Annonce
Biler

Vi tester: Solid, letkørt og stilren SUV fra Audi

Audi Q3 er stadig en modebil. Den er ikke alene en høj SUV, men har også en vis x-faktor. Foto: Jens Overgaard
Audi Q3, som vi tester med den opgraderede dieselmotor på 150 hk og automatgear, er en modebil uden dikkedarer.

Mere kant uden at støde hverken design-forhistorien eller kunderne. Det var den svære opgave for Audis chefdesigner, Marc Lichte, da han for fem år siden satte sig i instruktørstolen og skulle forny Audi-programmet fra top til tå og på en måde, så modellerne hver især fik mere personlighed.

Et af de mest klare eksempler på missionen er den høje Q3, der i første generation havde nærmest badekars-udflydende former, og den nye fra i fjor er blevet strammet op i linjerne som en atlet i de sidste måneder op til et maraton.

I en tid, hvor de høje biler boomer, er Q3 også blevet en meget vigtig bil for mærket med de fire ringe, som i denne klasse har BMW X1/X2, Volvo XC40 og Mercedes GLA som nogle af de oplagte konkurrenter. Det er en model, vi tester med mellemudstyret, Advanced, S tronic-automatgear og den nye, opgraderede 150-hk dieselmotor, som netop nu også lanceres i den faceliftede firmabil VW Passat.

Priserne starter fra 449.000 kroner, men ender på 598.000 kroner med ekstraudstyr, mens beskatningen ved erhvervsleasing begynder fra 390.000 kroner for denne model.

Annonce

AUDI Q3 ADVANCED 35 TDI S TRONIC

Pris: 448.790 kroner.

Beskatning ved erhvervsleasing: Fra 390.000 kroner.

Pris, testbilen: 596.796 kroner.

Grøn ejerafgift, halvårlig: 1750 kroner.

Brændstoføkonomi: 17,2 km/l (WLTP).

C02 pr. km: 153 g.

Motor: Firecylindret dieselmotor på 2,0 liter.

Ydelse: 150 hk.

Moment: 340 Nm/1750-3000 omdr.

Topfart: 207 km/t.

0-100 km/t.: 9,2 sekunder.

L/B/H: 449/185/159 cm.

Maks. anhængervægt med bremse: 2000 kg/750 kg.

Skønhedspletter

Vi hopper om bord og skuer ud over det stilrene og kantede instrumentbord, hvor digital instrumentering er standard, og som her er opgraderet med en større skærm, så vi i instrumenthuset er gået et skonummer op fra 10,25 tommer til 12,3 tommer, mens den aflange storskærm i midten, vi kan trykke på og swipe hen over, er 10,1 tommer mod ellers 8,8 tommer.

Her er dog ikke haptiske kontakter med feedback som i visse Audi-modeller.

Skærmene, der er klare og hurtige, passer godt til interiøret - selv om midterskærmen er sårbar over for fingre og hurtigt får aftryk. Men du betaler også for herlighederne. Den største skærm sammen med multimedieanlægget i MMI Navigation Plus ryger nemlig op i 46.000 kroner.

Materialerne er bløde og lækre at røre ved, men ikke så entydigt, som det ses i andre Audi-modeller. Her er brugt pletvis hård og billig plast, hvor det især mærkes visse steder på dørsiderne.

Til gengæld er sportssæderne, der er ekstraudstyr til 7000 kroner, med små forhøjninger på siderne godt støttende. Den solide fornemmelse holder på vejen, hvor Q3'eren fører sig lige så sikkert, komfortabel og støjsvagt frem, som designet udstråler.

Her er klare ligheder med VW Tiguan og Skoda Karoq, der har samme MQB-platform. Her er vægten på samme måde lagt på det sikre frem for det sportslige som i den større og mere sofistikerede Q5. De, som går efter mere atletiske egenskaber, kan dog snart vælge den mere coupéafrundede Q3 Sportback, der har sportsundervogn og et skarpere såkaldt progressivt styretøj.

Begge dele kan dog også tilkøbes af dem, der går op i mere spidse køreegenskaber, og som vil mærke en mere klar forskel over for Tiguan og Karoq.

Flydende fremfærd

Dieselmotoren på 150 hk trækker med 340 Nm fra 1750-3000 omdr. og arbejder meget diskret og flydende og spiller godt sammen med syvtrins-S tronic-automatgearkassen.

Forbruget på 17,2 km/l er ikke urealistisk. I det daglige sker fremfærden flydende. Selv om du på papiret har momentet fra lave omdrejninger, oplevede vi dog, at vi skulle op for at få effekt og satte gearkassen i "Sport", når vi vidste, at der skulle overhales.

På den praktiske front er der kun plusser til den regulære kabine, der byder på fin bagsædeplads, et sæde her, der kan forskydes i længderetningen, samt et bagagerum på rimelige og regulære 430 liter.

Mængden af usædvanligt udstyr er dog forholdsvis begrænset og omfatter blandt andet det digitale cockpit, full LED-forlygter, nødbremse med fodgængergenkendelse og advarsel for vognbaneafvigelse samt 18 tommer fælge.

Linjerne er skærpet hele vejen rundt i Q3'eren, der byder på god plads indendørs og er letkørt. Foto: Jens Overgaard

Konklusion

Audi Q3 med den nye 150 hk dieselmotor er et letkørt bud i mellemklassen af høje biler. Q3 er en stilren og køremæssigt ukompliceret SUV. Men den er også forholdsmæssig meget dyrere end koncernfætteren VW Tiguan, og hvis der skal bare lidt udstyr om bord, kan det hurtigt løbe op.

Hvis du er i markedet for en firmabil, så overvej den nye Audi A4 Avant, der med automatgear og den større dieselmotor på 190 hk starter ved næsten samme beskatningsmæssige værdi omkring 400.000 kroner.

Kabinen er designet i samme stilrene snit som de ydre linjer. Visse materialer er indbydende, mens der også er billigere, hårdere overflader. Foto: Jens Overgaard
Den store, flade berøringsskærm er klar, hurtig og passer god til det minimalistiske interiør. Skærmen er dog følsom over for mærker efter fingeraftryk. Foto: Jens Overgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce