skylder regeringen og deres støttepartier at fortælle, hvor de så skal være placeret. De skal vel ikke forblive på Kærshovedgaard i Ikast-Brande Kommune og skabe endnu mere kriminalitet og lokal utryghed? Den logiske placering må jo være Nørrebro lige midt på stenbroen i hjertet af København, hvor alle de åbenhjertede, radikale, folkesocialisterne, Enhedslistens og Alternativets frisindede og tolerante vælgere bor i skønt flertal. Så kan de jo hygge sig med en kulturberigelse på nært hold!

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Annonce