Annonce
Fredericia

Vi vil gerne tage et socialt ansvar

Byens Bilpleje vil gerne tage et socialt ansvar i forhold til flygtninge, fortæller leder af Fredericia-afdelingen, Martin Hansen (i midten), her med sine to syriske medarbejdere, Khalil Jafaar (t.v) og Masaab Awad.
Man kan roligt kalde Byens Bilpleje for en multinational arbejdsplads. Det er ikke en tilfældighed, men en konsekvens af, at det er mere end almindeligt svært at hyre dansk arbejdskraft.

To af medarbejderne er syriske flygtninge, som begge efter relative korte virksomhedspraktik-forløb er endt i fast ansættelse.

- Der er selvfølgelig nogle udfordringer med sproget og kulturforskelligheder, når man ansætter udenlandsk arbejdskraft og særligt med folk fra en anden kultur og religion som den danske. Men når de først har vænnet sig til det danske system, er det helt fortrinligt arbejdskraft, siger Martin Hansen, der er leder af Byens Bilpleje i Fredericia.

De to syrere, Khalil Jaafar og Masaab Awad, har i hvert fald været gode investeringer for virksomheden, der leverer ydelser til bilbranchen.

Klar til ekstra indsats

- Der er naturligvis lige så stor forskel på syrere, som der er på danskere. Men Khalil og Masaab er utroligt dygtige og meget arbejdssomme. De kommer altid til tiden, er aldrig syge, brokker sig aldrig og er altid i godt humør. Og er der behov for en ekstra indsats, står de gerne klar, siger Martin Hansen.

Khalil Jaafar er 43 år og kurder fra Afri, der ligger tæt på Aleppo. I sit hjemland nåede han at arbejde 27 år ved samme batterifabrik, inden han for tre og et halvt år siden flygtede sammen med sin hustru og børn til Danmark.

Masaab Awad er 36 år og stammer fra Daraa, hvor krigen brød ud for fem år siden. Han er oprindeligt uddannet tandtekniker, men drev sin egen mobiltelefon-butik i Syrien, indtil krigen brød ud, og han for to år siden sammen med sin familie flygtede til Danmark.

Masaabs uddannelse som tandtekniker blev i øvrigt gennemført i Polen. Derfor taler Masaab polsk og kan tale sammen med det relativt store antal medarbejdere fra Polen, som også er en del af Byens Bilplejes medarbejderstab.

Arbejdsmoral og initiativ

- Vi har måttet konstatere i de senere år, at det bliver sværere og sværere at hverve dansk arbejdskraft. I vores branche overlever vi rigtigt meget på fleksibilitet. Derfor er det vigtigt, at vores medarbejdere viser sig fra den fleksible side, siger Martin Hansen.

Han var da heller ikke i tvivl om at skifte Khalil og Masaabs ulønnede virksomhedspraktik og efterfølgende job med løntilskud ud med en regulær fuldt lønnet ansættelse. De to herrer havde gjort sig fuldt fortjent til det.

- Vi vil som virksomhed også gerne være med til at tage et socialt ansvar, siger han.

For Khalil og Masaab er det ikke så væsentligt, at de ikke har arbejdet med bilpleje hjemme i Syrien. Det, der tæller for dem, er at have et arbejde og tjene sine egne penge.

Arbejde er godt

- Alt arbejde er godt. På danskskolerne lærer vi grammatik, men det er igennem arbejdet, at vi lærer at tale og forstå dansk, siger Masaab.

- Det handler om at gå stille og roligt frem, tage imod virksomhedspraktik og arbejde med løntilskud, for det er her igennem, at muligheden for fast arbejde åbner sig, lyder rådet fra Khalil.

Selv om de begge er glade for Danmark og for den sikkerhed, der er her, savner Masaab Syrien.

- Min mor bor stadig i Syrien, og når jeg taler i telefon med hende, kan jeg høre bomber falde i baggrunden - nogle gange kun en kilometer fra, hvor hun bor. Det er hårdt og meget stressende for os alle sammen, siger han.

Khalil har til gengæld fået hele sin familie ud af Syrien og savner ikke sit hjemland. Han kan heller ikke forestille sig at vende hjem, hvis der bliver fred.

- Mine børn er blevet så glade for Danmark, at de ikke vil tilbage, siger han.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce